Loven om Formueforholdet mellem Ægtefæller
Et Par Misforstaaelser, som er indløbne i Artiklen i Aprilhæftet om dette Emne, giver mig Anledning til at bede om Plads for en kort Fremstilling af, hvad der er det Nye ved denne Lov, som, efter at være stadfæstet den 7. April og indført i Lovtidende d. 1. Maj, træder i Kraft den 1. Aug. d. A.
1. Før var en Ægtepagt kun gyldig, naar den fik kongelig Stadfæstelse, som dog siden 1881 meddeltes uden Betaling. Nu (se §§ 3 og 4) er en Ægtepagt, der indgaaes før Ægteskabet, gyldig uden Stadfæstelse. Derimod skal den ligesaavel nu som før stemples og thinglæses. Der er altsaa ingen Penge sparet, kun lidt Omsvøb. - Med Hensyn til Ægtepagter, der indgaaes under Ægteskabet gælder fremdeles den gamle Regel.
2. Før maatte Forældre, der ønskede, at den Arv, de efterlod deres Døtre, skulde holdes udenfor Formuefællesskab med disses Mænd, have kongelig Stadfæstelse derpaa, og den kostede 33 Kr. 66 Øre, hvis Kapitalen var under 2000 Kr., ellers 127 Kr. 33 Øre. Dette gjaldt dog kun „Tvangsarven”, d. v. s. de ?, som Forældre ikke ved Testamente kan berøve deres Børn. Resten, den ene ? kunde de altsaa holde udenfor formuefællesskab uden Bevilling. - Nu behøves der overhovedet ingen Bevilling, heller ikke med Hensyn til Tvangsarven (§ 19).
3. Før var en Hustru altid umyndig i Formueforhold, d. v. s. hendes Underskrift, hendes Kvitteringer, hendes Beslutninger paa dette Omraade var ugyldige som et Barns. Herfra gjaldt dog maaske en Undtagelse med Hensyn til hvad hun fortjente ved personligt Arbejde (for Andre), thi da hun ifølge Loven af 7. Maj 1880 selv kunde raade over det uden sin Mands eller anden Værges Samtykke, saa mente de velvillige Fortolkere, at hun ogsaa maatte kunne paatage sig Forpligtelser med Hensyn til det Gods, hun endnu ikke havde men mulig i Fremtiden maatte kunne erhverve, og da var hun for saa vidt myndig. Utvivlsomt var det i alt Fald, at naar det i en Ægtepagt var bestemt, at Hustruen skulde kunne raade over sit Særeje „som fuldmyndig Person efter Loven” og der erhvervedes kgl. Stadfæstelse derpaa, saa var hun for saa vidt myndig.
Nu er „Hustruens Myndighed i Formueforhold den samme som ugift Piges” (se § 10), d, v. s. at hun er „umyndig” til det 18. Aar, „mindreaarig” fra 18-25. Aar og derefter „fuldmyndig”. Og hvad vil saa det sige? Faar hun derved mere Raadighed over Fællesboet end før? Nej og atter Nej. ,,Raadighed” har intet med „Myndighed at gøre”. Jeg ved, at denne Forskel er vanskelig at forstaa for Lægfolk, og skal derfor søge at forklare den saa godt som muligt. „Myndighed” (Habilitet) er Evnen til at forpligte sig. Det kunde maaske synes mange at være en kedelig Evne; det maa jo være ulige behageligere at kunne smøge ubehagelige Forpligtelser af sig ved at skyde sig ind under sin Umyndighed. Tænkende Folk vil dog let forstaa, at paa denne Evne beror hele Ens Stilling i Erhvervslivet. Kan Andre ikke stole paa, at Ens Ord er et Ord, at hvad man lover, er man ogsaa pligtig at holde, saa vil de ganske naturligt ikke have med En at gøre. Saa regnes man ikke med. - Hvorvidt man har denne „Evne” afhænger altid af Loven. Selvfølgelig kan man frivillig holde, hvad man har lovet, saa meget man har Lyst, men om man er pligtig dertil, beror altsaa paa hvad Loven siger, og ifølge dens Bud beror denne Evne, Myndigheden, altid paa vedkommende Persons indre personlige Egenskaber. At for stor Ungdom („Umodenhed”) og for høj Alderdom („Gaaen i Barndom”) kan gøre det tilraadeligt at frakende et Menneske denne Evne er rimeligt, ligeledes Afsindighed, Ødselhed el. lign., og saaledes er det da ogsaa hos os. Mindre rimeligt er det at lade Kønnet spille nogen Rolle her. Og dog har det hos os spillet en overmaade stor og som det synes lidet fornuftig Rolle. Fra Arildstid var alle Kvinder umyndige baade gifte og ugifte, hvor gamle de saa var. Saasnart de derimod havde været gifte og var blevet Enker, saa var de med det samme fuldmyndige, selv om de var nok saa unge. Denne Regel er senere blevet anvendt ogsaa paa fraseparerede og fraskilte Hustruer. Først ved Loven af 29. Decbr. 1857 fik „ugift Kvinde” (herved forstaaes altsaa en Kvinde, som ikke er eller har været gift) samme Myndighed i Formueforhold som Mænd, men saa snart hun giftede sig, faldt den bort igen, saa stilledes hun atter i denne Retning paa lige Fod med Børn og gale Folk. Det er dette, der nu er forandret derhen, at Vielsen ingen Forandring gør i Kvindens Myndighed i Familieforhold lige saa lidt som i Mandens. Er hun under 18 Aar vil hun altsaa indtil videre beholde sin Værge, der (sammen med Overformynderiet og andre Myndigheder) raader for det Hele, er hun mellem 18 og 25 („mindreaarig”) vil hun have en Kurator, som da „sammen med hende” styrer Formuen, og er hun over 25 raader hun selv.
