Tanker ved Grundlovsfesten iaar

Det er blevet noget af en Mode blandt skrivende Kvinder at haane deres Kønsfæller, fordi det skorter paa almen kvindelig Interesse for at opnaa politisk Valgret, eller Valguret - hvad man nu foretrækker at kalde det. Sligt kaldes jo at „agitere”, jeg véd det, - det er kun en god gammel mandlig Skik, man optager nu, da man skal til at aflægge Kvindevanerne.

Men slig æggende Tale efterlader, tror jeg, en Braad i mange Sind, som gjør ondt. Hvis det er det, som man ønsker, at drive Mennesker frem mod et Maal, man vilkaarlig udvælger for dem, paa samme Vis, som man driver Dyr frem med sin Snært, saa kan man vistnok lykønske sig - det opnaas sikkert tildels. Det maa indrømmes, at der er Sind, som fortjener Snærten, fordi Drifterne til al anden Livsvirksomhed end den blot vegeterende slumrer hos dem, indtil de føler sig ramt. Men der er andre Sind, som har været optaget af i god Forstand at passe „sit Eget”, og som har vogtet sig for at komme Andre og Andres Sager for nær. Jeg tænker ikke her paa de Sind, der klart er sig bevidst, at Livet knap strækker til for dem til at indøve sig i deres personlige Forhold og blive dem voxen, thi hos saadanne fremkalder Haanen kun Smil, ikke mer, ikke mindre. Nej, saadanne Sind, der af blot medfødt Sporsans gaar Selvets stille Vej gjennem Livet, men som forbløffes, og ydmygede af Skamfølelse søger bort fra den, naar der raabes til dem, at de gaar vild.

Saadanne Sind lider Uret i Samfundet. Der er den Ejendommelighed ved dem, at de aldrig tilsammenlagt bliver til Masse, men altid kun til saa og saamange Enkelte. De kan trykkes af Mængden til at opgive deres særlige Livsvilje, men de kan ikke svare med Modtryk som Mængde.

Det er til disse stilfærdige Mennesker rundt om i Landet, jeg har Lyst til at tale.

Der skulde ikke synes særlige Grunde for Kvinder til at festligholde Grundlovens Jubilæum iaar. Det skulde da være, at toneangivende Kvinder fandt Lejligheden passende til at ringe lidt extra for Mændenes Øren. De Hrr. har jo nu i et halvt Aarhundrede nydt den politiske Myndighed uden endnu at gjøre Mine til ogsaa at lyksaliggjøre Kvinder.

Denne Side af „Kvindesagen” vover jeg at lade ubetragtet - den vil saavist have sit Publikum alligevel.

Naar man mangler en Ting, findes der to Udveje at gribe til - foruden et Surrogat, Surrogatet for alle Udveje i Flæng: at beklage sig. Man kan skaffe sig Tingen, eller man kan bevise, at den ikke er uundværlig. Ethvert Savn har en Revers med Overskrift: Appel til menneskelig Opfindsomhed.

Synes vi nu, vi uforenede Kvinder, som her taler sammen, at vi kan være med til Fest for en Frihed, som man har forholdt os selv? Ja, hvorfor ikke? Det er jo vore Mænd og Brødre og Sønner, som har Friheden, og vi ser at de skønner paa den og kalder den et Gode. Det er ikke sagt, - at vi selv vilde være saa lette at stille tilfreds, og at vore Begreber om et Gode lod sig sætte i naturlig Forbindelse med at skændes i Rigsdagen.

Nej, vi kan godt holde Fest med, netop som, Forholdene er, men hvordan holder man egentlig Fest - hvad forstaar vi derved?

Til en Fest hørte i gamle Dage som første Betingelse Offer til Guderne, i vore Dage synes Taler det første Fornødne. Maaske er Forskellen ikke saa stor, som den synes. Det er jo visse, enkelte Ord, der kommer igjen atter og atter, hvor Nationen samles til Fest. De maa vel høres op over Skyerne og bringe Rygtet om Folket omkring mellem højere Magter. Det er vel næppe formeget at tro om Guderne, at de kan høre - kan mere end blot lugte Røgen fra Altre.

Synes vi maaske ikke om de Ord, der flyver omkring ved saadanne Lejligheder? Jo, vi synes, at „Fædreland” og „Fædrelandskjærlighed” er smukke Ord, naar de kun forsigtig tages paa Tungen, hvor der er Valuta for dem i Hjærtet. Vi synes ikke om dem, hvis de stilles ud saa flygtigt som Dannebrogsflagene, der blot vajer ved Stadsen og gemmes bort fra det rigtige Liv.

Men det er for lidt, om vi blot vil kritisere „de Andre”, hvis vi vil med til Fest. Vi maa prøve for os selv, om vi evner at gjøre Samfundstalemaaderne til Sandhed. Hvis ikke, véd vi, at de maa være forvist fra vor Mund, som vi forviser smagløs Flitterstads fra vor Klædning.

Der vil sikkert iaar som ifjor blive talt smukt og højt om Fædrelandskjærlighed. Skal ikke vi Kvinder - jeg mener alle vi, som ser ind i os selv efter Forstaaelsen, ikke udefter i de mandlige Vedtægter - søge at klare os, hvad vi forstaar ved Ordet.

Fædrelandskærlighed, synes os, først og fremmest, under ingen Omstændigheder at kunne have at gjøre med Had. Man elsker ikke sit Land ved at hade dets Fjender, men ved at bekymre sig for de levende Mennesker i Landet. Fædrelandskjærlighed er Ansvar for Landet, og den, som forstaar sit Ansvar, er aarvaagen og venter ikke paa Ulykken for at blive en Fædrelandets Forsvarer. At elske sit Land, er at gætte Savn i Landet, før Savn føjet til Savn afføder Klage og Oprør, ligesom Bølgeskvulp føjet til Bølgeskvulp kan blive til Øden af Land og af Menneskeliv.

Vort Land kan trænge til at elskes. De er alt mange, de Brødre, der er gledne fra os. Vi er ikke ret Mange tilbage, som elsker og har Lov til at elske vort Land. Vi faar da at lægge os efter Kunsten at elske hinanden saa meget des fuldkomnere. Det er maaske lettere for en lille end for en stor Nation at bringe det vidt i indbyrdes Kjærlighed.

Vi behøver ikke den politiske Opdragelse først, vi Kvinder, før vi kan være med til at elske vort Land, forsaavidt. Vi kjender til at udfinde med gættende Tanker, hvad elskede Væsner behøver. Vi véd det ogsaa, hvad man ikke gjør, naar elskede Væsner forkommer. Man forsørger ikke sig selv til at ligge i Hi, man kryber ikke til Lejet og indluller sig i lummer Velvære, før man har betænkt dem, man har Ansvar for, med et Hvilested. Har man kun Leje for En, saa deler man Fjerene og beholder det haardeste Leje selv. Alt sligt gjør man af Behov, af Kjærlighedens Behov, ikke af Ynk. Man kaster hellere Dunene fra sig, naar de blot bringer Glemsel for Ansvaret og gjør En tunghør for Alt, undtagen for egne Fornemmelser. Dette er Sandheden om Kjærlighed for os, fordi slig har vor Erfaring været som Kvinder.

Er det maaske uhørt, samfundsligt talt, at tænke paa Andres Tarv først og saa paa sit eget? Det er muligt, at det er uhørt, men Verden forkaster ikke ubetinget det uhørte. Det er dog en Kjendsgjerning, at store Tonedigtere netop glæder Verden ved at bringe det hidtil uhørte frem. Verden tillader dem dog at bane Vej for det Ny, som de vil og de kan, selv om den ganske vist ikke gaar saa vidt at lave Vejen istand til dem.

Uhørt er det rigtig nok, at Kvinder kan blive Forløbere men er det virkelig saa rent umuligt? Man skulde synes, at naar alle Forhold ordner sig derhen, at Selvfølelsen styrkes, saa maa det kun være et Tidsspørgsmaal, naar ogsaa Kvinden tør optræde banebrydende. Hvorfor vel altid danne Bagtrop, altid se efter Forgængere, hvorfor saa selvfølgelig kun træde i de udtraadte Spor?

Er det Samfund, vi finder for os, maaske ordnet saa uovertræffeligt, er de slagne Veje, der krydser det, just altid de heldigst mulige Veje? Langtfra. Vi ser et Samfund, der behøver Udveje og Midler i ganske andet Maal end der bydes det.

Ikke heller er der Noget, der lærer os, at det er Uret at søge ny Stier - det skulde være, om Ensomhed ængstede vor Kvindenatur. Thi der er ensomt paa ny Stier, intet opmuntrende Bifald fra nogen Mængde, som færdes, ingen garanteret Fremkommelighed.

Lad os kun tale rent ud. Der er i Virkeligheden Intet, slet Intet, uden vor egen Vilje maaske, der hindrer os Kvinder i at udtale Kvindetanker som Forslag til ny Hjælp for Samfundet - for Landet, vi lever i.

Jeg for min Part vil nu udtale min Tanke. Om jeg kan iklæde den de „lykkelige” Ord, der kan omsætte en Tanke til en Sag, derom véd jeg Intet. Selv giver man kun de Tanker, man ejer, og de Ord, man evner, men Lykken er Skænk.

II.

Langt oppe mod Nord ligger Island. Det er et fattigt Land, et Land ialfald, der i Aarhundreder er forekommet fattigt at bo i. Men eftersom Kulturen skrider frem, faar Mennesker flere og flere Midler ihænde til at indvinde Rigdom, hvor Fattigdom tilsyneladende hersker. Den Tid nærmer sig mere og mere, da det gælder om at faa Plads - Plads til at udnytte Naturens Kræfter. Og Plads - og Naturkræfter, - det er der paa Island.

Endnu er Island vort. Men naar den Tid kommer, at Island anses for attraaværdigt, naar en eller anden fremmed Magt ser sin Fordel i at indlemme Island mellem sine Besiddelser, mon det saa vil være den saa ganske umuligt at faa Islændernes Sind vendt begjærende mod et andet Herredømme end vort? Eller har vi Danske saaet saa mange gode Minder deroppe, at sligt slet ikke lod sig tænke?

Vi spørger ikke, om den danske Regering gjør eller ikke gjør, hvad den kan og bør, for at Islænderne skal føle sig som dens lykkelige Undersaatter. Det tilkommer os ikke. Paa det politiske Højenloft gælder vor Stemme ikke, og vi sætter ikke Pris paa at opløfte den for lyrisk at forlyste os selv med Klage over „de Andre”. Vi spørger blot, hvorledes det har sig med os selv, med vor egen, vor personlige Skyld som Dansk.

Har vi mon beskæftiget os meget med at tænke paa Islændernes Liv, herhjemme i vort hyggelige, venlige Danmark? Af hvad Grund finder vi det egentlig saa selvfølgeligt, at man bliver os tro og hengivne deroppe? Man er det endnu, ganske vist, fordi Troskab og Hengivenhed fremdeles er islandske Dyder. Men sent eller tidligt vil det rygtes ogsaa derop, at Troskab og Hengivenhed i gammel Forstand har mistet sin Kurs i Kulturlandene, og man vil beredes til at følge Exemplet. Til da at føde ny Hengivenhed i Tidens Aand for Danmark, behøves der Kjærlighedstegn fra Danmark, saadanne Tegn, der kommer fra Hjærtet og gaar til Hjærtet.

Vi Danske, som synes saa godt om selv at have det Bløde, det Lune, det Behagelige, vilde vi ikke kalde det et kummerligt Liv at leve, som der leves paa Island? Naar vi skal være oprigtige - Størsteparten af os har end ikke noget at indvende derimod, at Skæbnen har givet os den bedre Part og vore Venner deroppe den ringere. Vi forstaar os ellers nok paa at knurre mod Skæbnen, men her applauderer vi.

Ja, vi er tankeløse og forvænte, vi Byfolk ialfald i Danmark. Det er godt muligt, at det er os, der vilde vinde ved at komme i Islændernes Sted og lære at dem at blive nøjsomme og haardføre - ikke dem, der vil vinde ved at lære Fordringsfuldhed og Saarbarhed af os. Det er muligt - men, som Forholdet er, har vi kun en Udvej aaben: vi maa oprette vor nationale Forsømmelighed, udbyde af det, som vi har, til vore fattigere islandske Venner.

Hvornaar har vi egentlig ladet vore Tanker dvæle ved Island og Islænderne? Naar store Ulykker har raset deroppe og manet os, har vi maaske lukket op for vor Pung og vist os som barmhjærtige Mennesker. Men Barmhjærtighed er for lidt - altfor lidt mellem Brødre. Det er en Oase blot i Tankeløshedens Ørken, - man ser blot saa meget bedre derfra, hvor umaadelig Ørkenens Tristhed og Fattigdom er. Vi er endnu kun saare tungnemme af Sind. Vi behøver Medlidenhedens Rørelse for at kunne give bort af det, som vi svælger i. Vi trykkes ikke af vor Overflod som af en Skyld, vi sidder inde med overfor Samfundet.

Rigtignok er Island for nylig bleven saa glædelig betænkt af os Danske, med et Spedalskhedsasyl. Mon dog ikke den Glædelighed har lidt bedsk en Smag i mange Islænderes Mund? De Spedalske selv - ja, for dem er der altsaa nu sørget, de er herefter betænkte med Lægernes Interesse og

Forsorg - men de Ikkespedalske, hvem er vel det? Det er Hoben, der skydes tilside, dem gælder Opmærksomheden ikke. Om disse øvrige er blot at bemærke, at de hører ikke til i Specialisternes Asyl.

Det ser dog saa fattigt ud med ”disse Spedalske! Det synes en Hjælp for Island, som raaber skyndsomst om mer Hjælp! De er saa faa, disse Islændere, vi endelig har faaet Øje paa, saa saare faa, paastaas det af Folk, som dog kjender Island af Selvsyn - kunde det ikke kaldes ret tidssvarende, om vi Danske anstrængte vor Erkjendelsesevne lidt mere og søgte at skælne lidt tydeligere, hvad og hvem Island og Islænderne er.

Island er et Land, der har skaffet danske Mænd Rigdom. Det var i Erhværvsdrift, danske Borgere søgte derop, Fiskerigdommen ved Islands Kyster og Faareholdet paa de udstrakte Græsmarker lovede Vinding. Da Monopoler grasserede Verden over, fulgte Danmark med Tiden, kjøbenhavnske Kjøbmænd fik Eneret til den islandske Handel. Under disse Forhold forarmedes Islænderne selv; deres Lands Rigdom var ikke deres. Kun til de danske Handelsherrer maatte de afsætte deres Varer, og de betalte dem derfor akkurat saa Lidt, som de fandt for godt. Saa kom der bedre Tider og Monopolet hævedes, men dets Virkninger hævedes ikke, Forarmelsen havde sat sig aarhundredvarige Spor. Under de haarde Kaars Tryk var Folkenes Driftighed forringet, deres gamle Sømandsdygtighed aftaget. I Fiskerbaade af den tarveligste Slags, udygtige til Konkurrence med de fortrinlige Fartøjer, fremmede Nationer efterhaanden fik udrustet til selvstændigt Fiskeri under Island - i aabne Baade, der ikke kunde holde Søen ud over et Døgn, sejlede man ud for at bjærge en Dræt i Land eller for at lade Livet derude som tapre, danske Undersaatter. I saa rigeligt Maal siges Islænderne at have fundet Døden derude paa Havet i de travle Foraarsmaaneder, at end ikke vore slesvigske Valpladse lader til i den Grad at have været livsopslugende. som islandske Fiskeres daglige Arbejdsforhold.

