Fru Gehejmeraadinde Casse. 15. November 1805 -20. Oktober 1898
„Kvinden og Samfundet”s Læsere have sikkert med stor Deltagelse erfaret Bortgangen af et af Dansk Kvindesamfunds ældste, men paa en Maade ogsaa et af dets yngste Medlemmer, idet Gehejmeraadinde Casse, født Engelbreth, den 20. i forrige Maaned er afgaaet ved Døden i den høje Alder af 93 Aar. Man har Ret til at sige et af de yngste Medlemmer, thi i Sind og Tanke var Fru Casse blandt de yngste og havde som faa Evne til at følge med Tiden og dens Bevægelser og bevare Interessen usvækket for de Sager, hvis Ve og Vel i hendes lange Liv vare komne til at ligge hende paa Hjerte. Det var hende, der støttede den første spæde Spire til Dansk Kvindesamfund ved at yde det Ly i sit Hjem, og denne Støtte var saa meget virksommere, fordi den Stilling, hun ved sin Mands Side indtog i Samfundet, gav den forøget Vægt. Og det var hende, der gennem den lange Aarrække aldrig tabte Troen paa Kvindernes retfærdige Sag. Hun fulgte den trofast med Raad og Daad, og det var derfor med fuld Føje, at Dansk Kvindesamfund ved hendes 90aarige Fødselsdag valgte hende til Æresmedlem.
Og det var ikke blot inden for Dansk Kvindesamfunds snevrere Kreds, at hun virkede, men hvor som helst hun kunde bidrage til at raade Bod paa de Brøst, som Kvinderne lide under, var hun rede til at yde sin værdifulde Hjælp. Hun var saaledes ikke blot Medlem af Foreningen mod den lovbeskyttede Usædelighed - i mange Aar ogsaa Medlem af Bestyrelsen - men hun var taknemlig, fordi hun her fik Lejlighed til at kæmpe for Kvindernes Sag mod den Uretfærdighed og Fornedrelse, som igennem Beskyttelsen øves mod Kvindekønnet, og under hvilken hele Samfundet lider. Enhver sand Kvinde, som ønsker at se sit Køn gaa fremad ikke alene i intellektuel og økonomisk, men ogsaa i moralsk Henseende, vil bevare Fru Casses Navn i taknemlig Erindring med det Haab, at der vil komme mange, der som hun vil tage Kampen op mod de Skranker, der rejses for Kvindens virkelige Frigørelse.
Begravelsen foregik fra Frederiksberg Kirke den 27. Oktober. Om hendes blomstersmykkede Kiste samledes en stor Skare af de Venner, som baade hendes private og offentlige Liv havde skænket hende. Dansk Kvindesamfund var repræsenteret ved sin Formand, lige som ogsaa Københavnskredsens Bestyrelse var mødt in pleno. Ogsaa Kvindelig Læseforening var repræsenteret ved sin Formand og et Bestyrelsesmedlem, og Handelsskolen for Kvinder ved sin Forstanderinde. Fra disse tre Institutioner samt fra „Forening mod den lovbeskyttedeUsædelighed” var der sendt smukke signerede Blomsterdekorationer. Biskop Rørdam og Pastor Holm fra Gladsaxe talte ved hendes Baare, frejdige, jevne og varme Ord, som faldt godt i Traad med hendes hele Personlighed.
Sjældent forundes det nogen i Sandhed at leve et rigt personligt Liv lige op til de 93 Aar og bevare sin Aandskraft og sine Interesser varme og usvækkede i den høje Alderdom. Alle Kvindesagens Venner ville mindes hende med Tak for den Trofasthed, hvormed hun til det sidste bevarede sin Kærlighed til Kvinders Vel og Kvinders Ret.