Hvad tænker Kvinder om Udvisningerne i Slesvig?

II.

Man forklarer det derhen, at „der er Forskel”. Politik, siger man os, er Et, og Religion noget Andet. Vi finder det mystisk. Kan man ogsaa sige saalunde: „Tyngden virker paa alle Legemer, men der er Legemer, den ikke virker paa”? Vi vover ikke at tro det. Ikke desto mindre byder man os qua Forklaring: „Mennesker erkender visse Grundsætninger for rigtige, undtagen naar de erkender dem for urigtige!” At der er Forskel, det ser vi. Vi har ogsaa iagttaget Forskel imellem Statsindsigt og almindelig jævn Menneskeforstand, mellem økonomiske Principper og moralske Principper. Der er fuldt op af Forskel, men - hvorfor er der Forskel?

Vi lægger Fingeren paa Næsen og prøver os selv, om vi skulde være dybsindige nok til at fatte, at der maa være Forskel. Forgæves. Vi fatter ikke andet, end at Forskellen maa uænset have gnavet sig ind i vort Samfundsbo, og at der en Dag maa tages fat paa at udrydde den. At Forskellen hører sig til som Tømmer i Bygningen, det vil vi tro, hvis man vil være saa god at overbevise os. Men vi maa overbevises „med klare og gyldige Grunde”. Hvis ikke, da vær vis paa, at vi Kvinder kommer som Reformatorer. Engang blusser det vel op i os, at den maa ud efter sin Part i den store Verden, den Sandhed, som Kvindeliv og Kvindetænkning har gjort levende i os.

Dog endnu - og i lang Tid endnu vel - er vi Intet uden Iagttagere. Vi samler Indtryk til Bunke, - Indtryk fra Højre, Indtryk fra Venstre, Indtryk fra Syd og Nord. De synes os alle forunderlige, men forunderligst dog af Alt - Forargelsen over „de Andre”.

Vi sagde, at om det var muligt, vilde vi helst forstaa de Tyske - ikke forarge os over dem.

Tyskerne véd vist saa udmærket godt Besked med, hvordan Slesvig engang blev „afdansket”. De véd, at det var ved Uagtsomhed over for Fremmedgørelse, at Tysk i sin Tid fik kilet sig ind. De véd, at der kan vokse en Fare op for det bestaaende i Dagliglivets Berøringer og Omgangens smaa bitte Hændelser. Dengang, da det indsaas, at Slesvig var blevet kronisk fortysket, beklagede danske Mænd dybt, at der ikke i Tide var taget Forholdsregler mod Ondet hvilke, havde man næppe taget det saa nøje eller saa strængt med, som med dem, Tyskerne tager, nu da Landet derovre er deres, og de med Tilsidesættelse af ethvert andet Hensyn vil, at Landet skal være tysk. Hvad Tyskerne gør nu, er formodentlig kun, hvad vi, inderlig dumt efter deres Mening, undlod at gøre mod dem, mens Tid var.

Tyskerne har nu Magt til at undertrykke, og de generer sig ikke derfor. Det synes os ellers, at dette med Tvendes Interesser, der kæmper om Overtaget, plejer at kaldes Konkurrence og ikke at anses for haarrejsende. I vore hjemlige Forhold ser vi den Kendsgerning gaa ret jævnlig og ret stille for sig, at Naboers Interesser støder sammen. Konkurrerer Søren Petersen, der bor paa Vestergade, med Peter Sørensen, der bor paa Nørregade, saa falder det Ingen ind at studse, fordi Søren Petersen ser paa Søren Petersens Fordel og ikke paa Peter Sørensens. Ikke heller forarger man sig, om Enden paa Legen bliver Peter Sørensens Ruin. Man trækker paa Skulderen og siger: „Saadan er Erhvervslivets naturlige Gang - Enhver er jo Tyv i sin Næring.” Og, forunderligt nok, selv Peter Sørensen vilde finde det saa omtrent i sin Orden, om Søren Petersen bragte ham til Fallit.

Vi faar nu et mærkeligt Forhold.

Der er Intet at sige dertil, at Bysbørn tager Brødet af Munden paa hinanden, men naar en Nabostat undlader at omgaas engleligt med en Nabostat, saa er det forargeligt! Driftige Borgere handler praktisk og menneskeligt sømmeligt ved at sluge Medborgeres Existensmidler, men, naar en Stat skrider frem ad samme, formentlig garanterede Vej til Lykke, saa er det Signal til Folkets Protest „en bloc” i Staten ved Siden af!

Vi faar da ud, at en Mand maa være to særskilte Væsener, der ved et os ukendt isolerende Stof holdes fra Berøring med hinanden. Det ene, Samfundsborgeren, elsker sig selv og betænker over Alt og Alle sit Eget; det andet, Statsborgeren, elsker sit Land og er et ubetinget højmodigt Væsen, der end ikke taaler Tilværelsen af Egenkærlighed hinsides Landets Grænse.

Vi gaar nu videre og eftersporer Preussernes Forhold.

Det var Preusserne, som i Overfaldets Tid - i 64 - triumferede os danske, som da laa under. At Slesvig blev annekteret preussisk Jord og ikke et tysk Hertugdømme, skyldes, efter egen Bekendelse, Preussens „store” Mand, von Bismarck. Han hviskede sin Herre og Konge i Øret, at her var en god Bid at faa, hvis man brød rask ind i Naboens Have og tog Frugten til sig for Kammeraternes Næse. For denne patriotiske Handling nød v. Bismarck livsvarig Applaus af sine Landsmænd og hans Navn blev noteret blandt de udødelige paa Historiens Huskeseddel.

Vi Kvinder, som ikke umiddelbart kan fatte Drengestregers majestætiske Storhed, maa tænke efter paa den Vis, vi evner: Hvad er her dog egentlig foregaaet? Er det det, at Preussen blev lykkeligt, Danmark ulykkeligt, er Preusserne misundelsesværdige, vi danske beklagelsesværdige? Er det mon ikke for store Ord, at tale her om Lykke og Ulykke?

Preussen havde Lyst til at rane. Det fik sin Ranslyst imødekommet af Skæbnen. Er det Lykke? Under andre Omstændigheder plejer voksne Mennesker at beklage, naar Børn, der viser Anlæg til Overmod, ikke møder Forhold, der faar dem til at „gaa i sig selv”. Endog en mesterlig udført Drengestreg er i alvorlige Menneskers Øjne en Handling, der fordrer sin Straf, om end de i den aner Tilløb til, hvad der kan blive menneskelig Dygtighed.

Preussen „nyder” nu Ranet. Slesvig, der blev lagt som Sejrstrofæ for en Kejsers Fødder, ligger der nu som Snare for en ny Kejsers Retsind, maaske vil det betyde Fald for en kommende. Triumfen, som Faderen vandt, Triumfen ved Knytnæve og Ran, er ikke „Sidste” for Nemesis. I Sejren ligger svøbt Kummerens Dage for Afkommet; Sejrens Art betinger det.

Danmark laa afmægtig under. Er det Ulykke? Ja, hvis Hovmod er bedre end Eftertanke, saa er det Ulykke at være den slagne. Hvis man beundrer de stortalende Oprørsstraffere fra vor Sejrs Tid frem for de dæmpede Melodier, der er fulgt efter Nederlaget, saa er Danmark beklagelsesværdigt i Forfald. Men, hvis det forekommer En, at i Sejersblindheden gør man saa naragtige Fagter, hvis man mener at indse, at den, der er bøjet mod Jorden, ser mest og ser bedre, end den, der knejser i Sky, saa kan man kalde det ønskelig Skæbne at være den, der er bøjet i Støvet.

Lad os kun stille Spørgsmaalet paa Spidsen: Hvem er vel Staklen, Kejser Vilhem eller Sønderjyden, som kues? Hvem er vel stakkels, den fri eller den ufri?

Kejser Vilhelm er ufri. Faderens Vilje hviler tungt som Aag paa ham, hans Liv er ham anvist: det er Trav i et Spor, hans Slægts Tradition har banet. Hans Gerning, hans Tro, alt er ordnet i Skyggernes Land, hans Vilje er Fange, hans Samvittighed Flygtning paa Jorden. Den Uret, han har faaet i Fædrenearv, maa han forvalte som „Skat”, han tør ikke gøre den „god” igen, som vi andre, fritstillede Mennesker. Tusinder, for hvem en Konge har Ansvar, har blødt, for at hans Fædre kunde faa Bytte. Disse Tusinders Blod vilde raabe til Himlen, at det saa hensigtsløst udgødes - om nu Byttet gaves tilbage. Til sine Børn, sine uskyldige Børn, har han ét Bud over alle: „I lade den Uret bestaa, vort Dynasti har erhvervet for Landet!” Alt det, et frit og selvbestemmende Menneske oprøres imod og nægter at lade sig tvinge til, det maa denne Mand taale. Kejser Vilhelm tør ikke fornægte Forholdenes Magt til at herske over Samvittigheden - han er i Sandhed et beklagelsesværdigt Menneske!

Sønderjyden, der lider ilde, fordi han vil være dansk, han har sin store og vigtige Menneskeret ubeskaaret. Han kan tvinges i Knæ, tvinges til økonomisk Ruin, men ikke til at erkende Menneskers Magt til at volde ham Lykke og Ulykke. For fribaarne Mennesker er Lykke Frihed for Tvang mod Sjælen. Modgang i Livet kan volde Forandring i Kaar, Skiften om af Plads og af Chance - ikke mere. Den oplyser om, at Udenværker lader sig rømme, Behov efter Behov lettes fra, medens et Menneske bøjer sig over sig selv for at vogte sin Sjæl. Da, med Ét lyser det op for En, man ser, at man er ukrænkelig - ikke en Stakkel.

Saadanne eller lignende Tanker, synes mig, Kvinder maa have ved disse slesvigske Udvisninger.

Helga Johansen.

I ovenstaaende Artikel er der adskilligt, hvori vi ikke kunne dele den ærede Forfatters Anskuelser. Vi kunne saaledes ikke nægte, at vi have mere Medfølelse med de sønderjydske Bønder og den forfulgte danske Nation end med den tyske Kejser, og vi mene, at Kvinders og Mænds Syn paa Ret og Uret ikke ere saa grundforskellige. Men vi have ment, at den med sine selvstændige Anskuelser vilde interessere Bladets Læsere.

Red.