Laura Marholm Hansson:
Fru Lilly som ung Pige, Hustru og Mor. Interiør fra et Liv.
Det kan ikke nægtes, at blandt de mange kvindelige Forfattere gør Fru Marholm sig paa særegen Maade bemærket. Hun skriver med en Kraft og Fynd, som man snarere venter at træffe hos en Mand, men til Gengæld kan man just ikke rose hende for kvindelig Finfølelse. Dette føles saa meget stærkere, da hun netop har valgt til Opgave at analysere Kvinders Sjæleliv indtil de inderste Folder; ja, det er næsten, som om hun havde taget sig for at afsløre disse Væsener for dem selv og Verden, for derefter at lære dem Kunsten at leve.
Den Lærdom, som ovennævnte Bog vil give, er den gamle, at „vores Kald og Pligt saa mange som vi ere, er at udvælge os en Mand i Tugt og Ære.” Og her skildres da et lykkeligt Ægteskab paa Baggrund af en tom og trist Ungdomstid. „Dødt Liv” kaldes dette Tidsafsnit, da Lilly ikke gør andet end længes og savne. Foruden Heltinden fremstilles her en Række ældre og yngre Kvinder, alle karrikerede; alt drejer sig hos dem om en utilfredsstillet ikke blot Kærlighedstrang, men Ægteskabstrang, der giver sig Udtryk paa saa uskøn en Maade, at det falder uden for god Tone og virker ganske unaturligt.
Saaledes en Samtale mellem to unge Piger. Man er i Selskab, mest af Damer, der bliver mere eller mindre betagne, da en Justitsraad, en halvgammel Kavaler, træder ind, medens en Student ikke synes at forurolige nogen af dem. „De to unge Piger saa hinanden ind i Øjnene med et ejendommeligt forstaaelsesfuldt Blik” - og den ene af dem begyndte saa Samtalen saaledes: „Jeg skulde ta hvemsomhelst, ubetinget hvemsomhelst, bare han kunde forsørge mig - om det saa var en sekstiaargammel Mand,” og senere: „Malvina har det paa samme Maade;” og igen: „Ved De, dersom ikke Fru Goldstein var til, kunde jeg være Justitsraadinde -” o. s. v.
Man ved ikke, om man skal undre sig mest over, at en ung Pige er sig saadanne Følelser bevidst, eller over, at ikke netop denne Bevidsthed lukker Munden paa hende.
Finere staar en anden Kvindefigur, der glider forbi i Fru Lillys vaagne Drømme. Mens hun, Lilly, ligger og venter paa at give sit Barn Bryst, mindes hun med Vemod en ung, indtagende Dame, hun har kendt, som har valgt Filosofien til Bod for skuffet Kærlighed. Man kan da sige hertil, at der kan vælges daarligere, f. Eks. et uheldigt Ægteskab.
Det springende Punkt i Bogen, Afgørelsen af Lillys Skæbne, Omvekslingen fra sort Ensomhedskval til tindrende Glæde, er fortalt kønt og naturligt og viser, at Forfatterinden har nogle Betingelser for at gøre sig til Tolk for Kvinderne; hun har i alt Fald her forstaaet at skildre, hvad een Kvinde har oplevet, saaledes at man føler det som noget alment. I den derpaa følgende meget uforbeholdne Skildring af det ægteskabelige Samliv er det lykkedes hende at give Indtrykket af en Stigning, en Udvikling i Forholdet, som interesserer. Hvor inderligt de to Mennesker er vokset sammen, det antydes nydeligt, da de, der er begyndt som omstrejfende Literater, har slaaet sig ned som Bønder paa Mandens Fædrenegaard. De staar sammen uden for Gaarden og lader Aftenstemningen virke ind paa sig: I sit Indre førte de en dybsindig Samtale med hinanden derom; men deres Øjne søgte ikke hverandre, og over deres Læber kom ikke en Lyd; thi de, der har levet et helt Liv sammen, forstaar hinanden uden ydre Tegn, og Ord er for dem lige saa overflødige som alle andre Udtryksmidler.”
I Slutningen af Bogen forefalder følgende Ordskifte: Hun: „Jeg takker Dig, Gjedebuk, for at ikke ogsaa Du har ædt mig op.”