Hvis hun da har noget at raade over. Her kommer vi ind paa „Raadigheden” (paa Latin: Kompetence). Den er ingen Evne, som afhænger af indre Egenskaber, men en Ret, som er begrænset ved andre Menneskers Ret. Et Fattiglem kan være saa fuldmyndig som nogen, men har dog intet at raade over; en Fallent ligeledes. Hin ejer sædvanlig Intet, denne ejer maaske meget, men hvad han ejer er under Skifterettens Raadighed. Ligesaa med Hustruen. Hun ejer maaske overordentlig meget, nemlig Halvdelen af hele Fællesboet, men hun raader ikke over en Stump deraf. Thi som der staar i Lovens § 11: „Raadigheden over Fællesboet tilkommer Manden alene”. Det er altsaa kun hvis Hustruen har Særeje (navnlig ifølge Ægtepagt, Testamente eller Gave) eller dog selverhvervet Gods, at hendes Myndighed kan antages at faa nogen videre praktisk Betydning. Ganske vist kan hun i Kraft af sin Myndighed udstede Gældsbeviser, der kan søges betalt, naar hun engang faar sin Part af Fællesboet udlagt, altsaa navnlig ved Ægteskabets Opløsning, men hvem vil laane eller sælge hende Noget paa et saa usikkert Grundlag, i alt Fald paa Vilkaar, som hun kan være tjent med?
Jeg har ovenfor stadig talt om Myndighed i Formueforhold, som er det eneste denne Lov rører ved. Men da jeg her er ved den Hovedmisforstaaelse, den forrige Artikel i Kv. og Samf. gør sig skyldig i, vil jeg dog tilføje, at det netop er en Fordel for Hustruerne, at det ved det i Folketinget fremkomne Ændringsforslag blev klargjort, at deres personlige Myndighed (Selvbestemmelsesretten, i alle Forhold, der alene vedrører deres egen Person) ikke „er den samme som ugift Piges”, thi Sagen er, at den ifølge den allerede nu gældende Ret er større end dennes. Den opnaar den ugifte Pige nemlig - ligesom Mænd - først med det 18. Aar, men en Hustru har den altid, selv om hun er yngre. *)
4. Før var der fra Mandens Eneraadighed over Fællesboet kun 1 Undtagelse, nemlig den ifølge Loven af 7. Maj 1880 om Hustruens Ret til selv at raade over, hvad hun ved personligt Arbejde fortjener. Nu er der kommet 2 til - om end ikke saa vidtgaaende som hin. De gaar nemlig ikke ud paa at give Hustruen forøget Raadighed, men kun paa at begrænse Mandens. Det er Bestemmelserne i Lovens § 11 om a) at Manden „ikke uden Hustruens Samtykke kan afhænde, pantsætte eller paa usædvanlige Vilkaar eller for usædvanlig lang Tid overdrage Brugsrettigheder over fast Ejendom, om hvilke Adkomstdokumenterne oplyse, at den er indført i Fællesboet af Hustruen, eller afhænde, pantsætte eller kvittere Gældsbreve, Aktier, Policer, Sparekassebøger og deslige Dokumenter, som ere indførte i Boet lydende paa hendes Navn”, og b) at han „ikke i noget Aar uden Hustruens Samtykke maa ved Gaveløfte forbinde Fællesboet for mere eller af samme bortgive mere end 5 pCt. af hvad Fællesboets Nettoformue udgjorde ved Udgangen af det sidst forløbne Aar”. - Virkningen af, at Manden handler imod disse Lovbud er dog forskellig. Sælger han f. Eks. en af Hustruen indført fast Ejendom eller Aktie, kan hun vælge imellem, om hun vil søge den tilbage fra den, der har faaet den, eller nøjes med at kræve Erstatning derfor af Mandens mulige Særeje eller, af hans Del af Fællesboet, naar det engang deles. Giver han derimod mere bort, end han ifølge det anførte har Lov til, saa beholder Modtageren uanfægtet, hvad han har faaet, og Hustruen maa nøjes med den sidstnævnte Erstatningsret.
Det bør derhos udtrykkelig fremhæves, at Mandens Gæld nu saavelsom før kan søges betalt i hele Fællesboet (undtagen det, der falder ind under Loven af 7. Maj 1880) ogsaa i de Ting, som han efter det anførte skal have Hustruens Samtykke til at sælge eller pantsætte.
