Til Regering og Rigsdag
Undertegnede Repræsentanter for Hjem og Skole rundt om i Landet tillade sig herved at henlede de høje Myndigheders Opmærksomhed paa en Sag, der ikke blot er af den største Betydning for den kvindelige Opdragelse, men ret egentlig maa kaldes en Samfundssag. Vi sigte til Oprettelsen af Skolekøkkener, saa vel ved Folkeskolen som ved den højere Skole.
Vi behøve ikke at paapege den overordentlige Betydning, som Husmoderens Dygtighed, hendes Indsigt og praktiske Øvelse i Husgerning, har for Hjemmet, i de højere Klasser ikke mindre end i Arbejderklassen, og derigennem for Samfundet i det hele.
Men ogsaa for Skolen vil Optagelsen af Husgerning som Undervisningsfag være af den største Værdi. Den vinder derved et sikkert Middel til at vække Børnenes Interesse og Ærbødighed for Hjemmets Gerning, til at udvikle deres Sans for Orden og Økonomi, til at imødekomme og spore deres Virksomhedsdrift. Samtidig frembyder Skolekøkkenet store Fordele i hygiejnisk Henseende ved at afbryde Skolens stillesiddende Arbejde. Endelig, men ikke mindst, skulle vi fremhæve, at dette Fag i særlig Grad er skikket til at danne Bindeled mellem Hjemmet og Skolen.
Dette er forlængst erkendt i andre Lande. Ikke blot i England og Tyskland, men ogsaa i vore nordiske Nabolande har Stat og Kommune taget Sagen i Haand og fremmet den med største Iver.
Naar dette hidtil ikke er sket her hjemme, ligger det formentlig i, at man har næret Tvivl om Sagens praktiske Gennemførlighed. Saavel Erfaringer fra de nævnte Lande som de enkelte Forsøg, der dels ved privat Initiativ, dels paa kommunal Foranstaltning i den sidste Tid ere foretagne her hjemme, tilintetgøre imidlertid enhver Tvivl i saa Henseende, og den store Tilslutning, vore hjemlige Forsøg have vundet, turde vidne om, at Tidspunktet nu er kommet for Staten til at yde Sagen den pekuniære og administrative Støtte, uden hvilken den ikke vil kunne gennemføres.
Idet vi mene, at den nærmest liggende Opgave i saa Henseende vil være at sørge for Uddannelse af Lærerinder i Husgerning, dels ved Uddeling af Rejseunderstøttelser, dels ved Oprettelse af Uddannelseskursus, tillade vi os at anbefale Sagen til de høje Myndigheders varmeste Interesse.
I Bestyrelsen for Foreningen „Den danske Pigeskole”:
L. Winteler, Formand.
Th. Lang, Næstformand.
V. Andersen, Kasserer.
Hedvig Fibiger.
Ida Falbe-Hansen.
I Bestyrelsen for Københavns Kommunelærerindeforening:
Mathea Haunstrup, Formand.
Andrea Goldmann, Viceformand.
Laura Møller, Kasserer.
Marie Hansen.
Anna Juul.
Kristiane Iversen.
Bothilde Scheuer.
Skønt Indsamlingen af Navne paa Grund af forskellige Omstændigheder har maattet foregaa meget hurtigt og uden planlagt Agitation har ovenstaaende Adresse, der i December Maaned er indsendt til Regering og Rigsdag, dog faaet ca. 1600 Underskrifter, repræsenterende de forskelligste Samfundsklasser i By og paa Land. Af Underskriverne ere ca. 30 Medlemmer af kommunale Raad, 34 Præster, 90 Læger, 640 Lærere og Lærerinder og 100 Repræsentanter for Hjem, hvis Døtre have nydt Undervisning i de 3 hidtil oprettede Skolekøkkener (ved Frk. Wintelers højere Pigeskole i Odense, ved Fortsættelsesskolen af 1892 i København, samt ved det kommunale Skolekøkken paa Frederiksberg.)