Julie Lembcke +
Julie Albertine Augusta Lembcke, født Wilster, stammede saavel paa fædrene som paa mødrene Side fra fremragende Slægter. Bedst kendt i Faderens, Oberst Wilsters, Familie er vel sagtens Digteren Chr. WiIster og i Moderens den i Aarhundredets første Halvdel virkende Læge Carl Otto. I 1866 blev Julie Wilster gift med daværende Revisor i Finansministeriet J. Chr. Lembcke, der senere blev saa bekendt som Filantrop, og sammen med hvem hun hele sit Liv igennem virkede praktisk for Dyrebeskyttelsessagen. Hun var en interessant Personlighed, varmhjertet og daadkraftig, ikke en af dem, hvis Navn viskes ud som Bølgen, men en af dem, der efterlader sig et Hul, vi ikke formaar at udfylde.
Det Første, man iagttog, naar man lærte hende at kende, var, at hun tog skarpt Standpunkt til Tidens store Spørgsmaal - en saare sjelden Dyd, saa sjelden, at den altid vækker Opsigt og oftest Forargelse hos den store Hob, der lever paa Døgnets intetsigende Smaatterier. Det siges, at Kvinder har ondt ved at se stort paa en Ting, ondt ved at befatte sig med Hovedsagen, men at de kaster sig over Smaatingene, det Uvæsentlige, og det kan gerne være, at det saadan i al Almindelighed er sandt; men der er dem, det ikke passer paa, og blandt dem var Fru Lembcke. Var der Noget, der stod hende klart, saa var det dette, at vi bør opdrage os til at skelne mellem det, der har blivende Værd, og det, der er som Græsset, der staar idag og imorgen kastes i Ovnen. Den Slags Mennesker bøjer sig ikke for Conveniens, for politiske Partier og literære Retninger, de véd, at „falsk viser Politikens Øjeglas” - de ledes, „sikkert af Magneten”; de forstaar at elske Idealet for Idealets egen Skyld, men - netop derfor bliver de tidt miskendte af dem, der er, som Folk er flest, Apocalypsens „Lunkne”, dem, der ikke forstaar, at den, der elsker, han maa ogsaa hade. Fru Lembcke var en helstøbt Natur, hun gik ikke paa Akkord, og har dette gjort, at hun og det, hun kæmpede for, har mødt Modstand, saa har det til Gengæld ogsaa skaffet hende Venner og mægtig bidraget til, at Dyrebeskyttelsessagen har vundet saa langt frem, som den nu er kommen.
Fru Lembcke var Noget af en Digternatur, - ikke at hun berigede Literaturen med epokegørende Digterværker; nej, hun nøjedes med at stille sin Pen i Dyrebeskyttelsens Tjeneste, men hun hørte til dem, der føler som Digtere uden derfor at sætte Alt paa Papiret. Hendes Fantasi var mægtig, og hun fulgte betaget saavel Ind- som Udlandets Skønliteratur; hun forstod saa godt som Nogen at brede Vingerne til Flugt ad egne Veje, og hun var værd at følge, thi altid bar det mod sollyse Egne, altid mod det, der er uskyldsrent som Barnets Blik. Derfor kunde f. Eks. en Fortælling som Rudyard Kiplings „Purun Bhagats Mirakel” drage hende saare mægtigt, - hun var jo selv en Purun Bhagat, saaledes som hun fjernt fra Larmen søgte at udgrunde Guddommens Veje og at samle alt det, der har Liv og Aande, i sin beskyttende Favn. Aarhundredet gaar mod Natten og vi véd ikke, hvad den opgaaende Sol vil vise os; der er Støj rundt omkring, for de trænger ind paa os alle de Navne, der vil gøre sig bemærkede, alle de, der vil, at vi skal høre netop dem. De fleste forsvinder som Foraarsplanterne, men et og andet Navn bliver staaende som et Træ, Vinden ikke har kunnet tage. De bedst kendte vokser, hvor Kunst eller Videnskab pranger, men Julie Lembckes Navnetræ findes ikke dér, det breder sig stort og stærkt og med kølig Skygge i den stilleste Del af Skoven, der hvor Bibelens: Giv mig Dit Hjerte! suser gennem Vinden, der, hvor Moderen bøjer sig ned for at lytte efter sit Barns Hjerteslag mellem de mange spæde Smaablomsters. Hvad nytter alt det Andet til Syvende og Sidst! Hverken Musikens eller Digtningens, Skribentens eller Videnskabsmandens Storhed bærer oppe, naar Døden kommer og banker paa; - kun i Hjertets Dannelse er der da Redning at søge. Bevidstheden herom var Drivfjederen i Fru Lembckes Virksomhed for Menneskenes Syn paa de Fattige og Ringe og paa Dyreverdenen. Født 1826 (11. Oktober) voksede hun op i en Tid, da man kun i ringe Grad havde Sympathi for Dyreverdenen. Har man herhjemme opholdt sig over en Argumentation som Italienernes, at Dyrene er retløse, fordi de ikke er Kristne, saa har man i Virkeligheden ikke Noget at lade Italienerne høre, thi man har handlet mod Dyreverdenen, som om den var retløs, og i Fru Lembckes unge Dage var det værre, mange Gange værre end nu. Dette fortjener at mindes, thi det vidner dobbelt stærkt om, hvilken kraftig Karakter hun var: Hun lod sig ikke bøje af Tidens Modstræben og Spot, hun led for sin Sag, og hun førte den frem paa Trods af Modstanden. Ingen har som hun (og hendes Mand) taget uegennyttigt fat paa Dyrebeskyttelsessagen, givet Tonen an indenfor Dyrebeskytternes Kreds.