„Det har jeg for Resten alt gjort,” svarede Hr. Holm. „Derefter har jeg af mit Ribben skabt dig paany. Derfor har Du - efterat jeg kom - ogsaa glemt Din egen Ungdom og alt, der laa bagom den.”
Det er vistnok Forfatterindens Mening, at dette skal være en Type paa, hvad der maa foregaa i ethvert lykkeligt Ægteskab, og hun har villet, ikke blot skildre to ejendommelige Mennesker, men tillige i dem fiksere de almene mandlige og kvindelige Ejendommeligheder. Her virker hun dog mindre overbevisende. At han bruger lidt for mange Penge til Cognac og Vin, hun til røde Kjoler, at han har Tilbøjelighed til at optræde med unødig Overlegenhed over for sin Hustru, hun til lige saa unødig at bruge sin Kvindelist til at føre ham en Smule bag Lyset, det er saa lidet rammende og saa banalt, at det ser ud, som om det var hængt paa for Tendensens Skyld.
Thi at det ikke er ubetydelige Mennesker, man her har med at gøre, det ses af deres uafhængige Holdning over for ydre Forhold. - Da Schiller giftede sig, lejede han blot et Værelse til i det Pensionat, hvor han boede, og der flyttede hans Lotte, der var opdraget til Hofdame, gladelig ind. Men nu - hvilket Apparat skal der ikke til, for at to Mennesker kan komme sammen! Fru Lilly er for klog og udviklet til at lade sig narre af, hvad Carlyle vilde kalde „Djævelens Falsknerier”. Hun slaar en Streg over Bryllupsrejse og Udstyr, lokker ud af sin Mand, hvad der for ham er det nødvendigste, og finder sig i at leve fra Haanden og i Munden vagabonderende i Udlandet. Finder sig senere i, at Manden opgiver at vinde Indflydelse og Penge. „Du er mageløs,” siger han. „Thi Du forhindrer ikke Din Mand fra at være noget enestaaende i denne Tid - nemlig sin egen Herre.” Og hun kommer ikke til at fortryde det. Da de have været gifte i ti Aar, kan hendes Mand sige: „Vi frygtede ikke det, som andre Mennesker plejer at frygte: Ensomhed, Fattigdom, ingen Udsigter, og hvad de nu ellers hedder, disse Skræmmebilleder for Byfolk og Samfundsmedlemmer, - men som aldeles ikke er skrækindjagende. Hvad der for andre er en Tomhed, hvori de mister sig selv, det blev for os den Overflod, hvori vi fandt hinanden og voksede saa fast sammen, at vi nu ikke kan holde ud at skilles, ikke engang for nogle Dage ”
Forfatterinden er, som bekendt, en Modstander af Kvindesagen; mon hun dog ikke kan se, at med Hensyn til denne Opfattelse af Ægteskabet kan hun kun vente Tilknytning hos „den nye Kvinde”. I den nu fem og tyve Aar gamle Bog „Min Hustru og jeg”, der, lige som Fru Marholms, er en Lovsang over Ægteskabet, kommer der ogsaa et Punkt, hvor Krybben begynder at blive tom hos de unge Folk. Men den stakkels Estrid ved ikke andet at stille op der imod end at sulte sig selv! Den unge Pige, der ved, at ogsaa hun kan hjælpe til med at erhverve, og at hun i Nødsfald selv kan ernære sine Børn, hun vil have Mod til det, man ikke kan vente hos den, der er opdraget i damelig Afhængighed.
Der er jo derfor ogsaa dem, der ser Kvindesagens vigtigste Formaal deri, at Ægteskaberne skal blive bedre, ikke for Kvinden mest være en Stilling, men helt og holdent et personligt Forhold. Dette vil jo ogsaa Fru Marholm. Men dersom hun vil have Kvinderne med sig, maa hun ikke gribe med saa plump en Haand i de inderste, mest følsomme Strenge hos dem; og hun maa ikke haane dem, som hun har gjort her og mange Gange ellers. Hun maa lære sig til at føle, ogsaa med dem, der ere skabte anderledes end hun selv, - dersom man ellers kan lære den for en psykologisk Forfatter saa uundværlige Egenskab, ægte, fint mærkende Sympati.
