Fra Rigsdagen
Aaret 1898 vil staa som et Mindeaar for den danske Kvindesag. Vi haabe senere at kunne give en Oversigt over de forskellige Begivenheder og i dette Numer kun nævne nogle Love, som i dette Efteraar ere forelagte Rigsdagen; de have alle direkte eller indirekte Betydning for Kvinderne.
l. Forslag til Lov om Underholdsbidrag til Børn, der ere avlede uden for Ægteskab.
2. Forslag til Lov om kommunale Valg.
3. Forslag til Lov om Bespisning af Børn i den offentlige Friskole.
4. Forslag til Lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte.
5. Forslag til Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller.
De to sidste Lovforslag berøre Spørgsmaal, som maa ligge enhver tænkende Kvinde paa Hjerte.
Sædelighedsloven er indbragt af Folketingsmændene Sv. Høgsbro (Præstø 1.), Frederiksen (Svendborg 7.), A. Jensen (Præstø 2.), J. H. Jensen (Aalborg 3.), Jessen (Vejle 6.), Knop (Svendborg 3.), A. Nielsen (Viborg 5.), T. Nielsen (Vejle 3.), Nørhave (Thisted 1.), Philipsen (København 4.).
§ 1 paabyder Straf for enhver, der paa offentligt tilgængeligt Sted opfordrer eller indbyder til Utugt; ligeledes straffes enhver, der driver Utugt som Erhverv, saafremt Utugt er dreven med nogen Person under 18 Aar. - § 12 bestemmer, at tvungen Undersøgelse af en Kvinde skal foretages af en kvindelig Læge, for saa vidt der findes en saadan saa nær, at intet Ophold af Betydning foraarsages. - Lovforslaget er i sin Helhed rettet mod den avtoriserede Usædelighed eller, som den kaldes - den lovbeskyttede Prostitution”.
Lovforslaget til Ordning af Formueforholdet mellem Ægtefæller - dets Ordlyd findes nedenfor - er forelagt Landstinget af Justitsminister Rump og udarbejdet, til Dels med den norske Lov af 1888 om samme Forhold til Forbillede, af kgl. Nationalbankdirektør Dr. jur. J. .Nellemann og Professor ved Københavns Universitet Dr. jur. J. H. Deuntzer.
Dette Lovforslag er sikkert bleven hilst med Glæde af alle Kvinder, og man har god Grund til at være taknemmelig mod de Mænd, som have taget Initiativet til at føre Sagen frem. Ifølge Lovforslaget behøver Ægtepagt før Ægteskabet ikke Stadfæstelse. Gift Kvinde bliver myndig efter samme Regler som ugift; hun vil selvstændig og uden nogens Samtykke kunne raade over sit Særeje. Raadighed over Fællesboet tilkommer Manden, men han vil kun kunne bortgive indtil 5 pCt. om Aaret af Fællesformuen. For øvrigt henvise vi til Lovforslaget.
Forslag til Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller.
Kapitel I. Ægtepagter.
§ 1. Ægtepagt, hvorved Afvigelse gøres fra det ellers stedfindende almindelige Formuefællesskab mellem Ægtefæller, skal, hvad enten den indgaas førend Ægteskabet eller under dette, for at være gyldig oprettes skriftligt under Parternes Haand.
Forandring i eller Ophævelse af en bestaaende Ægtepagt maa ske ved Ægtepagt.
§ 2. Er nogen af Parterne, der oprette Ægtepagt, mindreaarig, udfordres Kurators Samtykke, og er nogen af dem umyndig eller umyndiggjort, foruden dennes eget Samtykke Værgens.
§ 3. Ægtepagt, oprettet i Overensstemmelse med foranførte Bestemmelser, er bindende for Parterne selv og for deres Arvinger uden kongelig Konfirmation, for saa vidt den indgaas førend Ægteskabet. Oprettes den under Ægteskabet, bliver den bindende for Parterne selv og for deres Arvinger, naar den er konfirmeret af Kongen.
§ 4. Ved Ægtepagt kunne Parterne med Iagttagelse af denne Lovs Bestemmelser paa enhver i øvrigt lovlig Maade ordne Formueforholdet imellem sig, dog, for saavidt Konfirmation behøves, med Forbehold af den paagældende Myndigheds Ret til at nægte denne i det hele eller for en Del, naar dette skønnes rigtigt.