I 1876 stiftede hun Kvindeforeningen til Dyrenes Beskyttelse, og da 1897 „De Unges Forbund til Dyrenes Beskyttelse” dannedes, skete det paa hendes Initiativ. Kvindeforeningen har virket navnlig for Slagtesagen og andre Spørgsmaal. der ligger Husmoderen nær, og de Unges Forbund søger gennem sine ca. 5000 Medlemmer, der alle er Skolebørn, at udbrede Dyrebeskyttelsesideerne i den opvoksende Slægt. Til Forbundets Virksomhed, der vel nærmest er skabt efter engelske Forbilleder, satte Fru Lembcke store Forhaabninger, og det var hende en Skuffelse, at saa Mange ikke ynder Børneforeninger. Iøvrig søgte hun ogsaa paa anden Vis at faa Børnene i Tale, nemlig gennem de af hende og hendes Mand i 1892 stiftede „Landbrugskolonier”, det vil sige Hjem, der ligger paa Landet, og som optager indtil 20 Børn, for hvilke der da i alle Maader sørges. De opdrages til et humant Syn paa Dyreverdenen, den hjemlige saavelsom den vilde, og her viste det sig ret, at Ægteparret Lembcke ikke ser Dyrebeskyttelsessagen som noget isoleret men ser den i Forbindelse med Hjertelivets Dannelse hos Mennesket. Den hele Bevægelses moralske og etniske Værdi kommer til Orde gennem Landbrugskolonierne, og dette beskæmmer ganske de mange taabelige Spotterier og Skuldertræk, som Dyrebeskyttelsessagen har maattet staa for, og som den fra en vis Side kan blive regaleret med endnu den Dag i Dag.
I Landbrugskolonierne har Hr. og Fru Lembcke sat sig et varigt Minde, og de har paa en ejendommelig Maade hædret Institutionen derved, at de har bestemt, at deres jordiske Levninger skal hvile paa den først aabnede Koloni, „Frihedslyst” ved Hørsholm. Julie Lembcke døde pludseligt den 18. Marts, og Paaskelørdag den 1. April førtes hun til Hørsholm Kirke. Dagen var ikke bekendtgjort, da det var den Afdøde imod, at Nogen skulde møde af blotte Etikettehensyn; men det følger af sig selv, at der var mødt Corporationer fra de forskellige Dyrebeskyttelsesforeninger og fra Landbrugskolonierne, samt at Adskillige, der følte sig knyttede til Huset paa Skovlyst, var komne tilstede. Fra hele Norden var der sendt Kranse og Palmedekorationer, og et frodigere Blomsterhav har sjeldent ombølget nogen Baare. Den 15. April blev endelig Kisten under en særdeles smuk Højtidelighed indsat i den paa Frihedslyst indrettede Grav, der er dannet ind i en stejl Brink, og nu vaager Koloniens Børn over Gravfreden, - en stakket Trøst for dem.
Julie Lembcke er ikke mere, men naar engang Dyrebeskyttelsens Historie skal skrives, vil hendes Navn blive nævnet blandt de største. Der er dem, der har spillet større Rolle i dens Literatur, Philosophen Eilschow og Præsterne Laurids Schmidt og Hans Knudsen først og fremmest, men dels har Fru Lembcke i „Dyrevennen” udfoldet en rig Skribentvirksomhed, dels har hun gennem sin „Nogle Kvinder i Dyrebeskyttelsens Tjeneste” og mange Flyveblade og Smaaskrifter faaet videre Kredse i Tale, og endelig har hun i Forening med sin Mand paa mange Maader støttet vistnok alle dem, der her i Landet for Tiden har ydet nævneværdige Bidrag til Dyrebeskyttelsessagens Løsning. Det maa dertil ikke glemmes, at hun stod i Korrespondance med Dyrebeskyttere hele Verden over, og var hun end i sin Iver saa kampberedt, at hendes Venner kunde have Møje med at faa Lov til at regulere Kampen noget, saa blev hun netop derved Drivfjederen, eller, som Borchsenius *) i sin Omtale af hende træffende har sagt, „Uroen” i Dyrebeskytternes Lejr.
*) Se „Dyrevennen” 1899 Nr. 3, hvilket Numer helt og holdent er helliget Fru Lembcke.
