Breve fra Udenbyes Venner
Et lille Brev til Helga Johansen.
Jeg har læst Deres Artikkel II, og den gjorde mig meget glad.
Ikke for Sønderjyllands Skyld; thi jeg er altfor gennemtrængt af den Opfattelse, at hele Verden er mit Fædreland og alle Mennesker mine Søstre og Brødre, til ret at kunne fatte og skatte Sønderjydernes Vedhængen ved Danmark.
Men der var saa meget andet godt deri.
Først nu det prægtige lille Stykke om Forskellen. Jeg ser deraf, at De er ganske uberørt af al den Fordom, der findes i Verden, og endvidere, at De svæver i den skønne, men ak, saa uholdbare Illusion, at alle „vi Kvinder” i den Retning ere af samme Tænkemaade.
Vi burde saa at være.
Staaende udenfor hele det kunstige Maskineri, der styrer Samfundene, burde Kvinderne se med uhildet Blik, Barnets Blik, paa „Kejserens nye Klæder” og spørge med Barnemund, som vel ethvert Barn har spurgt: „Hvorfor maa man slaa ihjel i Krigen, naar man ellers straffes derfor?”
Men vi gøre ikke saa.
Læg blot Mærke til, hvilken Forskel det gør i Kvinders saavel som i Mænds moralske Dom over en Overtrædelse, om det er en Mand eller en Kvinde, der er Synderen! Et eneste Eksempel er nok: det uægte Barns Fader, og dets Moder.
Det synes meget unaturligt, at Kvinden saaledes styrker og opretholder en „Forskel”, der i mange Tilfælde falder tungt paa hende selv; og dog er dette kun en naturlig Følge af vor fra Slægt til Slægt optugtede Afhængighed og Uselvstændighed. Naar vi, fra vi begynder at skønne, stadig høre det gentaget, at vi ere langt ringere og svagere begavede, fysisk som aandeligt, og at særlig Tænkningen er Mændenes Specialitet, hvad Under da, om vor Selvtillid tidlig faar sit Banesaar, saa vi tabe Modet til at se med egne Øjne, men laane Faderens, Broderens, Mandens, kort: Formynderens Briller til dette Brug og traske forknytte efter i hans banede Tankespor.
Men De, som ved Naturens Naadegave og mulig ogsaa Forholdenes Gunst har undgaaet saa trist en Skæbne, løft Faklen højt! og lys op over det ganske Land. Fænge vil den Fakkels Ild i mangt et ungt og forventningsfuldt Hjærte. Thi den vil gløde og lyse af al den hellige Ild, som brænder i Deres egen Sjæl, og som slog mig saa varmende i Møde fra hele Artikkelen. Kun staar den der endnu altfor ungdommelig gnistrende og bragende mod Himlen; thi vid, at De i Deres Fordringer til Menneskeheden svinger Dem højt op over det menneskelige og helt op i det guddommelige. At den største og dyreste Lykke er at bevare sin Sjæl ren, er vi enige om, og jeg vilde som De hellere være en udvist Sønderjyde end Kejseren i Tyskland. Men tør vi opstille som Fordring, at al anden Lykke skal foragtes? Maaske, hvis vi vare lutter enkelte, frie Væsener; men Forsørgelsespligten er en svær Klods om Benet paa en „Stakkel”, der skal til at svinge sig paa Idealismens Vinger højt op over Jordens raa Materialisme. - Kender De den pinende Angst, der griber Familieforsørgeren, naar han fra det sikre styrtes ud i det uvisse? - Har De følt Moderens Smærte, naar hun skal drage ud af det lunende Hjem med de smaa, uden at vide hvor og naar hun skal finde et nyt for dem? - Grib i Deres egen Barm - at lægge Fingeren paa Næsen kan i dette Tilfælde ikke gøre det - og sig, om De, stedt i sligt Ansvar, vilde være saa lykkelig over Deres frelste Sjæl, at Tabet af de mistede Goder ikke vilde betyde nogen Ulykke for Dem?
Stort er det, at man, stedt i Valget, kan vælge Sjælens Frihed for de materielle Goder, men det er dog saare naturligt at man harmes mod den, den steder én i sligt Valg. Er der ikke i Frelserens Udraab: „Vig fra mig Satan” ikke alene Foragt, men ogsaa Harme? Og menneskeligt er det, at man ofrer de tabte Goder nogle Taarer. I Gethsemane sukkede Jesus efter en blidere Lod, skønt han vidste, at han ikke vilde vige tilbage for det tungeste.
Dette kun. - Og lad mig ret snart have den Glæde at se mere fra deres Pen. De er af den Slags kvindelige Journalister, som vi trænge til; og De skriver til og med saa forfriskende klart.
Mariane Nielsen, (Aarhus).
