Hvilken er den rette Kvindelighed?
Der er ingen Tvivl om, at mange alvorlige Kvinder nære Bekymring for, hvad denne materielle Tid vil bringe over vort Samfund. I Februar og Martshæftet af Kvinden og Samfundet om Udvisningerne i Sønderjylland findes saaledes i Frk. Helga Johansens Artikel nogle Udtalelser, der vidne om, at ogsaa hun nærer Frygt for, at Tiden skal rive Kvinderne med, saa de glemme deres oprindelige Natur og Væsen. Hun skriver saaledes: „Hvad om Kvinderne blive saa godt opdragne af deres Herre og Mester, at Pippet og Jeget forgaar, og kun Echo af Læreren bestaar.” - „Om det viste sig, at Kvinden i en ny og skæbnesvanger Form af kvindelig Underdanighed var naaet til rent at fornægte sig selv.”
Naar vi nu se, at det bedste, vi ejer, er i Fare, at en fordærvelig Literatur slapper Samfundets sædelige Fordring til begge Køn og nedbryder Agtelsen for Kvinden, saa kan man fristes til at spørge, om ikke en Frygt som den ovennævnte er begrundet. Tiden har jo til Trods for sine Udskejelser blandt sine Goder givet Kvinderne Lejlighed til en større Forstandsudvikling, en større Frihed og Selvstændighed; skulde det da ikke blive os mere klart, hvad vi skylder os selv, Manden og hele Samfundet, saa vi gør alvorlig Modstand mod Tidens Fejlsyn, vi som netop er Part i Sagen. Kvinden skal hævde Kvindelighedens Betydning, vogte paa dens særlige Opgaver, forsvare den, naar den angribes, og kæmpe mod den Fjende, der vover at haane den.
Man vil maaske sige: Vi har kendt Kvindelighed i forskellige Former, hvilken er den rette? Da Stuart Mills Bog: „Kvindernes Underkuelse” udkom, blev det mig klart, at ligesaa lidt, som den gamle Kvindelighed - hvis Spor vi gennem Tiderne havde fulgt - var den rette, ligesaa lidt var der Sandhed i Mills Kønstheori. Skulde det lykkes at bringe Manden til Erkendelse af, at vi kunde fordre som vor Ret, at være ligestillet med ham, da maatte det ske - ikke alene ved at forkaste den gamle Opfattelse, som han var groet fast i, og som vi i Tavshed havde baaret, til Trods for at Tusinde Kvinder havde lidt under den og erkendt dens Utilstrækkelighed, - men det var tillige nødvendigt, at klargøre en anden Opfattelse end den Stuart Mill havde lagt til Grund for sit Værk. Det var her som saa ofte Tilfældet, at Sandheden laa midt imellem de to Kønsanskuelser. Det skal dog erkendes, at fra Mills - fra Mandens - Side, var det fuldkommen korrekt og nødvendigt, at nedbryde enhver Skranke og overlade til Kvinden selv, hvor hun vilde drage Grænsen.
Imidlertid var der ingen af de unge Kvinder, der savnede en Grund at bygge det nye paa. I deres Glæde over at se en Del af Verden aabne sig for dem, var de allerede langt ude paa den nye Bane, medens de gamle endnu grundede paa Kønnenes forskellige Grundvæsen.
Man kan have en stærk Følelse af, hvad Kvindelighed er; men at definere Begrebet i Modsætning til Mandlighed kan være vanskeligt. Imidlertid er det godt at kende sig selv og have Maalet klart. Vi vil her gøre et Forsøg derpaa, idet vi støtter vor Forklaring til det gamle klassiske Værk: Menneskets Skabelseshistorie.
