Kvindesagen

Kvindesagen er Retfærdighedens Sag; den er ikke et religiøst Spørgsmaal, den er ikke et politisk Spørgsmaal, ja, den er end ikke i første Række noget Samfunds-Spørgsmaal; men saa vist som Kvinderne ikke af Naturen ere en ringere Kaste, hvem Samfundets Vel er ligegyldigt, saa vist er det ikke til Samfundets Tarv, at Børnenes Mødre kunne skyde alle større Spørgsmaal fra sig som noget, der er Mændenes Sag.

Er det ikke paa Tide, at Mandene lode dem forstaa denne, selv om de fleste Kvinder ere for kortsynede til ogsaa i denne Retning at gøre deres Pligt?

Kvindesagen er ikke noget religiøst Spørgsmaal, lige saa lidt som Statsforfatning, Ægteskab, Astronomi, Naturvidenskab eller Matematik. „I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød; Han straffer Fædrenes Synd paa Børnene i tredje og fjerde Led over dem, som hade ham; med Smerte skal du føde dine Børn; Du skal være din Mand underdanig”, alle disse Ord appellere ikke til den borgerlige Lovgivning eller kræve at blive virkeliggjorte igennem denne. Deres Kraft og Betydning er derfor ikke mindre, men Kvindens Krav paa retslig Ligestilling med Manden er derfor ikke mindre berettiget, og til de tvivlraadige Kvinders Trøst kan det siges: Først da faar din Underdanighed under Manden, d. v. s. din Mand, sin rette moralske Værd for dig som for ham, naar den er frivillig og ikke fremtvungen ved din Umyndighedstilstand.

Kvindesagen er heller ikke en politisk Sag, - der er jo Kvinder i alle Stænder, i alle politiske Partier, fra Fattighuset op til Tronen; vi have Venner i alle Lejre og have hidtil ikke sluttet os til noget politisk Parti, men vi undre paa, om Landstinget vil have Mod til for tredje Gang „i Samfundet og Kvindernes Interesse” at nægte os det lille Afdrag paa vore retfærdige Fordringer - den kommunale Valgret. Det er en Løn, som „Dansk Kvindesamfund” ærlig og redelig har fortjent.

Vore Modstandere anerkende det berettigede i denne vor Fordring, men frygte for Følgerne; de frygte, fordi de vide, at der ligger andre retfærdige Krav bagved. De tør ikke give os, hvad de selv anse for at være Retfærdighed, fordi de frygte for, at vi da skulle fordre mere, end de anse det for rigtigt at give os - men saaledes behandler man Fjender.

Vi have to Slags Modstandere blandt Mændene; dem, der føle sig som aandelige Undermaalere og som derfor føle, at deres Værdighed som Mænd ville lide, hvis Kvinderne bleve dem ligestillede. Og saa have vi dem, som navnlig have Øje for de Kvinder, som i intellektuel eller sædelig Henseende ere Undermaalere - ja, vi vide jo nok, at der kan tænkes mange andre Grunde, hvorfor Mænd kunne modsætte sig Kvindernes Lighed for Loven, men vi mene at have nævnet to, som ere saare almindelige.

Vor Fordring er retfærdig, og Mændene elske Retfærdighed, men de vide ogsaa, at der er noget højere end Retfærdighed Ædelmodighed. Skulde det muligvis forholde sig saaledes, at Mændene frygte for at faa mindre Lejlighed til at vise sig ædelmodige og højhjertede over for Kvinderne, naar disse stode som deres ligeberettigede? Men dette, forudsætter atter en sørgelig Tvivl om deres egen mandlige Overlegenhed, som vi ikke bestride. Lad dem da vise deres Overlegenhed ved at give os fuld Retfærdighed, saa ville vi vise vor ved at bevare Taalmodigheden, selv om Retfærdigheden skulde blive os tilmaalt draabevis; vi ere jo opdragne dertil.