Dog kan det ikke gyldigen vedtages, at den ene Ægtefælles hele Formue eller det, som den erhverver ved egen selvstændig Virksomhed, skal være den andens Særeje eller underkastet dennes udelukkende Raadighed; ligeledes kan ingen af Ægtefællerne ved Ægtepagt betinge sig Fritagelse for de samme efter denne Lovs § 22 paahvilende Forpligtelser.
§ 5. Ægtepagt har Gyldighed imod Tredjemand fra Ægteskabets Indgaaelse, naar den er tinglæst forinden. Ægtepagt, tinglæst efter Ægteskabets Indgaaelse, har først Gyldighed imod Tredjemand fra den Dag, den er tinglæst.
Ægtepagt er ikke til Hinder for, at Tredjemand, som ikke havde Kundskab om den, ved Retshandler forinden Tinglæsningen erhverver Rettigheder over Ægtefællernes Ejendele, uden Hensyn til den; Kreditorer, hvis Krav ere ældre end Tinglæsningen og ikke rejse sig fra en med Kundskab om Ægtepagten afsluttet Retshandel, kunne efter forgæves at have søgt Dækning hos den Ægtefælle, som er deres Skyldner, søge Fyldestgørelse i det, som ved Ægtepagten er overført til den anden Ægtefælle som dennes Særformue, med mindre det bevises, at Skyldneren paa den Tid, Ægtepagtens Gyldighed mod Tredjemand begyndte, havde tilstrækkelige Midler til at dække alle sine Forpligtelser. For saa vidt Ægtepagten angaar fremtidig Erhvervelse, udelukkes dog Kreditorer fra nævnte Ret til Fyldestgørelse uden Hensyn til Ægtepagten, naar Erhvervelsen først er sket efter Ægtepagtens Tinglæsning.
§ 6. Tinglæsningen skal i de foregaaende Paragraffer omtalte Tilfælde ske ved Mandens personlige Værneting, og, hvis han samtidig med Ægteskabets Indgaaelse eller dog inden et halvt Aar derefter forandrer Værneting, baade ved det Værneting, han havde, og ved det nye.
§ 7. Ved Justitsministeriets Foranstaltning bliver der i København at føre et Register over alle herefter tinglæste Ægtepagter. Til dette Øjemed har vedkommende Retsskriver, naar en Ægtepagt er tinglæst, straks derefter til det Kontor, som dertil ved Bekendtgørelse af Justitsministeriet anvises, at indsende en Indberetning, gaaende ud paa, at en Ægtepagt er afsluttet, med Angivelse af Parternes Navne og Bopæl samt af Tinglæsningsdagen, men uden nærmere Angivelse af Ægtepagtens Indhold. Enhver er berettiget til paa Grundlag af skriftlig Begæring, indeholdende Oplysning om det Aar, i hvilket Ægteskabet er indgaaet, og mod Gebyr af 1 Kr. af dette Register at erholde Oplysning, om Ægtepagt er afsluttet og da, naar den er tinglæst. De nærmere Regler om dette Registers Indretning og Førelse gives af Justitsministeren. Udgifterne derved bevilges paa de aarlige Finanslove.
§ 8. Retshandler om faste Ejendomme, indgaaede af Tredjemand i god Tro, ere dog gyldige uden Hensyn til Ægtepagten, selv om denne er tinglæst ved Mandens personlige Værneting, naar de ere afsluttede inden Ægtepagtens Tinglæsning ved den faste Ejendoms Værneting.
§ 9. Gældsbreve, Aktier, Policer og deslige Dokumenter maa forsynes med Paategning om Ægtepagten. Saa længe dette ikke er sket, kan Tredjemand, der er i god Tro, ved Retshandler erhverve Rettigheder over de nævnte Dokumenter uden Hensyn til Ægtepagten.
Kapitel II. Hustruens Myndighed og Raadigheden over Fællesboet.
§ 10. Hustruens Myndighed er den samme som ugift Piges. Ægtemanden kan beskikkes til Kurator eller Værge for hende, dog at der, for saa vidt han er interesseret i den Retshandel, der skal afsluttes, for saadant Tilfælde beskikkes en anden.
