« Tilbage til søgeresultaterne

Napoleons Moder

Af: Magdalene Thoresen

« Se emneord

af Clara Tschudi.


Den norske Forfatterinde, Clara Tschudi, der ved sine historiske Skildringer af Marie Antoinette, Kejserinde Augusta og Kejserinde Eugenie har gjort sig saa vel bekendt i Literaturen, har nu atter føjet et nyt Værk til disse, betitlet „Napoleons Moder”.


Det er en fordringsfuld og vægtig Titel paa en Bog, men den er indfriet baade med Omsigt og talent.


Forfatterinden har i høj Grad forstaaet at lægge sit Stof tilrette, saa hun uden at brede sig dog kommer til Bunds i Situationen og faar alting med. Og da hun har holdt sig strengt paa historisk Grund, har det ikke krævet saa lidt Kunst at fri sig for Romantikkens Indblanding, især da Stoffet fra først til sidst er voxet op af Romantikkens glødende Jordbund, hvor Virkeligheden ofte staar Fare for at komme Fantasien for nær.


Naturligvis er det Sønnen Napoleon, som danner den betydningsfulde Baggrund for Lætitzia Bouonapartes Billede, thi det er jo egentlig hans Liv og Levnet, som giver Koloriten til hendes. Men som Grundstof betragtet er det alligevel Moderens herlige fuldblods Naturel, som har afsat sit Præg i ham.


Det er ofte nok paavist, at store Mænd i Reglen have havt begavede Mødre. Ja der er endog fremsat den Hypothese, at jo mindre udviklet Moderkvindens Evner har været, desto rigere er Naturstoffet gaaet over til Barnet. Og heri er egentlig ikke noget fornuftstridigt. Det Fænomenales Forekomst i denne Verden har ganske vist havt sin skjulte Vækst fra Individ til Individ.


For Napoleons Vedkommende kunde denne Paastand endog kaldes et Bevis. Den korsikanske Kvinde modtog i hine Tider ingen som helst Belærelse. Og uagtet Napoleons Moder var født i gode Kaar og havde sin Slægt i fremragende Familjer, var hun dog, som god Katolik, henvist til Kirken i sin Kundskabslære, og forøvrigt i alt andet til Naturen.


Men den havde sørget vidunderligt for hende! Hun var skøn som faa. Hun havde uagtet sit hede Blod en fin kvindelig Takt og en alvorsfuld Betænksomhed. Hun havde en glødende Frihedstrang, og hun var personlig med i Frihedskampene, som den Gang udkæmpedes paa Korsika - og det uagtet hun allerede da baade var Hustru og Moder. Men hun var meget ung gift og vel ikke mere end seksten Aar, da hun midt i Kraftens Fylde udstraalede sit rige Naturel til alle Sider.


Og just paa den Tid blev hun Napoleons Moder! Da den kraftige Gut, med sit altfor store Hoved meldte sin Indtrædelse i Livet ved nogle vældige Skrig, havde Lætitzia kun et Par Maaneder iforvejen trukken sig tilbage fra sin aktive Deltagelse i Frihedskampene. Saa man kan nok sige, at han ved Blodets Baand allerede modtog de krigerske Impulser, som siden gjorde ham til den mægtige Hærfører og til Aarhundredets største Geni.


Naturligvis blev han det, han blev, i Kraft af sit Barndomsfolks levende og fantasifulde Aand, men denne Aand besad hans Moder i usædvanlig Grad, og lige saa fuldbaaren i sine Evner som Napoleon var som Mand, var hun som Kvinde. - Moder og Søn var fuldt jevnbyrdige.


Han modtog imidlertid sin Skolelærdom og fik omsider sin praktiske Uddannelse i Frankrig og i Forening med Kundskaben Indvielsen til sin store Fremtid, medens Moderen forblev paa Korsika i sine flittige huslige Kaar, og der opfødte den talrige Børneflok. Napoleon var nemlig den næstældste af hendes Børn. Efter ham fødte hun endnu elleve, men desuagtet vedblev hendes Aand og hendes Evner at være lige levende, saa da han begyndte sin mægtige Stigning, der i saa kort Tid skulde føre ham til Magtens og Ærens Tinder, gjorde hans Moder i Stilhed den samme Stigning. Uden Brast og Bram stod hun rede til at overtage den høje Ærespost - som ingen kronet Kvinde har baaret med større Skønhed og Værdighed, ja man kan tilføje: med større personlig Ret end denne „Kejsermoder”, der lige stolt, rolig og fattet steg ned fra sin Trone, som hun fra sit tarvelige Husmoderliv var stegen op paa den, og hvor hun, da hele Herligheden af den ydre Glands var forsvunden, endnu indgød en Respekt, som fulgte hende til hendes sidste Stund.


Hun siger selv, som gammel og mæt af Dage: „Jeg vilde ikke bytte med Verdens største Dronning!”


Og hun havde Ret. Det at have været Napoleons Moder, var en Storhed, som en Gang oplevet, ikke lod sig gentage - hun vil med den staa alene i Historien.


Naturligvis anføres mange og forskellige Samlings- og Berøringspunkter mellem Fru Lætitzia og hendes andre Børn, men det er altsammen temmelig forbigaaende, og uagtet hun er den samme trofaste Moder for dem alle, er dog hendes moderlige Forhold størst overfor Napoleon. „Den af mine Børn, som er mest ulykkelig, er mig ogsaa mest kær”, var hendes Ord. Og deri giver enhver trofast Moder hende Ret.


Man kunde skrive meget mere om den Bog, men Hensigten med disse Linier er jo kun den, at vinde Læsere og Læserinder for den, og da bør ingen af dens mange Skønheder foregribes.


Kun endnu den Bemærkning: at just i disse Tider, da der lægges saa stor Vægt paa Napoleon som erotisk og romantisk Helt, gør det godt at faa ham ud af denne sanseberusende Sfære, og trods Sabelregimente og Diktatorviljen, der jo forresten laa i Tiden, før dens levendegjordes i ham, dog med glad Interesse at kunne møde med ham som den mægtige Krigsfører og som den overlegne Aand, og det paa en Maade fra først til sidst i dybeste Samfund med sin Moder, saaledes, at hvad der end fængslede ham og rev ham med sig i Begivenhedernes store Hvirvel, dog Moderen ligesom var nærværende i ham ved enhver Afgørelse. Hun var saa at sige hans første og sidste Impuls her i Livet.


Forfatterinden har, som før bemærket, aabenbaret et betydeligt Talent til at ordne sit Stof, og det vil sige meget. Hun har i sin historiske Evne ikke saa lidt af den smidige Kraft, hvormed Historikeren Gregorovius saa mesterligt har forstaaet at lægge sit Stof til Rette, saa der altid bliver Ligelighed i Interessen, og at den romantiske Duft, uden at fratage den noget af Historiens strenge Ret, følger med fra først til sidst. Og hermed kan man særlig ønske Forfatterinden til Lykke, saa vel som og den Læsekreds, hun derved opnaar at vinde sig.


« til toppen

Teksttype

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner