Eva som Moralist

Eva, saaledes kalder sig jo „Politiken”s berømte Mode-Kronikør. Navnet er noget fordringsfuldt valgt og ikke synderlig træffende. Den rigtige Eva vilde jo dog sikkert i sin fri og lykkelige Nøgenhed have betakket sig for de raffinerede Toilettekunster, hvorom den smidige Skribent belærer sine andægtige Læserinder.

Til disse hører ogsaa jeg, rigtignok ikke for Lærdommens Skyld, men fordi Eva unægteligt skriver underholdende. Det er i og for sig en Fornøjelse at følge en saa kvik og flydende Pen, og den har givet os mangt et farverigt og livligt Billede af Londons og Ny Yorks high life, set fra Ydersiden. Desuden er der noget tiltalende ved ægte Begejstring, selv naar den gælder Aftenkaaber og Skildpaddes Kamme. Og i sin moderlige Vejledning af de unge Piger viser Eva ikke blot god Smag og sund Fornuft, men ogsaa en vis etisk Alvor; saaledes som hun formaner dem til endelig ikke at sløse deres faa Skillinger bort til letsindige Finesser, men derimod altid kun købe saadanne gode, solide Ting, som det anstaar en rigtig Dame at gaa i. Men saa snart hun kommer inden for Ribbenene, ja blot inden for Kjolen, viser hendes Begrænsning sig. Hun daler fra den etiske Højde og synder efter min Mening ogsaa saa groft mod den gode Smag, at det bør paatales.

Det er dog virkelig ikke fint, naar de unge Piger henvises til som Støtte for deres Budget at regne paa eventuelle Jule- og Fødselsdagsgaver og formanes til endelig forud at overveje nøje, hvad de bør ønske sig, navnlig hvad der bedst kan give deres Toilette det distingverede Præg, som det synes at være en Livsopgave for dem at naa! Altsaa bør de for at ligne Damer udvendig ophøre at være det i det indre. Thi den lille Emmeline er ikke nogen ,,virkelig” Dame, naar hun skriver til Eva og minder denne om, at hun er nødt til at beregne et Udlæg til „Opmærksomheder” mod Onkler, Tanter o. a. eventuelle Malkekøer; ellers kan hun risikere en Nedgang i de paaregnede Bidrag. Det er jo selve den „skidne do ut des Politik” i Miniatur, ved sin Smaalighed og tilsyneladende Uskyldighed næppe mindre indsnevrende for Sindet.

Og dette er ikke noget enestaaende i Evas virkningsfulde Journalistik; det hører til de utiltalende Træk, som kommer igen i den atter og atter. Derfor er der ogsaa dem, som synes at se lige som en bitte liden Hestefod stikke frem under Silkekjolen nu og da. Snarere er det dog maaske den flydende Pen, der løber løbsk paa egen Haand, og med en uheldig Tendens til at filosofere, midt op mellem Puffer og Kraver fremsætter Leveregler, som den kloge Dame ved nærmere Eftertanke rimeligvis selv vilde finde lidt betænkelige. Man kunde citere mange saadanne, her skal der kun fremdrages nogle enkelte, tilfældig bevarede.

I „Politiken” 1. Marts 1898 hedder det: Moralen er den samme som den, jeg i dette Blad har omtalt de mange Gange, at Kvinden under alle Livets Forhold maa vogte nøje paa sig selv, lære at kende de svage som de gode Punkter i sin aandelige saa vel som legemlige Personlighed, og saa ved Hjælp af snilde Midler og taalmodig Skønsomhed dække over de første og fremhæve de sidste.

Herregud, skulde der virkelig ikke være nogen anden Moral for os Kvinder end denne, der baade udvortes og indvortes gaar ud paa at synes i Stedet for at være? Da vilde det jo være en Forbrydelse mod Samfundet at kæmpe for at skaffe Kvinden Indflydelse paa noget Punkt, hvor der er Tale om alvorlige Livsværdier. Selv fra et rent ydre, æstetisk Synspunkt maa det mod denne Livsfilosofi gøres gældende, at en saadan smaalig Kredsen om sin egen Personlighed, sine egne smaa Fortrin og Fejl gør det ganske af med den Umiddelbarhed og Naturlighed, som pryder den unge langt smukkere end de mest „henrivende” Stoffer og fine Farvevirkninger.