§ 11. Raadigheden over Fællesboet tilkommer Manden alene. Dog kan han uden Hustruens Samtykke ikke afhænde, pantsætte eller paa usædvanlige Vilkaar eller for usædvanlig lang Tid overdrage Brugsrettigheder over fast Ejendom, om hvilken Adkomstdokumenterne oplyse, at den er indført, i Fællesboet af Hustruen, eller afhænde, pantsætte eller kvittere Gældsbreve, Aktier, Policer og deslige Dokumenter, som ere indførte i Fællesboet lydende paa hendes Navn. Vil Hustruen angribe Retshandler, stridende mod foranførte Bestemmelse, maa Retsforfølgning i den Anledning begyndes inden et Aar, fra Retshandlens Indgaaelse eller dens Tinglæsning, hvis saadan finder Sted.
Manden maa ikke i noget Aar uden Hustruens Samtykke ved Gaveløfte forbinde Fællesboet eller af samme bortgive mere end 5 pCt. af, hvad Fællesboets Nettoformue udgjorde ved Udgangen af det sidst forløbne Aar. Handler Manden herimod, kan Hustruen fordre Erstatning af hans Særeje eller ved Fællesboets Deling af hans Lod deri. Dog mast saadant Erstatningskrav mod Mandens Særeje gøres gældende ved Søgsmaal inden et Aar, efter at Hustruen er bleven vidende om den Omstændighed, hvorpaa det begrundes, og for saa vidt Erstatning søges i Mandens Lod i Fællesboet, inden en Maaned efter at dette er kommen under Skifte.
I det i denne Paragrafs 1ste Stykke omhandlede Tilfælde kan Hustruen i Stedet for at angribe Retshandlen, gøre Erstatningskrav gældende mod Mandens Særeje eller hans Lod i Fællesboet paa samme Maade som efter denne Paragrafs 2det Stykke.
Det har sit Forblivende ved D. L. 5-1-10. *)
§ 12. Hustruens før Ægteskabet paadragne Forpligtelser paahvile Manden personlig, for saa vidt andet ikke er vedtaget i en før Ægteskabet oprettet og tinglæst Ægtepagt.
§ 13. Retshandler, som Hustruen indgaar med Hjemmel i D. L. 5-l-13. **) jfr. Frd. 11. Septbr. 1839 § 7, kunne som forpligtende Manden gøres gældende mod Fællesboet.
Erstatningskrav uden for Kontraktsforhold samt Udgifter, bevirket ved strafbart Forhold, som Hustruen under Ægteskabet paadrager sig, kunne kræves udredede af Fællesboet med Ret for Manden til Fyldestgørelse af hendes Særeje, af hendes Selverhverv (jfr. § 26) eller af hendes Lod i Fællesboet ved dettes Deling.
Andre Forpligtelser, som Hustruen paadrager sig under Ægteskabet, kunne kun fordres fyldestgjorte af hendes Særeje, af hendes Selverhverv (jfr. § 26) eller af hendes Lod i Fællesboet, naar dette skiftes.
§ 14. Naar Manden er umyndiggjort, tilkommer det den fuldmyndige Hustru i Forbindelse med Værgen at bestyre Fællesformuen.
§ 15. Retshandler, hvorved Hustruen gør sig ansvarlig eller medansvarlig for Mandens Gæld eller Forpligtelser, ere, hvad enten de betegne sig som Forløfte, Endossement, skadesløs Transport eller deslige, eller de fremtræde under anden Form, men dog skønnes i Virkeligheden at sigte til at paadrage hende et Ansvar eller Medansvar af ovennævnte Art, ugyldige, medmindre der for dem haves eller erhverves Godkendelse af Overøvrigheden (Amtmanden, i København Overpræsidenten) paa det Sted, hvor Hustruen har fast Bopæl.
Det samme gælder ogsaa om Retshandler, hvorved hun frafalder en hende tilkommende Sikkerhed i Mandens eller Fællesboets Gods.
§16. For Udgifter af den i § 13, 2det Stykke, omhandlede Art, som Manden har forvoldt Fællesboet, kan Hustruen kræve Erstatning af hans Særeje eller af hans Lod i Fællesboet, naar dette skiftes.
Kapitel III. Særeje og Gaver mellem Ægtefæller.
