Kvinderaad og Kvindemøde

Det internationale Kvinderaad har holdt sit Møde i London, og samtidig afholdtes en stor international Kvindekongres, hvor alle Spørgsmaal vedrørende Kvindens Liv og Kaar drøftedes. Nu er vi igen spredte over den vide, vide Verden, alle vi, som var saa lykkelige at være med.

Vi har meget at berette, meget mere end „Kvinden og Samfundet” - selv om det bliver et Dagblad! - har Plads til. Men lidt af det vigtigste maa jeg dog meddele.

Jeg kom til London, en Uges Tid før Kongressen skulde aabnes, og fik derved Lejlighed til at overvære de sidste forberedende Møder. Ved et af disse spurgte Præsidenten, Lady Aberdeen, om de tilstedeværende Fremmede havde nogen Indvending at fremføre? „Fru Norrie, gjør Danmark nogen Indvending?” Mit Svar lød: „Fru Præsident, Danmark har ikke sluttet sig til det internationale Kvinderaad for at kritisere, men for at lære af alle de fremragende Kvinder, som er forsamlede her, og for at hente Støtte hos dem i vore Bestræbelser. Og jeg for mit Vedkommende er meget taknemmelig over, at det er faldet i min Lod at blive valgt som Delegeret til Kongressen.”

Dette var det Standpunkt vi danske delegerede indtog. Vi hørte efter og dannede os vore Meninger, og naar vi havde Bemærkninger at fremsætte, udtalte vi os; men da dansk Kvinderaad er saa ungt, og da der blandt de delegerede fra andre Lande var Kvinder, der have udrettet meget og som ville udrette meget her i Verden, saa søgte vi ikke at spille nogen fremtrædende Rolle.

Jeg har før meddelt, hvilke Danske man havde indbudt til at tale. Med Indbydelsen fulgte en Meddelelse om, at enhver Taler vilde faa 10 Minutter til sin Raadighed, og at man ønskede Manuskriptet saa betids, at det kunde trykkes før Kongressen; man vilde nemlig gerne ordne de forskellige Foredrag saaledes, at de, som hørte sammen, kom sammen. Endelig underrettedes man om, at det kun i ganske enkelte Tilfælde vilde blive tilladt andre end Forfatteren at læse et Foredrag op.

Hertil havde Foredragsholderne fra de forskellige Lande desværre ikke taget tilstrækkeligt Hensyn; mange Foredrag kom først sent, og de fleste vare meget for lange, saa Lederne af Kongressen faa nu et større Arbejde med at indskrænke Kongressens Forhandlinger til at fylde en Bog af nogenlunde rimeligt Omfang.

Et enkelt af de Foredrag, man ønskede fra Danmark, lagde man dog saa stor Vægt paa, at man strax meddelte os, at dersom Forfatteren ikke selv kunde komme, ønskede man det læst op af en anden. Det var et Foredrag om Kvinders Arbejde i Landbrug. Frk. Trap de Thygeson skrev da en Afhandling, som Frk. Elisabeth Gad gjorde os den Tjeneste at læse op. Snedkermester Sophy Christensen havde indsendt en Meddelelse om Kvinder som Haandværkere; men da hun paa Grund af vore sørgelige Arbejdsforhold ikke kunde komme til London, ønskede man, for ikke at gaa glip af hendes Foredrag, at faa det læst op af en anden, og Frk. Elna Mygdal, der som Lærerinde ved „Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder” underviser unge kvindelige Haandværkere læste da Frk. Christensens Foredrag op.

Der var endnu en halv Snes Foredrag af Danske, saa det var med en vis Undseelse, at vi i sidste Øjeblik indsendte et Foredrag om vore Friskolebørns Landophold. Vi fik da ogsaa Meddelelse om, at det næppe vilde være muligt at finde Plads dertil.

Men en af de sidste Aftener var Frk. Henni Forchhammer i et Selskab, hvor hun tilfældig hørte, at den næste Dag skulde et dansk Foredrag, der var indsendt, læses op af en engelsk Dame; dette var ganske vist aldeles mod Reglerne, men Emnet: Friskolebørns Landophold, var meget interessant, og da man ikke kunde finde Forfatteren, maatte man gribe til denne Udvej.

Frk. Forchhammer gav sig da tilkende som den forsvundne og atter genfundne Indsender og hun læste da selv Foredraget op.

Skønt der var forholdsvis mange danske Talere, var man altsaa ikke ked af os - tvertimod! Ofte hørte vi, at man satte Pris paa vor livlige Deltagelse i Kongressen.

Den Gæstfrihed, man viste os, var imponerende; men det vil blive for vidtløftigt at dvæle ved den her, jeg vil blot udtale den Taknemmelighed, vi sikkert alle føle.

Om selve Kvinderaadets Forhandlinger og de Bestemmelser, man der traf, skulle vi Delegerede give Meddelelse, naar „Dansk Kvinderaad” til Efteraaret atter samles. Kun et ønsker jeg endnu at omtale, før jeg slutter for denne Gang. Da Kvinderaadets Møder lagde stærkt Beslag paa os, fik vi desværre kun meget lidt Tid til at overvære Kongressens Forhandlinger, og jeg for min Person fulgte, udenfor Kvinderaadet, kun dem, der gjaldt Sygeplejen.

Dette Spørgsmaal spillede imidlertid en stor Rolle, saa jeg kunde ikke engang følge alle de Indbydelser, jeg modtog, for at overveje, hvorledes Sygeplejens Udvikling bedst kunde fremmes. Men ved at høre om, hvorledes man i et Land havde gjort et Forsøg, i et andet Land et andet, blev man mere og mere opfyldt af Tanken om, hvor stor Betydning det vilde have, om Sygeplejerskerne i de forskellige Lande vare knyttede nøjere sammen.

Da derfor Mrs. Bedford Fenwick ved et Møde i „the Matrons’ Council” foreslog Dannelsen af et „internationalt Sygeplejeraad”, blev dette straks vedtaget, og der nedsattes et Udvalg, der i Løbet af det kommende Aar skulde udarbejde Lovforslag o. s. v. Skønt jeg desværre var forhindret i at komme tilstede, gjorde man mig den Ære at vælge mig ind i dette Udvalg.

Det internationale Sygeplejeraad skal arbejde hen til fælles Fordringer med Hensyn til Sygeplejerskers Uddannelse i de forskellige Lande. Til Gengæld skulde da Sygeplejersker fra Jordklodens forskellige Egne, forudsat, at de tilfredsstillede disse Fordringer, kunne føle sig hjemme, finde Søstre, hvor i Verden de kom hen. Det er indlysende, at dette vil være en stor Fordel for de Sygeplejersker, der ønske at studere i Udlandet.

Da, derfor danske Sygeplejersker i Foraaret havde besluttet at danne en Forening med det Formaal at skaffe danske Sygeplejersker bedre Uddannelse og bedre Kaar, bad jeg dem, idet de stiftede deres Forening, strax at vedtage, at de vilde slutte sig til det internationale Sygeplejeraad.

Og saa kun disse Ord: jeg er blandt dem, der føle en oprigtig Taknemmelighed over at have været med til dette Kvindernes store Stævne.

Charlotte Norrie, født Harbou

København, i August.