« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Odder

« Se emneord

Den 23. og 24. Juli 1899.


Den, der første Gang deltager i en saa livlig og stemningsrig Sammenkomst som denne, vil til Højesteretssagfører Høgsbros Indledningsord: - „Det kan ikke skjules, at Mændene kun i ringe Grad følger disse Sager med den Interesse, som de burde” - tilføje: „Det kan heller ikke skjules, at Kvinderne i altfor ringe Grad følger deres egen Sag med den Interesse, som de bør,” - thi ved et saadant Fællesmøde burde hver eneste Købstad og Landsby Landet over sende sin Repræsentant. Kvindernes Sag omfatter saa store Interesser, saa mange gennemgribende Muligheder for Udviklingen af Kvindernes Evner og Kræfter til fuldt ud at kunne hævde og fylde deres Plads i Tiden, - at alle alvorlige Kvinder burde staa solidariske om deres Retfærdighedskrav for med desto større Vægt at kunne faa dem førte igennem.


Dog, - kan der end med fuld Føje ønskes stærkere Tilslutning fra Landets Kvinder, saa er der endnu mindre Anledning til at være mismodig over Fremtidsudsigterne.


„Vaaren er i Luften,” som „Dansk K vindesamfund ”s Formand, Fru Bojsen-Møller, udtalte sig; der er Fremgang, vi skal nok komme med.


Søndagsmødet.


1. Højesteretssagfører Sv. Høgsbro fremlagde Resultaterne fra sidste Rigsdagssamling.


Det er en Skam for Regeringen, at dens Forslag om kommunal Valgret intet indeholdt om Kvinderne, skønt det snart er 20 Aar siden, at Estrup gennemførte Valgretten paa Island. Ogsaa denne Del af Kvindesagen staar dog her sin Løsning nærmere, skønt de Regeringer, der ere fulgte efter Estrup, ikke ere saa fremskridtsvenlige og ikke have saa megen Sympati for Kvinderne, at de fremsætte Lovforslag derom. Dette blev sat ind af Udvalget, og glædeligt var det, at hele Højre gik med. Højre begynder at glide.


Et Medlem af Venstrereformpartiet udmærkede sig ved at være den eneste, der udtalte sig imod, hvad selv Højremænd - inden for rimelige og naturlige Grænser - finder ønskeligt: at Kvinderne komme til at deltage i det offentlige Liv.


Maaske vi ogsaa her skulle se det mindre glædelige Syn, at nogle kunne blive ængstelige for, hvad de før have arbejdet for; vi skulle dog ikke blive forskrækkede, om det ogsaa viser sig her, at de sidste blive de første, - at det maaske kan blive de omvendte Højremænd, der føre Sagen igennem.


Skatteloven indeholdt Forslag af stor Betydning for Kvinderne.


Saa længe det fastholdes, at det er Skatteydere, der faa Valgret - kan Hustruen vinde nogle faa Kroner ved, at Familiens Overhoved sættes i Skat af den fælles Indtægt, men hun taber sin Valgret derved.


Samme Pligt og samme Ret for begge.


I Ægteskabslovgivningen er den sorteste Plet fremdeles, at en Moder ikke har nogen lovlig Ret over sine Børn; - det vil sige den gifte Moder, - den ugifte har Ret - men ved dette Punkt er der ikke rørt.


Men den nye Lov om Ægtefællers Formueforhold gør Kvinderne myndige. Det er en Æresoprejsning, der gives Kvinderne. Hidtil har Manden kunnet skalte og valte med alt, - det eneste, Hustruen kunde gøre, var at gøre ham umyndig, - en meget betænkelig Sag. Nu kan hun henvende sig til Øvrigheden, forlange Deling og frit raade over sin Part.


Resultatet fra sidste Rigsdagssamling er da dette, at vi tage med Tak, hvad vi have faaet, vel vidende, at der endnu er langt tilbage. -


2. Som andet Punkt paa Dagsordenen motiverede Fru Birgitte Berg-Nielsen sit Forslag om Oprettelse af en Husmoderskole som Statssag: som en Afdeling af Landbohøjskolen.


Landet anvendte flere Hundrede-Tusinder aarlig for at uddanne Sønnerne til at forstaa Næringsmidlernes Værdi og Sammensætning for Husdyrbruget, - men intet for at sætte den vordende Husmoder i Stand til at forstaa og værdsætte Næringsmidlernes Sammensætning for Børnenes - for Menneskets Ernæring. - Manden er fulgt med Udviklingen; Kvinderne mener nu, at ogsaa for dem er det bedste ikke for godt, det dyreste ikke for dyrt. Kvindens Evne til at forvalte betyder lige saa meget som Mandens Evne til at erhverve, hun maa sættes i Stand til at faa det mest mulige ud af det mindst mulige. Det økonomiske vil komme til at spille en stor Rolle i Landet i Fremtiden - man sælger det mest mulige og køber det mindst mulige.


Næringsvidenskabslæren er derfor uundværlig for den, der skal føre et Hus, hvor intet gaar til Spilde, hvor intet lades ubenyttet, men hvor alt bliver sammensat og behandlet, saa vi faar det fulde Udbytte deraf. Det er derfor fuldt berettiget at forlange Hjælp af Staten til den Kunst at passe Gryden. - Hvor mange vide til Eksempel, at Melstoffet i Sauce skal koge 20 Minutter for at være fordøjeligt? Nu spise vi i Mængder af dette Stof, hvis Værdi ikke bliver udnyttet, fordi vi ikke forstaa at tilberede det, saa det kan blive til virkelig Næringsværdi.