§ 17. Uden for Formuefællesskabet ere ikke blot personlige Rettigheder, om end de kunne afgive Indtægt, saasom Forfatterrettigheder og lignende Rettigheder, men ogsaa saadanne Formuerettigheder, som ere uadskillelig knyttede til den berettigede Person, saasom Pensioner, Livrenter, Overlevelsesrenter, fideikommissariske Rettigheder, uoverdragelige Brugsrettigheder, derunder Fæsterettigheder, Næringsrettigheder, personlige Privilegier o. desl. Dog indgaa de Indtægter, som nævnte Rettigheder afføde under Ægteskabet, i Fællesboet, med mindre andet er bestemt ved Lov, Ægtepagt eller anden gyldig Viljesbestemmelse.
§ 18. Særeje uden Bestemmelse herom i Ægtepagt er endvidere, hvad der af nogen af Ægtefællerne er erhvervet eller erhverves ved Arv, selv om Arven er Arvingens Tvangslod, eller Gave, naar og i det Omfang, dette er bestemt af Arveladeren eller Giveren ved Gavens Givelse. Forandring i saadanne Bestemmelser af Giver eller af Arvelader kan ikke gøres ved Ægtepagt.
§ 19. Foruden hvad der er nævnt i §§ 17 og 18, er endvidere Særeje, hvad der ved Ægtepagt gyldigen er erklæret herfor.
§ 20. Hver af Ægtefællerne raader over sit Særeje, for saa vidt ikke Bestyrelsen deraf ved Ægtepagt eller ved anden gyldig særlig Bestemmelse, f. Eks. af Arvelader eller Giver, er henlagt til Overformynderiet eller andre.
For Hustruens Vedkommende kan det ved Ægtepagt bestemmes, at hun, uagtet hun er fuldmyndig, for at raade over sit Særeje behøver Samtykke af Manden eller en Tilsynsværge.
§ 21. Indtægten af Særeje efter Ægtepagt, og hvad derfor anskaffes, bliver, for saa vidt ikke andet er bestemt ved Ægtepagt, Særeje.
Hvad der erhverves i Stedet for Genstande, henhørende til Særeje, eller anvendes til deres Forbedring og Udvidelse, bliver ligeledes, for saa vidt ikke andet er bestemt ved Ægtepagten, Særeje; dog kan der, hvis der i nævnte Øjemed er anvendt Udgifter af Fællesboet eller den anden Ægtefælles Særeje, fordres Erstatning herfor af paagældende Ægtefælles Særeje eller Lod i Fællesboet, naar dette skiftes.
§ 22. For saa vidt Udgifterne ved Husholdningen og ved Børnenes Opdragelse og Undervisning ikke kunne afholdes af Fællesboet, er enhver af Ægtefællerne pligtig til at yde Bidrag hertil af sit Særeje, for saa vidt saadant haves. I Mangel af mindelig Overenskomst herom, bestemmer Overøvrigheden, hvor meget der skal bidrages.
§ 23. Forpligtelser, der ved Ægteskabets Indgaaelse paahviler nogen af Ægtefællerne, udredes, hvis ikke andet er bestemt ved Ægtepagt, af dennes Særeje, hvis saadant haves og for saa vidt tilstrække kan. Ere Forpligtelser af den nævnte Natur indfriede af Fællesboet eller den anden Ægtefælles Særeje, kan Erstatning herfor fordres af den paagældende Ægtefælles Særeje.
§ 24. Graver mellem Ægtefæller under Ægteskabet maa for at være gyldige ske ved Ægtepagt, undtagen for saa vidt de bestaa i Genstande til personligt Brug, hvis Værdi ikke staar i Misforhold til Giverens Kaar, eller i Livsforsikring eller Overlevelsesrente, der af Manden sikres Hustruen.
Til Gaver henregnes ogsaa saadan Afhændelse, som er omtalt i Konkursloven § 26, 2det Stykke, i hvilket Tilfælde Giveren er pligtig at tilbagebetale, hvad Modtageren fra sin Side har erlagt.
Hvad der i denne Paragraf er bestemt, gælder ogsaa, hvis Gaven er skænket Tredjemand og af ham overdraget den anden Ægtefælle, naar denne Fremgangsmaade skønnes at være brugt for at omgaa Loven.