5. Naar en Mand blev umyndiggjort, var det før den Værge, Øvrigheden beskikkede for ham, som i hans Sted bestyrede Fællesboet, uden at han efter Loven behøvede at tage Hustruen paa Raad med. Nu „tilkommer det (ifølge § 14) den fuldmyndige Hustru i Forbindelse med Værgen at bestyre Fællesformuen”.
6. Før fik Hustruen ved Ægteskabets Opløsning kun Halvdelen af Fællesformuen, selv om Manden paa nok saa lastværdig Maade havde sat nok saa meget af den overstyr. Nu „kan Hustruen kræve Erstatning af Mandens Særeje eller af hans Lod i Fællesboet, naar dette skiftes,” for de Udgifter, han har paadraget det ved strafbare eller skadegørende Handlinger, altsaa navnlig i Form af Bøder, Erstatning og Sagsomkostninger (§ 16).
7. Før kunde ingen Hustru, der levede sammen med sin Mand og havde Børn med ham, oprette Testamente. Dette er hende nu frit tilladt (§ 12).
8 Før kunde en Hustru aldrig faa sin Part i Fællesboet udleveret til hendes egen fri Raadighed uden ved Ægteskabets Opløsning. Det eneste Middel hun havde til at „redde Stumperne”, naar Manden spillede alt for slemt op med deres fælles Formue, var at henvende sig til Øvrigheden. Hvis hun saa overfor denne kunde bevise, at Manden i alt Fald i Pengesager var utilregnelig, saa kunde Øvrigheden - om den vilde, - gøre ham umyndig, og derved sætte ham fra Styret. Men det er et saa haardt Middel, at det meget sjældent bruges. Baade Mandens Næringsvej og hans hele borgerlige Stilling vil let blive ødelagt derved og dermed ofte tillige det, som Familien skal leve af. Dertil kommer, at det jo slet ikke var Hustruen, men den af Øvrigheden beskikkede Værge, som saa fik Styrelsen af Fællesformuen. Vilde Hustruen ikke gaa denne Vej eller kunde hun ikke faa Medhold hos Øvrigheden, saa var der kun tilbage at ansøge om en Bevilling til at faa selve Ægteskabet opløst. Men dels skulde der særlige Grunde til for at opnaa dette, dels var ogsaa det at skyde over Maalet, naar det kun var Mandens Bestyrelse af Fællesboet, hun ønskede Beskyttelse imod. Fik hun Bevillingen, saa havde det jo en Indflydelse paa hele hendes fremtidige Stilling og navnlig da paa Børnenes, som kunde blive meget sørgelig. -
Nu er der aabnet en tredie og langt mere nærliggende Udvej for den Hustru, som ser sin Mand ødelægge deres fælles Formue (Lovens Kap. V). Nu kan hun ved Henvendelse til Øvrigheden opnaa at faa denne delt (uden Umyndiggørelse eller Separation), saaledes at hun fremtidig raader frit og alene over sin Halvdel. Betingelsen for, at hun kan opnaa denne Bevilling er, ifølge Lovens § 28, at „Manden i væsentlig Grad har formindsket Fællesboet uden tilstrækkelig Undskyldning herfor i Omstændighederne eller har givet velgrundet Anledning til Frygt for Misbrug af hans Raadighed over dette”. Det er i dette Tilfælde Øvrighedens fri Skøn, som er det afgørende. Hvis derimod „Manden ulovligt ophæver Samlivet, saavelsom naar Fællesboet kommer under Konkurs i Mandens levende Live” har hun ifølge § 30 en Ret til at forlange Bodeling, som Øvrigheden ikke kan nægte hende.
Ja dette er, hvad Loven indeholder af Nyt, for saa vidt det har Betydning for almindelige Mennesker. De nærmere Formaliteter med Hensyn til Ægtepagter og Særeje skal jeg ikke opholde mig ved. - Det maa altsaa indrømmes, at Loven indeholder betydningsfulde Fremskridt - og ingen Tilbageskridt - navnlig for saa vidt angaar Adgangen til at faa Særeje, men det maa ikke glemmes, at der mangler meget, saare meget, endnu, inden Hustruen har faaet den Retsbeskyttelse for sin Stilling i Ægteskabet, som hun har gyldigt Krav paa, og det ikke blot med Hensyn til Formuen (navnlig hvor der ikke er anden Formue end den, som Manden har indbragt, og ikke anden Indtægt end Mandens), men ganske særlig med Hensyn til Raadigheden over Husvæsen, Tyende og Børnene. Thi paa disse Punkter er fremdeles Mandens Villie den højeste Lov.
*) Vi maa med Tak for Rettelsen erkende at have overset dette Punkt, hvor vor bedste Talsmand paa Tinge netop har været paa sin Post for at varetage Kvindernes Interesse. Paragrafen, hvorom der er Tale, er § 10 og ikke § 5, og vi gøre de af vore Læsere, hvem dette mulig har forvirret, vor Undskyldning derfor.
Red.