Saaledes at pynte paa Naturen, ved „snilde Midler og taalmodig Skønsomhed”, at dække over hist og udhæve her, det er allerede demoraliserende nok. Værre er det dog at lave om paa den. Evas unge Lærlinge spørger hende til Raads om Korsettet („Politiken” 7. November). Man kunde her have ventet sig de sædvanlige ret intetsigende Undskyldninger for Korsettet; at det støtter Figuren og bærer den oppe, at det varmer og gør det lettere at bære Kjoler og Skørter. Men Eva er langt radikalere. Hun holder paa Korsettet, fordi uden det bliver man tyk i Livet. Hun beder de unge tænke paa den Tid, da de naar op i Fyrrerne; kun Korsettet kan bevare Slankheden „og den bør for enhver Pris bevares.” For enhver Pris? Ogsaa Tabet af Sundhed og Velvære, maaske Evnen til at føde kraftige Børn? Man behøver jo dog ikke at være nogen lærd Fysiolog for at sige sig selv, at det at ville forme og danne paa Kvindens Figur er det samme som at blande sig ind i Skabningens Mysterium. I een Ting har Eva fuldkommen Ret: næsten enhver, der i en ikke helt ung Alder har lagt Korsettet, har erfaret, at den umiddelbare Følge deraf er en Udvidelse af adskillige Tommer. Men intet viser da klarere, at den tidligere Slankhed har været kunstig. „Naar man er 20 Aar,” siger Eva, „er Slankhed simpelt hen Ungdom.” Ja netop; og derfor maa vi ogsaa helst tage Alderens Konsekvenser og lade Ungdommen beholde sine Forrettigheder. En Figur kan da endelig ogsaa være karakterfuld, selv om den ikke er ungdommelig, ligesom et Ansigt kan være værd at se paa med de Linier, Livet har skrevet deri. Ja selv en ung Figur kan være køn uden den smalle Taille, hvilket blandt andet kan ses paa Guido Renis Horaer, der i al deres renaissanceagtige Bredde og Soliditet danser smukke og glade hen over Skyerne.

Det er overordentlig stødende at høre en Kvinde synge med paa den Vise, som for Tiden skingrer saa grimt i den mandlige Presse. Et Mandfolk tager ud til Charlottenlund paa en smuk Foraarsdag, men hans Glæde over Løvspringet forstyrres, da han faar Øje paa „et Par halvgamle Malerinders tynde Ben”! En anden vil gerne høre nogen god Musik og har ærlig og redelig betalt sin Billet, men, Stakkel, han kan ikke med fuld Nydelse lytte til Mesteren deroppe, fordi altfor mange „grimme gamle Damer” have villet køre i samme Omnibus som han! Hug din Hæl og klip din Taa, smink dine Kinder og svøb din snørede Taille i kostbare Stoffer, dersom du ikke vil fortjene at skydes eller sættes paa Stald som en afdanket Paradehest. Det er den Moral, som forkyndes ved Slutningen af det 19. Aarhundrede, dette Aarhundrede, som man har kaldt Kvindernes, fordi i det skulde disse være komne til Bevidsthed om deres Menneskeværd og blevne vurderede efter dette! Og den forkyndes ikke blot af unge Mænd,, som selv have eller have haft Mødre, men ogsaa af en Kvinde, der optræder som Mentor for de unge!

Stanley fortæller, at da han en Gang sad i sit Telt i Afrika, kom der en Negerinde ind til ham og søgte at vinde hans Opmærksomhed for en Prydelse, hun havde iført sig for hans Skyld, nemlig et Krinolinestel, sat oven paa den ellers ubedækkede Krop. Han kom da til at tænke paa sin sidste Aften i Ny York, da adskillige bararmede og barhalsede Skønheder i stort Toilette havde flokkedes om ham og tilsmilet ham huldt; og han syntes ikke, der var saa grumme stor Forskel mellem de sorte og de hvide Damers Koketterier. Heraf vilde maaske nogle uddrage den Lærdom, at Evadøtre ere sig selv lig i alle Racer, under alle Breddegrader og til alle Tider. Sandheden er dog nok snarere, at det „at holde Udstilling paa sig selv” er et Barbari, som under en stigende Udvikling vil forsvinde for Kvindernes Vedkommende, lige som det allerede er faldet bort for Mændenes. Den letpennede Evas Moral er trods sit moderne Tilsnit gammeldags; der er meget mere ægte Fremtidsmusik i den døde Digters (Kaalunds) Epigram:

O, Pige, jeg vil ikke se,

hvordan din Hat kan klæde;

men vel, om du med Aand kan le

og kan med Hjerte græde.