D. L. 5-4-3 og 4 ophæves. ***)
§ 25. Bestemmelserne om Retshandlers Afkræftelse i Konkurslovens 4de Kapitel finde Anvendelse paa Retshandler mellem Ægtefæller, hvad enten Formuefællesskab mellem dem finder Sted eller ikke.
Kapitel IV. Hustruens Raadighed over Erhverv ved selvstændig
Virksomhed.
§ 26. Hvad gift Kvinde erhverver ved selvstændig Virksomhed, som ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Mandens eller Fællesboets Midler, og hvad bevisligt er anskaffet for sligt Erhverv, har hun alene Ret til at raade over uden Mandens eller anden Værges Samtykke. I saadant Gods kan der ikke i Hustruens levende Live søges Fyldestgørelse for Gæld, Manden har stiftet, medmindre Hustruen har samtykket i Gældsstiftelsen.
Kapitel V. Adgang til at fordre Formuefællesskabet hævet under Ægteskabet.
§ 27. Naar Manden i væsentlig Grad har formindsket Fællesboet uden tilstrækkelig Undskyldning herfor i Omstændighederne eller har givet velgrundet Anledning til Frygt for Misbrug af hans Raadighed over det, kan Hustruen forlange Formuesfællesskabet ophævet, saa at fuldstændig Særeje indtræder.
§ 28. Hustruen, som vil gøre denne Ret gældende, har at henvende sig med skriftlig Begæring derom til Overøvrigheden, som skal paategne Andragendet, hvad Dag det er indkommet, og som derpaa, efter at have erhvervet de fornødne Oplysninger og saa vidt muligt givet Manden Lejlighed til at erklære sig, afgør, om Formuefællesskabet skal ophæves. Over Overøvrighedens Afgørelse kan der klages til Justitsministeriet, men Skifteretten kan da paa Hustruens Vegne træffe de til at sikre Boets Tilstedeværelse fornødne Foranstaltninger, navnlig ved Benyttelse af Skiftelovens § 58, 2det og 3dje Stykke.
§ 29. Endvidere kan Hustruen forlange at faa Formuefællesskabet ophævet, naar Manden ulovligt ophæver Samlivet, saa vel som naar Fællesboet kommer under Konkurs i Mandens levende Live. Hendes Begæring herom, der ikke kan afslaas, rettes til Overøvrigheden. Ret til paa samme Maade at forlange Formuefællesskabet ophævet har ogsaa Manden, naar Hustruen ulovligt ophæver Samlivet.
§ 30. Naar Begæring om Formuefællesskabets Ophævelse tages til Følge, kan enhver af Parterne forlange Fællesboet skiftet paa den i Skifteloven, Kapitel 6, angivne Maade.
Beslutningen om Formuefællesskabets Ophævelse gælder mellem Ægtefællerne indbyrdes fra Begæringens Indgivelse, men mod Tredjemand fra Beslutningens Tinglæsning ved Mandens personlige Værneting her i Landet eller, hvis han har forladt Landet, ved hans sidste personlige Værneting her i Landet, og med Virkning som af Tinglæsning af Ægtepagter, jfr. nærværende Lovs § 5.
Som en Følge heraf finder Skiftelovens § 68, 2det og 3dje Punktum ikke Anvendelse ved heromhandlede Skifte.
§ 31. Naar Formuefællesskabets Ophævelse gyldigen er bestemt ved Ægtepagt, kan ligeledes enhver af Parterne forlange Fællesboet skiftet paa den i Skiftelovens Kap. 6 angivne Maade, dog uden at herved Forandring sker i Ægtepagtens Virkning for Tredjemand efter denne Lovs § 5, og altsaa uden at Skiftelovens § 68, 2det og 3dje Punktum, finde Anvendelse ved Skiftet.
Kapitel VI. Ægtepagter afsluttede i Udlandet.
§ 32. Denne Lovs Bestemmelser komme ogsaa til Anvendelse paa Ægtepagter, som indgaas uden for Landet, naar Manden har Bopæl her, dog at Kvindens Myndighed til at indgaa Ægtepagten bedømmes efter hendes Hjemsteds Lovgivning.
Ægtepagter, som er oprettede i Udlandet af en Mand, der ikke har Bopæl her i Landet, og som ere gyldige efter Udlandets Love, ere, for saa vidt angaaer Formueforholdet mellem Ægtefællerne, gyldige her for Parterne selv og disses Arvinger, naar de ikke indeholde noget, som strider mod denne Lov, og i Forhold til Tredjemand, naar der inden en Maaned, efter at Manden har taget Bopæl her, iagttages, hvad der foreskrives i denne Lovs §§ 6, 8 og 9.
