Kvindekongressen i London

Det er ikke uden Interesse at sammenligne de Beretninger der fra den danske Kvindeverdens Repræsentanter officielt foreligger fra Kongressen London. Man faar et lille Indtryk af, at dersom alle disse spredte Kræfter fra Samfundenes forskellige Lag virkelig en Gang kan komme til at arbejde sammen, hvilken mægtig uimodstaaelig Hær vil det da ikke blive! Og man faar et Indtryk, der fylder en med et stort lysende Haab til Fremtiden, at hvad der endnu skiller, er i Virkeligheden ikke de store Principspørgsmaal - hvad Kvinder i alle Samfundslag anser for Ret og Retfærdighed, det er ikke væsentlig forskelligt, - men hvad der skiller, er egentlig blot dette: Mangel paa gensidig Forstaaelse, maaske endda særlig gældende Formalitetsspørgsmaalene. Den Dag Forstaaelsen er naaet, vil det frugtbringende Samarbejde komme al sig selv. Og at vi er godt paa Vej til at faa hinanden i Tale, bringer netop den i Sommer afholdte Kvindekongres i London et fuldgyldigt Vidnesbyrd om.

Fru Emma Gad, Bourgeoisiets Repræsentant, føler sig jo nok staaende lidt uden for de kæmpendes Rækker og har ikke helt været begejstret for at „al Verdens uvedkommende Damer, der havde lidt Penge til en Ferierejse, skyndte sig at melde sig ind i en Forening for at benytte denne enestaaende Chance til som Kongresmedlemmer at besøge London og faa Adgang til de fornemste Interiører, der ellers maa betragtes som Selskabslivets Allerhelligste”- men Fru Gad siger ogsaa: „Gid vi kunde tilegne os lidt af den Aand, der besjæler de bedste af dem (Londons fornemme Kvindeverden) og som faar højbaarne Damer som Lady Aberdeen og Lady Somerset til at føle sig som Søstre af enhver arbejdende Kvinde - ikke ved barmhjertig Velgørenhed, men ved sand og sund Interesse for de vanskelige sociale Spørgsmaal og ved utrættelig Virken for at højne Udviklingen gennem Kvinderne, paa hvem et Lands Fremgang og Trivsel i saa høj Grad beror.”

Den Kvinde, der kan sige dette, har i Virkeligheden taget sit Stade.

Fru Charlotte Norrie føler sig staaende som aktivt Medlem midt i den kæmpende Kvindehær og bringer lyse og livlige Beretninger fra det store Stævne. Det er en Glæde at høre, hvorledes Udlandets Opmærksomhed baade før og under Kongressen har været henvendt paa Danmark og hvorledes man stadig ønsker Oplysninger fra Danmark.

Vores smaa Hjerter banker af Taknemlighed mod disse faa Kvinder, der ude i det store Udland, blandt en Forsamling paa ca. 3000 Mennesker, har gjort deres Personligheder gældende, har repræsenteret vort lille Land - og gjort det med Hæder.

Fru Nelly Hansen, Arbejderkvindernes Repræsentant, berører dog de dybeste Strenge, her lyder Sukket fra den lidende Menneskehed: - „De delegerede optraadte i Fløjl, Silke og Kniplinger - efter nyeste Mode, syet af fattige Sypiger rundt paa Kvistkamrene i Verdens Storbyer. - Det store Spørgsmaal var der alligevel - for den, der kunde se igennem Glimmeret. Men Arbejderne var meget svagt repræsenterede - kun 2 af ca. 3000. Det store Spørgsmaal blev ogsaa behandlet og diskuteret - men det mindste af Kongressens Mødelokaler, og saare betegnende for den Behandling, disse Spørgsmaal fik - var det, at af alle de Kvinder, som fra de forskellige Lande skulde give Beretning om Fagorganisationerne, var Taleren fra Danmark den eneste, der nogensinde selv har haft behov at tilhøre en Fagforening.

Det var de selvstændige Kvinder, der gav denne Kongres sit Præg, - den Mængde af Kvinder, der har formaaet at gøre sig gældende, at udrette noget - at skabe sig en Stilling i det nuværende Samfund.

Som Helhed nærmest en stor selskabelig Sammenkomst, men ogsaa i sin Karakter af en saadan var den et uomstødeligt Bevis for den Revolution, der i de sidste Aartier er foregaaet i den almindelige Opfattelse af Kvindens samfundsmæssige Stilling. - Den økonomisk selvstændige Kvinde - der ikke behøver at ty til Ægteskabet som meste Udvej til Forsørgelse - er nu en Faktor, som Samfundet regner med - hendes politiske Selvstændighed er derfor kun et Tidsspørgsmaal og ikke

længere noget Problem.”

Vi skal i et følgende Nummer efter ”Vestsjællands Socialdemokrat” - hvor til Fru Hansen særlig er knyttet derved, at hendes Mand er Bladets Redaktør - bringe et Uddrag af Fru Hansens Foredrag paa Kongressen, der indeholder mange værdifulde Oplysninger om de danske kvindelige Fagorganisationer.

Naar Fru H. ligesom med et Suk betoner, at Danmarks arbejdende Kvinders Repræsentant paa Kongressen „var den eneste, der nogensinde har haft behov at tilhøre en Fagforening” - da se vi noget ganske andet end et sørgeligt Faktum heri.

Vi kan vel fastslaa, at endnu er det største Kvindespørgsmaal i Verden - for saa vidt det gælder de mange Millioner, Arbejderkvinderne, ikke trængt frem til den Plads i Kvindesags-Kampen, som det har Krav paa.

- Men at Arbejderne nu selv begynde at sende deres Repræsentanter - deres egne Talsmænd til saadanne store Stævner som det i London, at Danmark har været det første, - ja at Danmark endnu maaske er det eneste, der virkelig har kunnet det, det eneste Land, der har kunnet sende en Arbejderkvinde, der behersker fremmede Sprog og besidder den Udvikling og Intelligens, der overhovedet gør det muligt at kunne deltage i en saadan Kongres, - kan vi ikke heri se et Varsel for, hvad Fremtiden kan bringe?

- Maatte Danmarks Kvinder da paa den næste Verdenskongres, der skal afholdes om 5 Aar - kunne møde med positive Resultater fra et virkeligt heldbringende Samarbejde mellem alle Kvinder fra vore forskelligste Samfundsklasser - da ikke blot hævde vi den Plads, vi allerede har vundet.

- men vi bygge op paa det Samfund, vi tilhøre, saa Udlandet atter paa et nyt Felt, foruden alle de tidligere - spørger efter Oplysninger fra „Danmark”.