Kvindesagens Historie i Frankrig
Uddrag af "Reformarbetet til förbättrande af kvinnans ställning" af Alexandra Gripenberg. (Helsingfors.)
Anden Afdeling *) af „Reformarbetet til forbättrande af kvinnans ställning” af Alexandra Gripenberg er udkommen og behandler paa omtrent 160 Sider Forholdene i Frankrig, Italien og Spanien.
Lad os med denne Bog som Vejleder aflægge et Besøg i Frankrig.
Revolutionen i 1789 proklamerede Menneskerettighederne, men glemte, at ogsaa Kvinderne ere Mennesker. Kvinderne og enkelte begavede Mænd glemte det dog ikke. Condorcet erklærede, at borgerlige Rettigheder maatte være noget, der tilkom ingen eller alle menneskelige Væsener, og at det Menneske, som paa Grund af andres Religion, Køn eller Hudfarve vil bestride deres Ret, han har i samme Stund fornægtet sin egen. Men da Olympe de Gouges, som dog var en streng Republikanerinde, tilbød offentlig at forsvare Ludvig XVL, blev det hende nægtet af Robespierre; i Stedet derfor fik hun Lov til at bestige Skafottet.
Kvinderne bleve vel benyttede til at danne Klubber og til at skrive Avisartikler - til Revolutionen sad fast i Sadlen og gjorde en brat Ende paa deres Drømme om Frihed og om Lighed for Loven. Klubberne bleve forbudte, og Kvinderne bleve henviste til deres tidligere Virkekredse. Kun overfor Guillotinen vare alle lige.
Saa kom Napoleon, som nærede en grænseløs Foragt for og Mistillid imod Kvinderne. Som alle dybt sanselige Naturer var han paa en vis Maade deres Slave og hævnede sig ved at undertrykke dem. Han kunde ikke døje Madame de Staël, fordi hun „lærte Menneskene at tænke.” Hans Love lagde dem i Lænker.
I 1830 kom der atter Liv i Kvindesagen. Der blev udgivet Tidsskrifter, der blev indgivet en Ansøgning til Kong Ludvig Philip, og der blev ansat kvindelige Banevogtere ved den første Jernbane, som blev anlagt i Frankrig, men den Støtte, som Saint-Simonisterne ydede Kvinden, blev dog mere til Skade end til Gavn, og da der i 1833 stiftedes Folkeskoler for Drengene, bleve Pigerne glemte.
I 1851 blev et Forslag om at forbyde Kvinder at indgive Andragender til Rigsdagen ganske vist forkastet, men Pierre Lerouxs Forslag om at give Kvinderne Valgret blev modtaget med tordnende Lattersalver. Kammeret forbød Kvindeklubberne, og Politiet lod prostituerede Kvinder danne en Klub: „Les Vésuviennes”, for at efterabe og latterliggøre Kvindeklubbernes Forhandlinger. Et Tidsskrift: „Kvindernes Republik”, som kaldte sig „Skørternes Organ”, blev udgivet med det samme menneskevenlige Maal for Øje. Saa blev der Stilhed i nogle Aar.
Den anden Republik afløstes af Kejserdømmet, og i 1858 gav en Bog af Proudhon „Retfærdigheden i Kirken og i Revolutionen” Stødet til en ny Bevægelse. Han karakteriserede Kvinden som „et Væsen, der i intellektuel, fysisk og moralsk Henseende er Manden underlegen, som et Væsen, der i Skabningernes Række har sin Plads imellem Mennesket og Aben. Dette er en uomtvistelig Kendsgerning, som aldrig kan ændres. Manden vil altid forholde sig til Kvinden som 3 til 2.” Kvinderne bleve ham ikke Svaret skyldige.
Heller ikke den tredje Republik skænkede Kvinderne en Tanke; Napoleons Love (Code Napoléon) stode fremdeles ved Magt. I Aaret 1873 forbød Indenrigsminister de Goulard at holde Foredrag om Kvindesagen.
I 1878 afholdtes den første internationale Kvindekongres i Paris. Sagen kom nu i Gang.
Marie Desraismes (f. 1894) var den betydeligste blandt Kvindesagens Venner i Frankrig, men Klerikalismen havde drevet denne højsindede, humane og aandrige Kvinde over i Ateisternes Rækker. Dette maa beklages, men oprigtigt og uegennyttigt Arbejde for andre er dog til alle Tider nærbeslægtet med Kristendommen, og hendes Livs Gerning har ikke været forgæves.
Nu forlange Kvinderne fuldstændig Lighed for Loven, Ophævelse af den gifte Kvindes Umyndighed, Adgang til alle Skoler, Embeder og Leveveje, samme Løn for samme Arbejde, samt politisk, saa vel som kommunal, Stemmeret og Valgbarhed. Et Selskab „La solidarité” forsøgte at skyde Genvej ved simpelthen at opstille kvindelige Kandidater ved Valgene, men kun Sarah Bernhardt - Skuespillerinden - var villig til at forsøge sin Lykke.
Efter den historiske Oversigt, som vi her have forsøgt at gengive i dens Hovedtræk, berører Forfatteren de franske Kvinders Stilling til Sædelighedsspørgsmaalet, Velgørenheden, Skolesagen, de lærde Skoler og Universitetet. Endnu i 1896 var det ikke usædvanligt, at kvindelige Studenter maatte bryde med deres Familie: „Hun studerer,” sagde man, „hun er selvstændig, hun har Interesser - hun er ikke mere nogen Kvinde!”
Angaaende de særlige Love til Kvindernes Beskyttelse siger Forfatteren: „Det var en offentlig Hemmelighed, at Lovgiverne vare ivrige efter at vedtage de Love, som begrænse Kvindernes Arbejde (fremfor Mændenes), fordi de ønskede at behage Vælgerne, de mandlige Arbejdere. Atter et nyt Bevis paa de dybtgaaende Virkninger af Kvindernes politiske Umyndighed. Loven lukker Dørene til Værkstederne i Ansigtet paa Kvinderne og aabner Døren til Gaden paa vid Gab.
I 1894 fik kvindelige handlende Valgret, men ikke Valgbarhed, til Handelsdomstolene.
I 1897 fik de Adgang til at være Vidner i civile Sager og til at skrive under som Vidner paa juridiske Dokumenter. En kvindelig Læge er saaledes nu i Stand til at underskrive en Dødsattest.
Vi maa varmt anbefale Bogen til vore Læseres Opmærksomhed. Den er i lige Grad et Vidnesbyrd om Forfatterindens Evne til at foretage et grundigt Studium og til at fremlægge Resultaterne deraf paa en klar og underholdende Maade.