Mange drager bort fra Husgerningen, fordi de finde denne simplere end anden Virksomhed; det er aldeles meningsløst. En Hustru har Brug for al den Dygtighed og Intelligens, hun kan skaffe sig; og det præger Samfundet, om Kvinderne lære at forvalte Midlerne paa rette Maade. - Hvad gavner det os, at Professorer sidde inde med deres store Viden, deres Kendskab til Værdierne, naar Kvinderne rundt i Landet, som arbejde med disse Værdier, ikke have Kendskab dertil?


Vi fik i Fjor bevilget 6,000 Kr. til Uddannelse af Lærerinder i Husøkonomi som Skolefag i de større Klasser, den første Bevilling til speciel Kvindeuddannelse her i Landet. - Vi sige Tak for det, vi fik i Fjor, men bede nu om at faa noget mere.


Skolekøkkenlærerinderne maa nu søge deres Uddannelse i Udlandet, vi have intet Sted at kunne henvise dem til. Frk. Eline Hansen gjorde det første Forsøg, og dette gjorde Mirakler. Da man først saa, hvorledes det kunde praktiseres, kom der Vind i Sejlene, nu kappes man om at faa Lokalerne dertil. Har man set et saadant Skolekøkken i Virksomhed, hvor hvert Hold Børn har sin bestemte Gerning at gøre, og hvor intet glemmes, og ingen gaar hinanden i Vejen eller tager fejl selv ved de mindste Smaating - da forstaar man Betydningen af denne Undervisning og Børnenes Glæde og Begejstring derover.


En Landhusholdningsskole maa anlægges paa det bredest mulige Grundlag. Fra mange Sider og med mange Kræfter i Arbejde er der nu udarbejdet et Forslag, der kræver 10,000 Kr. aarlig foruden Bygningen, der anslaas til ca. 40,000 Kr. Men man møder Velvilje fra alle Sider.


Vil „Dansk Kvindesamfund” gøre denne Sag til sin og indgive Andragende derom? Vil „Dansk Kvindesamfund” ikke, saa kommer den frem alligevel - falde kan den ikke.


Pastor Vilh. Malling overtog Hvervet som Ordstyrer og udtalte som sin Opfattelse, at dette Spørgsmaal var fremlagt paa en saadan Maade, at vi alle saa Rækkevidden af dets Betydning, det blev maaske vanskeligt at komme med Modsigelser.


Frk. Anna Hjort: „En varm Tak til Fru B. B. Nielsen for det store Arbejde, hun har nedlagt for denne Sag, og fordi hun tilbyder „Dansk Kvindesamfund” at føre den videre frem. Det er saa slaaende, saa klart fremstillet, hvilken umaadelig Betydning en saadan Skole som Statssag vil faa - at vi kun kan give vor fulde Tilslutning dertil.”


Fru Bojsen Møller: „Jeg siger det samme som Frk. Hjort. Det er en Æressag for „D. Kv.” at tage denne Sag op. Det er næsten ubegribeligt, at vi ikke for længe siden have haft disse Ting fremme. For Mændenes Vedkommende ofres der store Summer, Statsmagten ofrer uhyre Pengemidler for at give Landets Sønner en Uddannelse, saa de vide, hvorledes Dyrenes Føde skal sammensættes, men Statsmagten ofrer ikke en Øre for at lære Kvinderne, hvorledes Mennesket skal „fodres”.


Hvor gyselige Ting se vi derfor ikke - det er næsten ikke til at sige - men hvem har ikke set Mødre tygge Maden til deres Børn - o. s. v. Hvorfor skulde Kvinder dog ikke lære at modarbejde Fjenderne af vor Sundhed? Vi haabe Lykke for denne Sag. Vi skulle gøre alt, hvad vi kunne.”


Frk. Eline Hansen vilde - efter at have givet sin fulde Tilslutning til Fru B. B. Nielsens Forslag oplyse, „at det er Frk. Anna Buch, der ved Fortsættelsesskolen af 1892 har indrettet det første Skolekøkken ved private Midler, sendt Lærerinder til Udlandet og vist, at Tingen lod sig praktisk gennemføre. Dette har vel nok givet Stødet til, at Kommunen ifjor gjorde et Forsøg og dertil lejede Frk. Buchs Køkken.


Ogsaa andre Steder ere disse Skoler i Gang. Navnlig har Belgien som ingen andre Steder Husholdningsskoler, der ere Regeringens Kæledægger. Man er klar over, at det ikke nytter med Mandens større Løn, hvis Konen ikke er i Stand til at forvalte hans Indtægter. Fabrikerne opmuntres af Regeringen til at give Pigerne fri nogle Timer om Ugen, saa de kunne nyde dette Gode. Det er mærkeligt at se, hvor meget 13-14 Aars Børn faa udrettet, de vadske, lappe, stryge ved Siden af Køkkengerningen og bringe Tøjet fuldfærdigt hjem. Og det er ikke blot Kommuneskolebørnene, ogsaa de private Skoler optage denne Undervisning, ogsaa disses Elever lære at vadske, skure o. s. v., hvad der har sin store Betydning.


I Baden er der snart ikke en Landsby, hvor de ikke have deres Skolekøkken. De saakaldte „bevægelige Køkkener” flytte fra Sted til Sted, hvor der intet er, saa alle kunne blive delagtige i deres Undervisning.


I München drives denne Undervisning fortrinlig. Man forsømmer dog ikke at uddanne de unge til andre Virksomheder. I Liége er der en Skole med 3 à 4 Aars Uddannelse i Skrædersyning, Modepynt, Linnedsyning o. s. v.; men det er en Pligt, at alle Eleverne deltage i Køkkenskoleundervisningen.”


Højskoleforstander Dolleris vilde som delegeret for Odderkredsen - i Embedspligt udtale, at man kan træffe Mennesker, der ville spørge: vil Duften ikke gaa bort, vil Kvindernes Evne til at hygge og skabe et Hjem ikke gaa tabt ved sligt, vil den kolde Beregning og Forstand ikke blive overhaandtagende, naar alt skal vejes paa denne Vægtskaal? - Han troede det ikke. Naar Kvindernes Interesser - som for Tiden - synes at gaa bort fra Husgerningen, kan Grunden være den, at den bliver triviel, naar den gøres i Blinde; Man bliver Træl i Arbejdet, naar Sjæl og Legem ikke følges ad. Nu er der vaagne Interesser i Landbruget, der skal en intelligent Mand til at være Røgter, man kan ikke bruge en Træl til et saadant Arbejde. - Vi skulle heller ikke have Trælkvinder til at gaa i Køkkenet, de maa have Forstaaelse af deres sammensatte Gerning. Hjemmets Hygge og Hjemmets Storhed vil ikke blive mindre, men større, hvor man forstaar ogsaa Køkkenets Betydning. Sagen maa frem. Landet giver aarlig 300,000 Kr. til Landbohøjskolen, det er ikke for meget at forlange 10,000 Kr. for at lære Kvinderne at opfodre Mennesker.


Fru Møller: Vi maa lære, og vi kunne godt forlange noget stort. Hvor mange Penge bliver der ikke givet ud til Mandens Værnepligt? Vi kunne forlange, at vi ville aftjene vor Værnepligt ved at uddannes til dygtige Husmødre.”


Fru Buchvald: „Ja, og Sagen maa frem som Statssag. . Det er aldeles umuligt at kunne lære dette paa kort Tid, - det maa læres grundigt.”


Fru B. B. Nielsen gennemgik derefter Timeplanen, der var fremkommen ved Bistand fra mange Sider og Samarbejde mellem mange værdifulde Kræfter. „En saadan Husmoderskole vil ikke Blive et afsluttende Kursus, Aaret før de unge skulle giftes, men et grundlæggende Kursus i 18 Aars Alderen, som skal fortsættes og udvikles i det praktiske Liv.”


Fru Laursen, Aarhus: „Det vilde være af stor Betydning, om der ligesom blev sat et Stempel paa Husgerningen. Mange synes, at det er større at gaa ud i andre Erhverv. Kunde Staten nu sætte Stemplet paa denne, saa den blev mere anerkendt, vilde det have en stor Betydning. Det er lige saa vigtigt for Hustruen som for Manden, at man, ikke stoler paa „Heldet”, men er sikker i sin Sag, at man regner med et bestemt Resultat af en bestemt Maade at tage et bestemt Arbejde paa.”


Ordstyreren sluttede med en Tak til Fru Birgitte Berg Nielsen for den Maade denne Sag var fremlagt paa, - saa den nu tændte Ild i alle Hjerter og vandt Forstaaelse fra alle Sider.


Forsamlingen spredte sig derefter i Odder Højskoles smukke Have og Dagen sluttede med en livlig Fællesspisning i dens smukke Foredragssal. Af alle de her faldne Udtalelser er der særlig Anledning til at fremhæve: Redaktør Videbæks „Leve” for „Dansk Kvindesamfund”s Formand Fru J. Bojsen Møller med denne Motivering: „Der er noget ved alle Bojsenerne, der gør, at selv om man ikke kan være enig med dem i mangt og meget, saa kan man alligevel ikke bære Vrede til dem; jeg tror, det er Hjertelaget, de har, - som gør det; og er der noget, vi trænge til i vor Tid. saa er det netop Hjertelaget: Kvinders Hjertelag.”


Og derefter Højesteretssagfører Sv. Høgsbros Paatale af det uheldige i, at Kvindeforeninger proklamere Mandfolkefjendskabet, som til Ekspl. det nydannede „Dansk Kvinderaad”. „Dansk Kvindesamfund har holdt sig fri af dette Skær, - og det er godt, thi hvor begge Parter ere med til at løse Opgaverne, have vi Haab om at faa dem løste til fælles Gavn; - ville Mændene ikke gaa med i dette Arbejde, saa bliver det deres egen Sag, - men de bør ikke paa Forhaand hindres deri ved at stænges ude fra Kvindernes Foreninger”.


Fru Birgitte Berg Nielsen oplyste, at „Dansk Kvinderaad”s Love vare ikke endelig vedtagne; der var endnu Tid til at faa dette Forhold forandret.


Endelig udtalte Forsamlingen sin levende Beklagelse over, at Højesteretssf. Høgsbro og Frk. Eline Hansen - begge grundet paa overhaandtagende Arbejde i andre Retninger - traadte ud af Fællesstyrelsen.


Mandagsmødet


begyndte med Afsyngelsen af „Morgenstund har Guld i Mund”.