Denne Lov træder i Kraft 3 Maaneder efter dens Kundgørelse i Lovtidenden.
I Motiverne til Loven siges følgende:
Til § 10. Denne Paragraf indeholder den vistnok vigtigste og følgerigeste Forandring i den gældende Ret, som Lovforslaget indeholder. Ikke blot vil det af denne Regel følge, at Hustruen som Regel selvstændigt og uden at behøve nogens Samtykke kan raade over sit Særeje, jfr. dog § 20 2det Stykke; men ogsaa under Forudsætning af det almindelige Formuefællesskab vil Reglen faa en stor Betydning, thi uagtet Raadighed over Fællesboet alene tilkommer Manden, saa længe Formuefællesskabet varer, og Hustruen altsaa saa længe ikke kan raade over Fællesboet eller - bortset fra Undtagelser, jfr. § 13 - forpligte dette, vil hendes Myndighed vise sig i, at de af hende paatagne Forpligtelser kunne søges fyldestgjorte i hendes Anpart af Fællesboet, naar dette skiftes, en Sætning, mod hvis betænkelige Følger der søges Værn ved Lovforslagets § 15, hvorom senere skal blive talt.
Til § 15. I denne Paragraf indeholdes en Regel, som er nødvendig, hvis ikke den Hustruen tillagte Myndighed skal blive saa faretruende for hende, at det bliver i høj Grad tvivlsomt, om den ikke vil være hende mere til Skade end til Gavn. Skulde det blive almindeligt - hvad der ikke ligger fjernt -, at de, der indlade sig med Manden i Retshandler af nogen Betydning, vilde fordre Hustruens Medunderskrift paa de forpligtende Dokumenter, noget, hvortil der nu paa Grund af hendes Umyndighed ikke er nogen Fristelse, kunde heraf let udvikle sig en for Hustruen meget fordærvelig Tingenes Tilstand. Paa den ene Side vilde det være Vanskeligt for Hustruen at nægte sin Medunderskrift, hvilken Manden vistnok i de fleste Tilfælde vilde vide at aflokke hende paa den ene eller den anden Maade, uden at hun selv er i Stand til at bedømme Rækkevidden eller Nytten deraf i det konkrete Tilfælde, paa den anden Side vilde Hustruen komme til personlig at forpligte sig netop i de Tilfælde, hvor der var mest Risiko for hende, da Tredjemand naturligvis fortrinsvis vilde trænge paa for at faa hendes Medunderskrift, hvor Manden ikke anses for tilstrækkelig sikker og vederhæftig, og Hustruen vilde saaledes ikke blot sætte sit Særeje paa Spil, hvis hun har saadant, men ogsaa udelukke sig fra eventuelt at fragaa Arv og Gæld efter Manden, for saa vidt angaar Fællesboet, da hun i stort Omfang vilde være personlig ansvarlig for dets Forpligtelser. Mod denne Fare maa der søges et Værn, hvis ikke Hustruens Myndighed skal blive en farlig Snare for hende.
*) Den, som gift er, maa ej saaledes sine Midler til anden afhænde, med mindre Hustruen med hannem derom ens er. („Fledføring”, noget lignende som Aftægt.)
**) Husbond er ej pligtig til at svare til den Gæld eller Kontrakt, som hans Hustru eller Barn gør, imens de er i Fællig med hannem, med mindre det klarligen bevises, at saadant er sket med Husbondens Vilje og Videnskab eller ogsaa til fælles Nytte og uomgængelig Fornødenhed.
***) D. L. 5-4-3. Giver og skjøder Husbonden som Livsarvinger haver til Hustruen, eller Hustruen, som Livsarvinger haver, til Husbonden noget til Eiendom, da stander det ikke, uden Arvingerne ville holde det, efter deres Død.
D. L. 5-4-4. End skjøder, enten af dem noget til anden Mand, som uden deres Fællig er Svig dermed at begaa, og den skjøder Husbonden Hustruens eller Hustruen Husbondens, Jord og Eiendom igjen, da holdes det ikke, uden rette Arvinger ville.