La Ligue des Femmes pour le Désarmement International
I Paris stiftedes 1896 Kvindernes Forening for international Afsæbning under Prinsesse Wiszniewskas Forsæde. Mindet om Rædslerne i Krigsaarene 1870-71 var det, som modnede Tanken hos hende, om at danne en Forening for international Afvæbning, Fredsbevægelsens allerradikaleste Standpunkt. Hun gik ud fra, at selv om Mændene endnu ikke kunde gaa med til den mere umiddelbare Virksomhed derfor, saa kunde dog Kvinderne arbejde for Sagen, forberede Vejen, aabne Sindene i alle Lande for Muligheden deraf. Flere af Frankrigs udmærkede Kvinder, deriblandt Madame Camille Flammarion, sluttede sig varmt til Prinsesse Wiszniewskas Idé, og Aaret efter at Foreningen blev stiftet, den 28. August 1897, autoriserede den franske Indenrigsminister Foreningen under Navnet: Ligue des femmes pour le Désarmement International, ligesom ogsaa Politipræfekten i Paris gav Foreningen sin Sanktion.
Prinsessen henvendte sig saa til Kvinder i alle Lande for at faa en fra hvert Land til at indtræde som Vicepræsidenter i Afvæbningsforeningen og arbejde for Tilslutning til Sagen.
Hun er selv overordentlig virksom, og har talt for Afvæbningstanken ved forskellige Lejligheder. I en Mængde franske Blade har hun faaet indført Artikler om Sagen, dels skrevne af hende selv, dels af andre af Styrelsens Medlemmer, og af forskellige andre Personer. Man beundrer hendes Energi, og hun nyder stor Anseelse. I sin Mand, Prins Wiszniewsky, fordreven Polak, har Fruen en god Medhjælp; han deler hendes tillidsfulde Syn paa Fremtiden og støtter hendes Bestræbelser. Kejser Nicolajs Fredsmanifest blev for dem, som for alle Fredsvenner, en velkommen Støtte.
Man har sendt til Udbredelse følgende: „Opraab om international Forstaaelse mellem franske Kvinder og deres Søstre i Danmark.”
Danske Mødre, Kvinder og Søstre! vi rækker Eder venskabelig Haanden som Bevis paa vor inderlige Sympati.
Vi ønsker af hele vort Hjærte, at Danmark og Frankrig, forenede ved hundredaarigt Venskab - i de humane Principers Navn, i Fremskridtets og i det almindelige Broderskabs - maa knytte det gensidige Venskabsbaand endnu fastere.
Søstre, lad os forene vore Kræfter og vore Bestræbelser for at opnaa Fred og Afvæbning imellem Nationerne. Det er et Formaal saa ophøjet, at det maa besjæle alle.
Sammenslutning af alle ædle Hjærter uden Hensyn til Grændserne, vil frembringe en samlet Vilje, hvis ofte gentagne Tilkendegivelser vil bære gavnlige Frugter med Hensyn til international Afvæbning, og bane Vejen til det hidtil kun drømte Tidsrum, da Retfærdighed og gensidig Forstaaelse raader.
Ved vor Sammenslutning vil alle Kvinder, hele Verden over, komme til at forstaa hverandre, til at lære at kende og agte hverandre; og de Forhold, som knytter os sammen, vil tjene til at udvikle Moralen, og forynge Menneskeheden, eftersom det er Kvinden, som opdrager Barnet og uddanner det fremtidige Menneske.
Danske Søstre! vi Kvinder af Ligue pour le Désarmement International hilser Eder, idet vi beder Eder - i vor Forenings, i Kærlighedens og Fredens Navn - modtage Forsikringen om vore hjærtelige Følelser.
Prinsesse Wiszniewska, Præsident.
Madame Camille Flammarion, Vicepræsident.
Marya Chéliga, Vicepræsident.
Madame de Morcy, Kasserer.
N. Testa.
Clélie Porteu.
Baronesse Cartier de Saint René.
Hortense Bouet.
Pauline Dupont.
Louise Hoepner.