Pastor V. Malling overtog atter Hvervet som Ordstyrer.


1. Fru Bojsen Møller aflagde Beretning for „Dansk Kvindesamfund”s Virksomhed i det forløbne Aar og udtalte bl. a.: „Vaaren er i Luften, Driverne begynde at smelte. Vi Kvinder ere vante til at faa i draabevis, i Aar have vi faaet et helt Fingerbøl fuldt, vi ere blevne myndige, vi hejse Flaget den 1. August. Og vi ville faa mere efter dette, vi helme ikke, før vi faa Raadighed over vore Børn. - Foruden alt det andet fik vi i Aar tillige det store Legat: 20,000 Kr. til „Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed”. Der indkom 75 Ansøgere til første Uddeling, og det var en Fryd at kunne hjælpe 4 Kvinder frem til en selvstændig Stilling.”


Frk. Eline Hansen aflægger Beretning som „D. Kv.” Repræsentant i „Kvindernes Bygning”.


Dennes ny Virksomhed i det forløbne Aar er Kvindernes Køkken og det af Foreningen afholdte Lotteri, tillige er der nedsat et Byggeudvalg. Taleren ønskede at nedlægge sit Mandat, da disse to Foreninger arbejde paa meget forskelligt Grundlag. „Kv. B.” var sikkert ogsaa helst fri for „D. Kv.”.


Ordstyreren henstiller til Styrelsen, hvor vidt der overhovedet skulde vælges en Repræsentant. Man mener, der er begaaet Fejl, men synes man, at „Kv. B.” i det hele arbejder paa noget godt, saa skulde man maaske ikke tage Hensyn dertil; vi kunne jo altid melde os ud.


Fru Birgitte B. Nielsen ønskede Oplysninger om, hvori disse Fejl bestaa, hvad er der gjort? Lad os faa det fuldt og helt og skarpt belyst fra alle Sider. Hvortil ere f. Eks. Pengene brugte, disse Midler, som ogsaa „D. Kv.” er med til at skaffe til Veje.


Frk. E. Hansen: Bestyrelsen mener selv, at der i de første Aar er brugt for meget. Der et dog ingen af Foreningens Midler brugte til Vinterens ny Foretagender: Lotteriet og Køkkenet. Man føler imidlertid, at de helst ville være fri for de andre Kvindeforeninger. Den eneste Grund for os til at vedligeholde Forbindelsen synes at være den, at vi mulig en Gang i Fremtiden kunne faa Husly i Kvindernes Bygning. Det er ellers ikke let at se, hvad disse to Foreninger have tilfælles; den Strømning, der raader i „Kv. B.” er ikke den frisindede demokratiske Strømning, der raader i „Dansk Kv.”


Frk. Kirstine Laursen mente, at vi mest skulde blive der, fordi vi nu en Gang vare komne der; vi have arbejdet derfor og samlet Penge dertil, nu at melde os fra var dog lidt underligt.


Pastor Bertelsen kunde forstaa, der var nogen Misstemning oppe, det var heller ikke let at arbejde sammen, hvor der var saa forskellige Sympatier; men kunde det ikke tænkes at blive bedre, kunde vi ikke forsøge endnu en lille Tid?


Overretssagf. Christensen mente, at vi skulde holde fast paa selv en lille Indflydelse frem for rent at opgive Sagen, og saa vente med Kvinders medfødte Taalmod, vente til Bygningen kommer i Stand, og saa se.


Endnu enkelte havde Ordet og med 18 St. mod l vedtoges det at beholde Repræsentanten. Hertil valgtes Gross. Frk. C. Hansen, København, der ytrede, at hun jo ikke vidste, hvad hun kunde udrette paa denne Post, men heller end helt opgive den, vilde hun gøre, hvad hun kunde.


2. Næste Punkt paa Dagsordenen var


Beretning fra Kredsene:


Aalborg.


Aalborgkredsen er vokset fra 66 til 81 Medlemmer. Der synes at kunne spores en voksende Forstaaelse for Sagens Betydning. Som hidtil fortsættes med Møder om alt, hvad der vedrører og kan interessere Kvinderne. Formand er Frk. Hasselbalch.


Aarhus.


Aarhus har omtrent sit gamle Medlemstal; ca. 90 - nogle ere gaaede fra, nye komne til. Kredsen har haft Foredrag af Ullman fra Norge og af Frk. Begtrup, samt selskabelige Sammenkomster med Oplæsninger; har endvidere støttet forskellige Formaal, til Eks. givet Bidrag til en ung Piges Uddannelse og til „Folkelig Universitetsundervisning” m. m. Læseforeningen vokser og tillige er i Aar anskaffet et Bibliotek, hvorfra Medlemmerne laane Bøger hjem. Dette Bibliotek bliver støttet med Gaver, bl. a. med Bøger fra Boghandlerne. Formand er Fru Anna Laursen.


Horsens.


Horsenskredsen har ladet afholde Foredrag i flere Byer af Højesteretssf. Høgsbro, i Horsens af Frk. E. Hansen, hvis Foredrag om Skolekøkkener vakte megen Interesse for den Sag i Byen, af Redaktør Dam ved Fællesmødet, og af Fru B. B. Nielsen om Husmoderskolen i flere Byers Forsamlingshuse; Endelig arbejdes der for at faa ansat en kvindelig Konsulent i Fjerkræavl; tre Landbrugsforeninger have paa Kredsens Opfordring taget Sagen i deres Haand - og arbejder for Oprettelsen af et Hønseri, der skal bestyres af Konsulenten, samtidig med, at hun skal være Raadgiver for Kvinderne paa Egnen. Kredsen har endvidere skaffet Hjem til 4 unge Piger fra Frk. Hjorts „Husmødreforening”.


