« Tilbage til søgeresultaterne

Dronning Louise 7de Sept. 1817. - 29de Sept. 1898

Af: Julie Meyn

« Se emneord

Der kan nu - en halv Maaned efter, at Dronning Louise den 29de September lukkede sine Øjne - neppe siges noget i Anledning af hendes Bortgang, som ikke bliver Gentagelser af, hvad „Kvinden og Samfundet”s Læsere have læst andet Steds, kun meget fyldigere udtalt. Men der er Ting, der taale at gentages, Ting, som vi Kvinder særlig trænge til at sige hverandre. Saaledes alt, hvad der vedrører Hjemmet, Kærligheden og Sammenholdet i den hjemlige Kreds, den Kærlighed, der, medens Børnene ere smaa, leder dem med mild men fast Haand, og som, naar de ere blevne støre, aldrig slipper dem men omfatter dem og alle deres med den varmeste Deltagelse i Glæde som i Sorg! Den sande Moderkærlighed, der ikke opelsker Egenkærlighed hos Børnene, men stræber at lære dem Selvfornægtelse, den, der lagde den kongelige Moder den Formaning paa Læben, til en af sine Sønner: „Er du uvis om, hvor din Pligt ligger, saa vælg det, du har mindst Lyst til”. - Mangt et smukt Billede af Hjemmets Glæde har man haft Lejlighed til at se under Sommerlivet paa Bernstorff og Fredensborg. Man har hørt Larmen af glade Barnestemmer fra hin berømmelige Havesal paa Fredensborg og set en Flok lystige Smaafolk tumle sig i overgiven Leg sammen med alvorsfulde Mænd og Kvinder, der afkastede Hoflivets og Kronernes tunge Tryk og for en kort Stund selv blev som glade Børn i det elskede Barndomshjem.


Og for at drage et modsat Billede frem, hvor har det ikke været underligt i disse skønne Oktoberdage at færdes i Bernstorff Slotspark og se det venlige hvide Slot ligge saa hyggeligt i Efteraarssolen med Bøge- og Lindetræer til Bag og den grønne Plæne foran. Alt saa ud som ellers - men der var de to Fag nedrullede Gardiner i Stueetagen, og saa var der saa stille, saa stille! Med sagte Fjed gik sørgeklædte Mennesker op ad Trappen og afleverede deres Kranse derinde, og sagte faldt de første gulnede Blade, hvis Tid Var omme, til Jorden der udenfor. Og man maatte mindes saa meget, man havde hørt om Livet paa Bernstorff Slot i de sidste Uger, om Børnenes ømme, utrættelige Pleje og. om den store indbyrdes Kærlighed, der bandt dem alle sammen.


Der er endnu et, som det ligger nær for os Kvinder at tænke paa i denne Forbindelse. Fra Freden i Hjemmet gaar Tanken naturlig til Freden ude mellem Folkesamfundene, Verdensfreden. Hvem ved, hvor meget af Fredens Velsignelse Verden skylder det Hjem, hvor Dronning Louise sad og holdt Strømmen varm mellem Hjerterne? Hvem ved, hvor ofte Traade, der filtrede sig sammen her, ere blevne glattede ud af nænsomme, milde Kvindehænder? Hvem ved, om ikke Fredstanker, der i de sidste Maaneder have lydt ud over Verden, som Forbud for kommende lysere Tider - om end foreløbig kun som den enlige Svale, der endnu ikke bringer Sommer - have deres første Udspring samme Steds fra.


Dette ved vi ikke med Vished; men vi ved, at saa sandt det var et rigt Liv, vor Dronning levede, rigt, ikke alene paa ydre Fremgang og Glans, men rigt paa Trofasthed og Kærlighed, saa sandt vil det danske Folk Bevare hende i trofast og kærlig Erindring.


« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner