En Berigtigelse
I „Kvinden og Samfundet” for februar d. a. staar en notis om stemmeretskampen i Norge, hvori følgende passus forekommer: „Fru Nielsen erklærede sig imod, at kvinderne skulde ha politisk stemmeret. De var endnu for umodne, havde forliden politisk interesse. Striden har senere affødt en bladpolemik, hvorunder fru Nielsen dog udtalte, at ingen vilde bli gladere end hun, om kvinderne vilde rejse sig i massevis og forlange stemmeret” *).
Jeg har aldrig erklæret mig imod, at kvinder skulde faa stemmeret, kun imod, at kvindernes masse skulde faa stemmeret nu straks og alle paa engang, Hvis det gaar an at lægge saa meget beslag paa danske læseres opmærksomhed, vilde jeg gjerne faa lov at forklare mit standpunkt, som er noget forskjelligt fra andre norske kvindesagskvinder.
I de fjorten aar, Kvindestemmeretsforeningen har bestaaet, har vi kvinder aar efter aar bragt ind for Stortinget fordring paa at faa stemmeret paa samme betingelser som for mænd. Lige til ifjor vilde dette forslag si, at norske kvinder, saaledes som mændene har gjort, skridtvis skulde naa frem til politisk myndighed. Deri ligger ingen fare. Lag efter lag af kvinder vilde paa den maade opdrages til at føle sit ansvar og sine pligter som borgere. De interesseløse og uforstandige kvinder, som slap ind til valgurnen, vilde være i minoritet og vilde ligesom deres aandsfæller blandt de mandlige vælgere, ikke kunne gjøre synderlig skade.
Men saa skete ifjor noget, som med et slag forandrede vort forhold. Almindelig stemmeret for mænd gik igjennem. Og da begyndte uenigheden i kvindernes leir om, hvilken fremgangsmaade vi nu skulde følge. Enkelte mente, at vi kun skulde bli ved at fremsætte fordringen: stemmeret for kvinder paa samme betingelser som for mænd, - hvilket altsaa nu vilde si almindelig stemmeret for kvinder ogsaa. Det var retfærdighed, vi vilde ha, og retfærdighed er det, at kvinderne i samfundet stilles lige med mændene. Dertil svarte andre: Vel er det vort endelige maal, at alle norske kvinder engang skal erkjendes som borgere ligesaa vel som alle norske mænd. Men Stortinget gir ikke alle kvinder paa engang stemmeret. Vi faar da bøie os for nødvendigheden og fremsætte fordringer, der er saa smaa og beskedne, at de kan ha udsigt til at gaa igjennem. Kan vi først skaffe om det saa var bare 10 kvinder stemmeret, saa vil det andet efterhaanden komme af sig selv.
Saaledes gik det til, at vi fik to stemmeretsforeninger med de besværlige navne: Kvindestemmeretsforeningen og Landskvindestemmeretsforeningen.
Kvindestemmeretsforeningen finder sig altsaa i, at kvinderne kun portionsvis naar frem til stemmeret; men foreningen finder det ikke retfærdigt. Hvis almindelig stemmeret blev tilbudt -kvinderne imorgen, vilde K. S. F. ligesom Lands K. S. F. med glæde ta imod den og finde, at Stortinget kun havde gjort sin pligt.
Det er heri, jeg ikke kan være enig. Det antal kvinder, som forlanger stemmeret, er saa lidet, sammenlignet med den store masse, som ved indførelsen af almindelig stemmeret vilde komme frem til valgurnen, at der ikke er nogen mening i det. Vi bør ikke tvinge gode gaver ind paa sovende mennesker. Først faar de friske paa sig og vise, at der er noget, de vil. Derfor var det, jeg paa Bergensmødet sagde, at ingen skulde bli gladere end jeg, hvis kvinderne reiste sig „en masse” og protesterte mod min beskyldning for interesseløshed og politisk ligegyldighed. Men se - der er ingen indigneret protest kommet - ikke uden fra L. K. S. F., og at de var vaagne, vidste vi før.
Hvis Stortinget indførte almindelig stemmeret for kvinder, vilde der med et slag bli 80,000 flere kvindelige stemmeberettigede end mandlige. Det vilde altsaa si, at kvinderne, hvis de blot var enige, havde bugten og begge enderne, kunde omforme samfundet efter behag. Og det vilde kanske si, at kvinderne i feighed og uforstand ødelagde det verk, som er arbeidet paa i Norge siden 1814. Kanske. Ingen kan vide det, for med enkelte undtagelser udtaler kvinderne sig her ikke om politik; det ser ud, som om de fleste var ligegyldige for de spørgsmaal, som vedrører landets ære og selvstændighed. Og saa længe kvinderne ikke har gjort saa meget som ved interesserethed at vise, at de ialfald har gjort sig op en mening om sit lands anliggender, saa længe kan Norge sandelig ikke være tjent med, at kvindernes masse faar magten.
Desuden - vi er jo her i „Kvinden og Samfundet” unter uns, her er ingen mandfolk tilstede, og saa kan vi vel tilstaa det: Fortjener vi i grunden, at det skal gaa saa fort og let for os? Om kvinderne er blet uretfærdig behandlet, saa er det ogsaa et faktum, at de har ladet sig uretfærdig behandle. Jeg kan være rasende paa undertrykkeren, men jeg kan ikke værge mig for lidt foragt for den, som lar sig undertrykke - hvis han havde kunnet hindre det da. Det er ikke mere end 20 aar siden, at kvinderne her i Norge vaagnede til mere følelse af sin værdighed som mennesker. Og det var, efterat de i aarhundreder i ladhed og ligegyldighed havde ladet mændene raade for alt, lige til at bestemme, hvorledes den kvindelige natur burde være beskaffen. Naar kvinderne ved taalmodigt arbejde har tilkjæmpet sig mere respekt for sit kjøn, vil borgerrettighederne komme som en naturlig konsekvens. Og en borgerrettighed som stemmeret bør efter min mening ikke gives uden til mennesker, som ved at forlange rettigheden viser, at de sætter pris paa den og derved giver garanti for, at de vil benytte den som bevidste, myndige mennesker.
*) citeret efter hukommelsen.