Aftenundervisningen for Tjeneste og Fabrikspiger fortsættes fremdeles i Horsens By. Der undervises i Haandarbejde, Skrædersyning, Dansk, Sang og i Aar tillige i Sundhedslære. Imellem, er der Foredrag og Oplæsning. Undervisningen foregaar 2 Aftener om Ugen i de 5 første Vintermaaneder. 40 Elever holdt ud til Slutningen. Undervisningen er gratis. Byraadet giver Lokale og Amtsraadet et aarligt Pengebidrag. Formand Frk. Kirstine Laursen.


København.


Københavnskredsens Beretning findes trykt Juni Hæfte d. A.


Kv. og Samfs


Odder.


Odderkredsen tæller 54 Medlemmer og fortsætter sin Virksomhed som hidtil - ikke saa meget agiterende som praktiserende. I Aftenskolearbejdet for Arbejdernes Hustruer hjælper man disse at omsy aflagt Tøj, og Tjenestepigerne lærer man Tilskæring og Syning at nyttige Beklædningsgenstande, noget, som disse synes at være meget glade for.


To større Møder er afholdt med Foredrag af Fru B. B. Nielsen om Børns Undervisning og af Højesteretssagf. Høgsbro om „Kvindens retslige Stilling” ved Efteraarsmødet paa Odder fløjskole for en Forsamling af ca. 500.


For Medlemmerne er kun afholdt 3-4 Møder, da der jævnlig er Lejlighed til at høre gode Foredrag paa Egnen, det ene i Anledning af Fredsmødet i København. Formand er Fru Videbæk.


Odense.


Odense Kreds har bestaaet i 9 Aar og tæller 35 Medlemmer. Møde paa Højskolehjemmet første Onsdag i Maaneden og tillige 4 selskabelige Sammenkomster med Oplæsning, Foredrag af Fru Bajer, Fru Ejlersgaard, Fru Norrie, Fru B. B. Nielsen og Sang af en Koncertsangerinde.


Bogsamlingen forøges stadig. Kredsen har tegnet sig for en Aktie i Arbejdernes ,,Fyns Forsamlingshus”, som skal opføres i Odense.


Tillige er Aftenskolen fortsat som hidtil. Aftenskolen begyndte 20. Oktober 1898 med 80 Elever, senere indmeldtes 47 Elever, Skolen sluttede, 10. Marts 1899 med 69 Elever.


Uddrag af Regnskabet.


Indtægt.


Kassebeholdning April 1898: Kr. 43. Ø. 81.


Indskrivningspenge: Kr. 70. Ø. 75.


Andre Indtægter: Kr. 1.


I alt: Kr. 115. Ø. 56.


Udgift.


Avertissementer og andre Udgifter Kr. 3. Ø. 30.


Rengøring: Kr. 20.


Lys: Kr. 15. Ø. 92.


Kassebeholdning Marts 1899: Kr. 76. Ø. 34.


I alt: Kr. 115. Ø. 56.


Indskrivningspenge er 50 Øre for et enkelt Fag, 25 Øre for hvert efterfølgende, ellers er Undervisningen gratis.


Skolen er atter i Aar bleven støttet ved, at Byraadet har overladt den Lokaler i Kommuneskolen til gratis Afbenyttelse, lige som ved, at Byens Blade have givet Rabat paa Avertissementerne. For denne Velvilje bringer Aftenskolens Bestyrelse herved sin Tak. Odense, 25. Marts 1899.


Paa Aftenskolens Bestyrelses Vegne


Anna Lohse. Formand er Fru Nielsen.


Ringkøbing.


Ringkøbing Kreds har haft en Tilgang fra 94 til 13l Medlemmer. Offentlige Foredrag ere afholdte af Pastor Brun fra Levring rundt i Kredsen samt af Fru Langballe, f. Dalgas. Ved to selskabelige Sammenkomster i Ringkøbing talte Pastor Rønne fra Hee om vore første Kvindesagsforkæmpere: Pouline Worm og Clara Raphael, og Fru Stampe Feddersen oplæste, som Indledning til en meget livlig Forhandling, en Artikel om Formueforholdet mellem Ægtefæller.


Ved det stedlige Fællesmøde den 17. Maj forelagde Fru St. Feddersen et Forslag om, at Kredsen skulde indtræde i det nylig dannede „Dansk Kvinderaad”, som særlig var stiftet for at repræsentere Danmark ved den forestaaende Kvindekongres i London. For saa vidt dette kunde ske uden Udgifter, vedtog Medlemmerne det. - Styrelsen har fra en Ven af Dansk Kvindesamf. modtaget til Gave en lille Sangbog til Brug ved Kredsens Møder; den sælges til Fordel for Ringkøbing Kredsen.


Det er stadig Kredsbestyrelsens Formaal at overbevise Medlemmerne om, at „Dansk Kvindesamfund” langt fra at ville løsrive Kvinden fra Hjemmet, tvert imod vil dygtiggøre hende til sin Gerning saa vel i som uden for Hjemmet, og Fru B. Berg Nielsen har derfor vundet stor Interesse for sin Husmoderskole i Ringkøbing Kreds. Interessen, for D. Kv. Opgaver er i det hele taget i Stigning i Ringkøbing og Omegn, saa der er Grund til at haabe, at Medlemstallet hvert Fald ikke vil synke. Formand er Fru Stampe-Feddersen.


Sorø.


Sorø Kreds har ladet afholde en Række Foredrag ved Frk. Jakobsen om Sundhedslære, der have været stærkt besøgte. Desuden to større Møder og 5 Bestyrelsesmøder, hvor de aktuelle Spørgsmaal have været for. Kredsen har haft betydelig Tilgang af ny Medlemmer; for Øjeblikket tæller den 80 Medlemmer. Formand er Frk. M. Lauridsen.


Svendborg.


Svendborg Kreds fæller 106 Medlemmer. Den har afholdt flere stærkt besøgte offentlige Møder med Foredrag af Højskoleforst. Kristensen-Randers, Dr. Starcke, Højskoleforst. Winther, Karen Mortensen og Fru Dagmar Hjort, og tillige Kredsmøde hver 14. Dag.


I Februar blev afholdt en Aftenunderholdning, hvis Overskud, ca. 150 Kr., anvendtes til Hjælp til et Seminarieophold til en ung Pige, der ved Kredsens Hjælp uddannes til Lærerinde paa Horsens Kvindeseminarium. Formand er Frk. Anna Redder.


Efter disse Kredsberetninger blev der stillet Forslag om „Dansk Kvindesamfund” skulde antage Fru B. Berg Nielsens Husmoderskole som sin. En Resolution, der gik ud paa, at „D. Kv.” antager Forslaget som sit, tilsiger det Støtte af yderste Evne og overlader til Fællesstyrelsen at foretage det videre fornødne, blev enstemmig vedtagen.


3. Regnskab og Overslag fremlagdes henholdsvis til Godkendelse og Efterretning (Regnskabet er trykt i „Kv. og Samf.”, Marts 1899).


En lille Anke mod Uddelingen af Legatet blev her fremsat. Først var der bleven svaret, at Lærerinder ikke vilde kunne komme i Betragtning, men da det saa alligevel viste sig, at netop en Lærerinde var kommen i Betragtning, følte man sig ilde berørt derved.


Fru Laursen, Aarhus, oplyste, at Legatet selv indeholdt Bestemmelser, som maatte respekteres. Det var givet til Uddannelse i selvstændigt Erhverv i Haandværk - Handel - Industri og til Lærerinder. Man var enig om, at det først maatte skænkes til dem, der vilde bryde ny Baner, og det kunde ikke udvides til at gælde den Mængde unge læsende Kvinder, der endnu ikke vare naaede længer frem end til Præliminæreksamen. For øvrigt skulde den fremkomne Anke alligevel blive taget under nærmere Overvejelse ved de senere Uddelinger.


Et Forslag af D. Kv. Formand om flere aarlige Fællesstyrelsesmøder, som der var stor Trang til, blev besvaret derhen, at Styrelsen selv skal holde paa sin Myndighed, selv skal tage Ansvaret for sine Handlinger, ogsaa naar den finder det nødvendigt at samles til flere Styrelsesmøder. - Fru Møller tog med Glæde sit Forslag tilbage.


5. Fra Svendborgkredsen forelaa et Forslag til en Lovændring, gaaende ud paa, at delegerede ikke kunne møde ved Fuldmagt. - Det er hændet, at en enkelt er mødt med 25 Fuldmagter, samlet sammen i mange forskellige Kredse, - og en saadan delegeret kan da let komme til at beherske det hele, hvad dog egentlig ikke stemmer med Foreningens Principer.


Overretssagf. Christensen gav Forslaget sin varmeste Tilslutning. Der kunde komme højst uheldige Virkninger af saadanne Bestemmelser;hvem sidder inde med Evner til at kunne varetage 5-25 forskellige Interesser i forskellige Spørgsmaal.


Formanden stillede Ændring om, at ingen maatte modtage mere end 4 Fuldmagter.


Pastor Konradsen oplyste, at kun ved Valg af Fællesstyrelse kan Fuldmagt overhovedet benyttes.


Redaktør Videbæk: En Forening, der kæmper for Valgret, kan ikke være bekendt kun at benytte den ved Fuldmagt. - Netop Valget af Fællesstyrelse er et overordentlig vigtigt Punkt, - da det ikke er ligegyldigt, hvem der sættes til at styre.


Pastor Bertelsen antog, at Spørgsmaalet om delegerede ved Fuldmagt ogsaa var et Pengespørgsmaal for mange smaa Kredse.


Overretssagf. Christensen: Loven paalægger ikke, men tillader at sende saa og saa mange delegerede.


Fru Bondegaard mente dog, at ingen Kreds var saa fattig, at den ikke nok kunde sende nogle af Sted.


Fru Birgitte Berg Nielsen stillede et Ændringsforslag, at ingen maatte modtage Fuldmagt fra andre Kredse end fra den, Vedkommende selv tilhørte.


Overretssagf. Christensen hævdede rene Standpunkter som mest passende for „Dansk Kv.”


Redaktør. Videbæk: „ingen Rigsdag i hele Verden stemmer ved Fuldmagt. Det enkelte Individs Opfattelse kommer kun til sin Ret gennem den almindelige Valgret; benyttes Fuldmagt, ere vi borte fra denne. Delegerede ved Fuldmagt er maaske i dette Tilfælde en Indrømmelse til afsidesliggende Egne; men alligevel kan en Kreds ikke sende en delegeret for 25 Medlemmer, da er det for smaat; saa maa den heller melde sig fra. Kredse der ikke deres Valgret, faa miste den.


Efter denne livlige Forhandling var det paafaldende, alt alle Forslagene faldt, alt bliver ved det gamle. Dog fremhævede Ordstyreren, at Forhandlingen havde godtgjort en stærk Stemning for at komme bort fra Fuldmagten - og at denne maa bruges med Varsomhed. Dette Spørgsmaal vil dog sikkert komme igen paa næste Aarsmøde.


6. Efter et lille Ophold kom „Kvinden og Samfundet” under Behandling:


Frk. Eline Hansen: „Et af „Dansk Kvindesamfund”s Børn, det vanskeligste, men maaske netop derfor det kæreste, er vort Blad. „Kv. og Samfundet” er nu 15 Aar gammel og det maa være tidssvarende at tænke paa Forandring og Fremskridt. Som hidtil kan det ikke vedblive at gaa et


Maanedsblad har for lidt Plads til de ny Spørgsmaal, der komme frem, og Abonnenterne gaa jævnt nedad. Ingen af de andre Kvindeblade ere vi heller rigtig glade ved, - det ene kan ikke en Gang faas særskilt. Vi mene derfor, at „Kv. o. S.” maa udvides til Ugeblad og udgaa i større Format for at skaffe Plads til de brændende Spørgsmaal. Kan dette ikke ske, maa Bladet gaa ind. Vi stille derfor Forslag om at prøve Forsøget med Fru J. Monrad som vedblivende ansvarshavende Redaktør og Frk. Annette Jensen som Medredaktør. Vi tage da ogsaa de arbejdende Kvinders Sag paa vort Program, og vise vi derved vor Interesse for de sociale Spørgsmaal, have vi Haab om Samarbejde med de arbejdende Kvinder, lige som ogsaa Bladet vil optage Fagforeningsmeddelelser fra de kvindelige Fagforeninger.


Bladet vil koste 50 Øre plus Postpenge: 7 Øre Kvartalet og maa bestilles paa Posthusene (paa Landet hos Landpostbudene). De nuværende billigere Ekspl. til Kredsene ville falde bort. Men vi faa jo 4 Numre i Stedet for l for omtrent samme Betaling. For de nuværende Abonnenter, der ønske Bladet til Indbinding, ville de vigtigste Artikler i Oktober Kvartal blive samlede i 3 Hefter og sendte som sædvanlig, da det af flere Grunde er nødvendigt at begynde til Oktober. Det bemærkes, at det særlig er Frk. Kirstine Frederiksen, hvem „Dansk Kvindesamfund” har saa meget at takke for, der staar bag ved dette Forslag.” Taleren oplæste derefter Overslaget over Trykningsudgifter m. m. og nævnte Garantisummen, der maatte skaffes til Veje.


Højskoleforstander Dolleris havde i de 4 Maaneder, „Kvindernes eget Blad” udgik, læst det med stor Interesse. Frk. Jensen havde behandlet de sociale Spørgsmaal med dyb Forstaaelse og - som han syntes, fri for alle socialistiske Skyggesider.


Fru Stampe Feddersen var derimod bange for, at det vilde blive vanskeligt for Frk. Jensen at forene Arbejdet for de arbejdende Kvinder med „Kvinden og Samfundet”s hidtidige Virksomhed. Hun fandt det underligt, at man ikke her havde fremlagt Frk. Jensens tidligere Blad. Der var paa sine Steder en bitter Tone i dette, som man nødig skulde komme ind paa. Det var dog ikke nødvendigt at støde de bedrestillede Kvinder, ikke nødvendigt at være bitre mod de store for at hjælpe de smaa.


Frk. Redder ønskede at vide, hvor stor en Plads der skal overlades til Fagforeningsmeddelelser.


Fru B. B. Nielsen: „Forslaget staar paa, om vi skulle gøre denne Forandring eller om „Kvinden og Samfundet” skal gaa ind. Jeg er ikke i Tvivl om, hvad vi skulle. Jeg har ogsaa læst Frk. Jensens Artikler, - der er ingen Fare fra den Side. Er der virkelig en Fure mellem Over- og Underklasse - saa er alligevel det Princip, de arbejdende Kvinder arbejde for det samme som vort. Er deres Kamp neden fra mere som en Kamp for Brødet, saa er vor jo en Kamp for Kvindernes Rettigheder paa ethvert Punkt, - det kan godt forenes. Her er nævnt Ordet „socialistisk” - om det er Højre eller Venstre eller Socialdemokratiet, der hjælper os, er ikke det afgørende - blot det er Kvindesagsvenner. For øvrigt er vist netop „Socialdemokraten” det Blad, der staar mest sympatetisk over for vore Krav. Jeg mener, at vi have ikke meget at tabe ved denne Forandring, men vi have meget at vinde.”


Fru Laursen: „Jeg har holdt paa „Kvinden og Samfundet” til det yderste, men vi maa nu gøre lidt Indrømmelser, om vi ville, det skal leve. Det trænger til nyt Blod.”


Fru Stampe Feddersen: „Der var meget godt i Frk. Jensens Blad, men hun maa have en kraftig Støtte ved Siden. Fru Monrad agter jo ikke i Længden at blive staaende paa den Plads, saa dette er ikke tilstrækkelig Garanti. Vi maa ogsaa bibeholde alle vore gamle Interesser, f. Eks. ogsaa Behandling af de literære Spørgsmaal.”


Pastor Konradsen vilde blot gøre den korte Bemærkning: „enten maa vi gaa ind paa dette Forslag, eller Bladet gaar ind - fordi man nemlig ikke har nogen til at sætte ind i Redaktionen.”


Overretssagf. Christensen henstillede til Forsamlingen, om det ikke kunde overlades til Styrelsen at ordne denne Sag. - Eller skulde vi heller stanse? Efter de Oplysninger, der var fremlagt, synes det at maatte fastslaas som et sørgeligt Faktum, at der var saa lidt Interesse blandt Kvinderne for denne Sag. Maaske det ikke lykkes, før vi kunne gøre den grundige Forandring, at Bladet kan træde frem som Dagblad, men her ville Pengevanskelighederne jo blive endnu større.


Redaktør Videbæk: „Kunne vi undvære et Blad? Det er ikke her nødvendigt at gaa i Detailler. Jeg vil gerne personlig være med at tegne Garanti; der ligger megen Vægt paa at faa et Ugeblad. Ville Kvinderne da vise Sammenhold og fornuftig Agitation for at samle alle gode Kræfter om Opgaven, da vil den økonomiske Side af Sagen ogsaa blive bedre end hidtil. At bibeholde „Kv. og S.s” gamle Ideer og Interesser vil ikke falde vanskeligt, og den fornuftige Maade, man har fremlagt Overslaget paa, er en Borgen for, at det er vel overvejet og nok skal gaa.”


Frk. Annette Jensen maatte oplyse, at der har været Planer fremme og meget sandsynligt ogsaa igen vil komme andre Projekter frem om et Blad for de arbejdende Kvinders Interesser. „Dansk Kvindesamfund” staar i dette Øjeblik med en Chance for at kunne vinde disse Kvinders Tillid og derved opnaa Mulighed for Samarbejde. Lader „D. Kv.” dette Øjeblik ubenyttet, da ville andre forstaa at benytte det, og vi faa et nyt Kvindeblad, der dog vil blive ledet i en anden Aandsretning end den, vi ønske.


Nogen Forpligtelse vedrørende Fagforeningsmeddelelser eksisterer ikke - „jeg har kun bedt om at faa dem til Bladet for at faa disse Kvinders Krav frem for Lyset.”


Fru Stampe Feddersen vilde stille det Ændringsforslag, at det paalægges Styrelsen at sætte en kraftig Støtte ved Siden af Frk. Jensen som ansvarshavende Redaktør, - ogsaa naar Fru Monrad eventuelt træder tilbage.


Pastor Bertelsen: „Kunne vi ikke tilsige en kraftig Støtte, som Bladet er nu, uden at foretage den foreslaaede Forandring? Vi kunne ikke undvære de gamle Navne: Frk. Frederiksen og flere.”


Pastor Konradsen maatte atter gøre en kort Bemærkning: „Det er Frk. Kirstine Frederiksen, der staar bag ved alt dette.”


Enkelte, foruden de her nævnte, havde endnu Ordet for kortere Bemærkninger. Resultatet blev, at et af Pastor Konradsen stillet Forslag - i Forbindelse med Fru Stampe Feddersens Ændringsforslag - om at lægge Sagen i Bestyrelsens Hænder blev enstemmig vedtaget.


„Kvinden og Samfundet” udgaar da som Ugeblad fra 1. Oktober.


7. Næstsidste Punkt paa Dagsordenen var Valg af Fællesstyrelsen. Valgte bleve: Pastor Konradsen, Fru Jutta Møller, Frk. Frida Schmidt, Fru Anna Laursen, Frk. Hasselbalch og i Stedet for Højesteretssagf. Høgsbro og Frk. Eline Hansen valgtes Bibliotekar Elberling og Frk. Dabelsten. Til Stedfortrædere: Fru Bondegaard, Hr. Høgsbro og Frk. E. Hansen. Til Revisorer Hr. Bajer og Fru Bondegaard.


8. Næste Aarsmøde afholdes i Odense.


Som en meget vellykket Afslutning paa dette to Dages Fællesmøde bøde vore elskværdige Værter paa en længere Køretur (l 3 Vogne) i den smukke Egn ved Odder, og Gæstfriheden kulminerede hos Gaardejer Jens Petersen, Odder Mark, der beværtede hele Selskabet med Kaffe, og i hvis smukke Have man endnu tilbragte nogle fornøjelige Timer med Samtale, „Festtaler” og Sang. Ogsaa de alvorlige Strenge bleve her berørte. Pastor Konradsen lagde et Alvorsord ind for Sønderjyderne, for denne Forpost mod Syd, - om den skulde blive trængt længere nord paa, saa vilde vi nok komme til at mærke det. - Redaktør Videbæk oplyste, at uden for København var Odderkredsens „Sønderjydsk Forening” den største i hele Landet, idet den tæller ca. 600 Medlemmer.


Med Tak for al den udviste Venlighed rejste Deltagerne i „Dansk Kvindesamfund ”s Fællesmøde fra Odder, fra denne store Landsby, der tager sig ud som en lille Købstad, og hver paa sin Plads er „D. Kv.” delegerede atter i Gang med Arbejdet for Kvindernes Sag.