Men Rigdommen, som danske Mænd hentede sig deroppe, den bar sine Frugter i vort Samfund herhjemme, - ogsaa den har sat sig aarhundredvarige Spor. Den har bragt Lykke og Velvære i Familier, højnet Livsniveauet for opvoxende Slægter, skaffet Fremgang i Kundskab og allehaande Interesser. Virkningen af den tilførte Velstand fordeler sig ud i de tusinde Fibre i Samfundet. Erkjende denne Virkning nøjagtig, kan vi vel ikke, men erkjende, at den er der, det kan vi, og vi kan Et endnu: vi kan vise os erkjendtlige for det modtagne.

Men vor Erkjendtlighed - den har Island vist ikke fornummet.

Saalangt er vi naaede til Dato, men heller ikke længer: 1) vi har kunnet finde Island og Islænderne i vor Attraa efter egen Fordel, og 2) vi anerkjender nu Islænderne som Smitteæmner. Naar dertil føjes, at en Skærv ikke har manglet fra vor Side, naar Vulkaner eller Jordskælv har raset stærkt nok deroppe, til at kunne mærkes af os - trods Afstanden mellem islandsk Liv og dansk Opmærksomhed - saa tror jeg, her er nævnet, hvad nævnes kan.

Der er Meget, saare Meget her, som en moderne Tankegang maa erkjende for ugjort. Ikke at her er Noget at gjøre om, men vore Forfædres Gjerning behøver Supplering. Selvinteressertheden, som bragte driftige Mænd til at gribe de Goder, de attraaede, kan det ikke være vor Tids Sag at forarge sig over - den har selv intet andet Program. Men det lidet indviklede Begreb, som „personlig Fordel” var for vore Forfædre, existerer ikke længer som saadant for det ret moderne Menneske. Det nøjagtige, personlige Eftersyn er skreden vidt frem siden da. Et Selv i ægte moderne Forstand er et fordringsfuldt Væsen i Sammenligning med primitivere Tiders. Det gaar med det omtrent som med visse forvænte Fruer, der behøver ikke alene Toiletter i Stil for at fremhæve deres personlige Skjønhed, men ogsaa Stuer og Huse i Stil til Baggrund igjen for Toiletterne. Den ene Fordring fører den anden med sig, og den ret selvbevidste Personlighed kan ikke nøjes med Mindre, end en Verden af Velvære som Milieu for at befinde sig vel.

Skulde det da ikke kunne falde danske Mennesker ind, af Trang til den „personlige Fordel” det er, ikke at trykkes af Gjæld, at lade Lidt af Rigdommen, de har skaffet sig tillaans fra Island, flyde tilbage? Vi har saavist haft god Brug for Rigdommen, men den staar hen som en Uret mod Island, indtil vi ihukommer vor Skyld. Det staar i vor Magt at bryde Braadden af Uretten ved at forstaa vore Forfædres Gjerning som en Gjerning, de blot fik indledet, og hvis Fuldkommelse paaligger os, som Fædrenes Børn og Arvtagere. Jeg spørger:

„Kjære „Kvinde og Samfund”! Skal vi Kvinder ikke forsøge os? Giv os Lov at sende Bidrag rundt omkring fra, os enkelte Kvinder, som det ikke ligger godt for at samle Sten til Kvindernes store Fælleshus, men som dog paa sin Vis har bevaret hin ældgamle Drift til at „offre til Guderne” for at sone en Skyld, der anes, om end ikke den kjendes; som Slægternes Arv til hvert Menneske.