I Historiens første Afsnit hedder det: „Gud sagde: Lad os gøre et Menneske i vort Billede efter vor Lignelse, og de skulle regere over alt det levende og over al Jorden. Og han skabte Mennesket i sit Billede. Mand og Kvinde skabte han dem.” Altsaa er Mennesket efter Skabelseshistoriens Opfattelse baade Mand og Kvinde, enhver af dem er skabt i Guds Billede, men ikke i Guds fulde Billede. Havde Adam været skabt i Guds fulde Billede, vilde han intet Savn have følt; Eva vilde have været overflødig. Først Adam og Eva tilsammen udtrykker Guds fulde Billede.
Ligestillede ved hinandens Side velsigner Herren dem og byder dem at gøre sig Jorden underdanig.
I denne første Fortælling om Menneskets Skabelse er det fælles menneskelige, eller den menneskelige Enshed antydet. I den er Berettigelsen givet, saavel for Kvinden som for Manden til personlig Frihed og Selvstændighed.
Men Mennesket er tillige enten Mand eller Kvinde. I den anden Del af Menneskets Skabelseshistorie fortæller Forfatteren om den forskellige Maade, hvorpaa Adam og Eva er skabt. I denne Forskellighed er Kønsmodsætningen begrundet.
Før Evas Skabelse benævnes Adam Mennesket. I Modsætning til hinanden blive de Mand og Kvinde.
Adam er dannet af Raastoffet Støv. Den sanselige Naturkraft med dens mekaniske Drifter og dens Skønhedsmaal - det æstetiske - kulminerer i hans selvbevidste, klare Forstandsevner, som livsvækkende Skabekraft. Skabt af Verden for Verden er hans Tanke udaddragende, som den midtpunktflyende Verdenslov; han dyrker og gransker Materien, som han er runden af. Han er skabt i Guds Almagts og Kærligheds Billede, men særlig i Guds Almagts Billede.
Eva er bygget af det en Gang formede og forædlede, og derfor finere og renere Stof, det besjælede Legeme. Skabt af Mennesket for Mennesket er hun udad mere begrænset end Manden, men hendes Sjæleliv med Idéernes Kildespring, Følelseslivet, det gode, det etiske er dybere og mere omfattende end Mandens. Hendes Tanke samler det spredte og er indaddragende som den midtpunktsøgende Verdenslov. Som alt levendes Moder bærer hun Omsorg for og nærer det skabtes Liv. Som den, der forsoner Natur og Aand er hun Troslivets Inderlighed, Sjælecentret, nærmere end Manden.
I den kvantitativ ulige Sammensætning, som bevirker for begge Køn Fuldkommenhed og Ufuldkommenhed ligger den dragende Magt mellem Mand og Kvinde. Der er en gensidig Tilfredsstillelse i, at de begge er ydende og begge modtagende,
Det er hvert Køns Opgave at udvikle deres Evner til saa vidt muligt at blive en fuldkommen Personlighed, et fuldkomment Menneske. Gennem Tiderne er alt lagt til Rette for at lette Manden denne Opgave, hvorimod vort Køn har været standset i Væksten og stækket paa Vingerne. Dog det, gaar fremad med Udviklingen og vi vil holde vort rette Maal klart. Kvinden skal kæmpe for sin Idé, for sædelig Renhed og Tro og for et normalt Forhold mellem Kønnene til Lykke for Hjemmene og hele Samfundslivet.
Den ny Kultur har aabnet sine Døre for os, og vi er. taknemmelige for de Goder den yder; men der er Fare for, at den skal udviske for meget af vort Særpræg. Selv naar vi modtage Udvikling af, hvad vi kunne kalde de mandlige Evner, maa vi ligefuldt sætte en Ære i, at være Kvinder og bevare vor aandelige Kønsmodsætning. Tabe vi, eller man fravrister os vort Væsens inderste Kærne, da vil det. som ved det første Syndefald, føre til vort Køns Fornedrelse. Holde vi derimod fast ved Sædelighed og Tro, da opfylde vi vor Bestemmelse og lægge et Lod i Vægtskaalen for de ideelle Livsmagter, som mere end de materielle er en Betingelse for Menneskenes Lykke.
