Af et privat Brev
Dresden, i Februar.
I Forgaars var vi til et interessant Foredrag af Dr. Klencke om „Slægtens Degeneration”; han er en ualmindelig Mand, som taler paa en ualmindelig Maade; han talte sig op til Begejstring og Liv og endte med at sige, at han egentlig havde mest Lyst til at tale hele Natten, men da han frygtede, at det ikke vilde behage Publikum, saa vilde han beherske denne sin Lyst og bryde af. Det havde for øvrigt slet ikke været saa galt, om han var bleven ved at tale noget længere; thi det er en saa sjælden Nydelse al høre et Menneske tale sig saa varm, at han glemmer, han er en Foredragsholder, der staar over for sit Publikum - bare føler sig som Menneske over for Mennesker - Mennesker, - der ikke plejer deres Sjæl og Legeme omhyggeligt nok -ikke vadsker sig nok, og som skal vadske sig mere og i det hele taget leve fornuftigere, end de gør, spise mere af Jordens Frembringelser end af deres Medskabningers Kød, gaa mere ud i den friske Luft og gøre mere Gymnastik. - Det er en sjælden genial Mand, og jeg havde som sagt gerne hørt paa ham mindst den halve Nat; men Sulten havde vel nok snart meldt sig og forstyrret vor aandlige Nydelse; thi vi havde ikke som de fleste blandt Publikum været saa praktiske at tage vor Aftensmad med i Lommen. Det er en Skik hos de borgerlige Sachsere, som morer mig, at de saadan ganske ugenert tager deres „Semmel” eller „Bemschen” med sig til Foredrag, i Teatret, Operaen, ja overalt. Naar de sidder og gumler paa deres Aftensmad midt under de højeste Kunstnydelser, da rører de med de beslægtede Filisterstrenge i mig; jeg kan saa godt se det uæstetiske deri - men - aa - den tiltaler mig, denne uforstyrrelige, gemytlige Borgerlighed; Herregud, de føler sig nu som hjemme i Kunstens Tempel - og jeg vil oprigtig tilstaa eder, at jeg selv forleden under Opførelsen af „Mignon” sad med en Pakke Kager i Skødet, og medens Frk. Wedekind med sin dejlige sølvrene Stemme sang „Kennst Du das Land”, nød min tyske Ledsagerinde og jeg vor medbragte Proviant. - Da jeg nævner Frk. Wedekind, maa jeg med det samme fortælle eder, hvad en saadan Operasangerinde som hun faar i Gage her i Dresden - 24000 Mark om Aaret, foruden hvad hun faar hver Aften, hun optræder, - men hun synger rigtignok ogsaa ubeskrivelig dejligt. - Der er endda flere af Sangerinderne ved Operaen, der faar langt mere. - I Fredags var jeg sammen med en Del Damer fra Pensionen til et stort Kvindesagsmøde. Her er nemlig i Rigsdagen bleven foreslaaet at forbyde Kvinder og mindreaarige Adgang til „socialistiske og anarkistiske” Forsamlinger og denne yderligere Indskrænkning i Kvindens Rettigheder og Selvstændighed vil de tyske Kvinder nu ikke taale. Vi gik til Mødet to Timer før det begyndte for at faa ordentlige Pladser; det lykkedes os da ogsaa at erobre et Bord omtrent lige foran Talerstolen og her kunde vi med vore store Ølkrus foran os iagttage Folk, som efterhaanden indfandt sig Det var et mærkelig broget og blandet Publikum, lige fra det fineste Aristokrati til de tarveligste Arbejdere de fleste var Kvinder, men der var dog ogsaa en Masse Mænd, baade fine Herrer og fattige Socialister.
(Sluttes.)