Tag imod disse Gaver, som de kan falde sig, store og bitte smaa, kjære „Kv. og Samf.”, og send dem til Island med Hilsen fra danske Kvinder, der ønsker at indøve sig i lidt Fædrelandskjærlighed, før de erklæres politisk myndige. Sig ikke; at der maa agiteres, før en saadan Tanke kan blive en Sag, og Sagen faa Fremgang, - at der maa dannes Komiteer, Kredse og hvad det nu altsammen hedder. Hvis Tanken er en, som Livet behøver, vil den fænge i Sindene, blot ved at nævnes, hvis Sindene er beredte for Tanken. Er de det ikke, er dog Tanken for god til at pylres frem til et svageligt Liv, den har Raad til at forgaa. Den vil kun dukke under for at opstaa paany i lykkeligere Form, naar Tiden til Fremgang for den er kommen.

De synes mig, „Kv. og Samf.”, selvskreven til at optage en Sag som denne, hvis den kan blive en Sag overhovedet. Bladet er vel kun lille, men Navnet er stort, og Navnet er jo fastholdt gjennem de Smaakaars Tider. Jeg har forstaaet det saaledes, at der til Grundfond maa haves en stor Tanke og et stort Maal, om ikke i Tiden, saa ude i Fremtiden. Hvis jeg har taget fejl og er gaaet forkert, hvis det er principmæssig Hensigt at arbejde for Kvinden først, for Kvinden sidst og for Kvinden alene, saa - nej, saa beder jeg dog ikke om Undskyldning. Det er Navnet, der har været det vildledende.

Frivillig Selvbeskatning er dog ellers ikke længer noget uset i Samfundet. Saavidt er vi alt nu, at Skattepligt lader sig opfatte ogsaa i Forbindelse med personlig Tilskyndelse. Man kan samle sig om at afstaa Mere af Sit, end Staten forlanger. Dette er lyse Tegn hos den levende Slægt, saa ufærdig den ogsaa er i sin Helhed. Men netop til den ufærdige Slægt har man Haab. Gryende Evner er godt Materiale at arbejde med; de voxer blot under Kravenes og Opgavernes Storhed.

Endnu er Erindringerne levende hos os fra det Kvindeliv, vi har ført. Vi kan vidne, at Glæden er stor ved at undvære for dyrebare Væsners Skyld. Det maa blive vor Sag, Kvindesagen, at indføre denne Glæde i Samfundet. Vi maa give vor Viden i Morgengave til det Samfund, der byder os til sig.

Vi kan vel kun gjøre lidt til at højne islandske Kaar. Praktisk set vil vor Smule Skillinger maaske hverken gjøre fra eller til. Men vi har vist Alle af Livet lært, at Kaarenes Byrde lettes, naar der kommer Glæde i Hjærtet, Selv om Pungen er slunken og tynd, bliver dog al Tyngsel forunderlig let, naar Sindet varmes og Tankerne løftes til Tro paa menneskelig Godhed.

Endnu kan vi tale saa utvungent, vi Kvinder, som vi „har Forstand til”, og som vi har Hjærte til. Man tilregner os ikke endnu, vi er uden politisk Ansvar for Loven. Ingen er nødvendig forpligtet til at tage vor Mening for gjældende. Men kan det lykkes os at tale med Overbevisningens Myndighed og Kraft, er vi ikke udelukket fra at blive hørt og forstaaet. Det vil blive vore Evners Sag, om vi skal præge Samfundet med vor Mening, eller om vor Mening skal jævnes under Samfundsskik.

I én Henseende er vi alt nu ansvarlige. Er vor Myndigheds Tid ikke kommen - vor Stumheds Tid er forbi. Det maa ligge os paa Hjærte efter hvad vi selv nys har gjennemgaaet, at løfte vor Stemme først og fremmest for dem, der lider og savner i Stilhed, og som behøver at faa gættet deres Savn for i Virkeligheden at føle sig i et Fædrelands Arme.

Juni 1899.

Helga Johansen.

Skulde nogen være villige til at optage Forfatterindens Tanke praktisk er Red. af Kv. o. Samf. rede til at staa dem bi dermed.