Vore egne Vinduer

(Sluttet.)

Nogen polemisk Karakter har dette Blad ikke. Ikke heller bæres det af nogen udpræget selvstændig Aand, hvilket kanske kan forklares af, at Bladet kun udgør et Appendiks til et Dagblad.

Trods sit Navn er „Kvindernes Blad” lige saa lidt som noget andet nordisk Kvindeblad - saa vidt mig bekendt - i videste Mening et Organ for Kvindernes Interesser. Ogsaa her er Underklassens Kvinde „den stumme Søster”, som ikke har sit Ord med i Meningsskiftet. Bladets fjerde Side kunde i Stedet for Kogebog bringe Meddelelser om hende og fra hende, Meddelelser, som gennem at fremlægge hendes trøstesløse Eksistensvilkaar i Dagens Lys, kunde vække ikke blot Medlidenhed, men ogsaa Solidaritetsfølelse.

Initiativet til at højne de arbejdende Kvinders Stilling maa udgaa fra de øverste Samfundslag her som andet Steds, og først af alt maa de usle Lønforhold gøres kendte og bevises med Tal. Det er disse Lønninger mere end Arbejdet selv, der udsuger sine Ofre og udestænger alle Muligheder for Udvikling. Det er Lønforholdene, som i væsentlig Grad bidrager til at berøve den arbejdende unge Kvinde den nødvendige Modstandskraft mod en Storstads Fristelser.

Et Forsøg paa at blotte denne vor Civilisations dybe Skyggeside frembyder „Kvindernes eget Blad”, eller rettere har frembudt; thi Bladet maatte af Mangel paa nødvendig Grundkapital og Tilslutning inddrages. Dets Maal var just at slaa til Lyd for de arbejdende Kvinders berettigede Krav og i første Række vække Interesse for hende i de øverste Lag, at vise, hvor Trangen efter Lys og Luft, efter Oplysning og forbedrede Forhold rører sig lige mægtigt i Kvindens Bryst

paa Samfundslagenes nederste Trin saa vel som paa de øverste.

Det er derfor meget at beklage, at Foretagendet ikke kunde bære sig, at denne raabende Røst saa hastigt forstummede. Hvad den manede til, skal upaatvivlelig udgøre den nærmeste Fremtids Opgave. Thi vi, som har vundet Frigørelsens Fordele, har sikkert noget at godtgøre. Det ser ud, som om Kvindespørgsmaalet i flere Lande stanser i sin Udviklingsgang - som om den for et Øjeblik stanser sine Skridt.

Er der Hindringer paa Vejen?

Er det Mangel paa ny Synspunkter, som holder Bevægelsen tilbage?

Det er svært at tyde den Tids Tegn, hvori vi lever, men ligger det ikke nær at tænke, at Udviklingen nu er naaet en af Mærkepælene, maaske endda den allernærmeste, men hvilken den dog ikke kan komme forbi, før visse Vilkaar er opfyldte? Mon ikke Viseren staar der og siger: „Se tilbage! Se de talløse Skarer af Kvinder, som er blevne tilbage paa Vejen

eller ved Vejkanterne - tag dem med!”

Det er tilvisse sandt, at i vor Kamp for Lys og Udvikling har vi ikke taget de brede Lag med; i Striden for bedre Livsvilkaar har vi ladet dem være alene. Og dog er vor Skyld til dem ikke ringe. Thi det er aldeles sikkert, at Storindustrien, som har løftet Byrden fra Kvinden i de øverste Samfundsklasser og dermed muliggjort hendes Frigørelse, lagde den blot meget tungere paa Skulderen af Underklassens Kvinder. Vel findes der dem, som vil hævde, at Industrien ogsaa har frigjort den arbejdende Kvinde, idet den har ligestillet hende med Manden, men dette, der lyder saa kønt i Teorien, stemmer blot meget lidet med de virkelige Forhold.

Industrien har ligestillet Kvinden med Manden i Spørgsmaalet om selve Arbejdet, det er sandt, men som vi ved, strækker Ligestilletheden sig ikke saa langt som til de højst vigtige Lønforhold.

Og tillige - selv uden disse er det ikke Ligestillelse, thi Kvinden har faaet Fabriksarbejdet som et Plus til Hjemmets Arbejde, uden at Naturen derfor har øget Styrken af hendes Legemskonstitution.

Det synes da, som om vi virkelig har noget at godtgøre under disse Forhold.

Eller skulde Kvindernes Frigørelse og Løftelse alene være en Sag for de højere Klasser - et Privilegium for dem?

Vist er det, at et Organ med samme Opgave som „Kvindernes eget Blad” kan gøres behov saa vel her som i Sverrig - eller allerbedst: de spredte Stemmer fra Samfundenes forskellige Lag skulde forene sig til en eneste mægtig Røst, som kunde gøre sig hørt.

Til denne af en fremmed saa sympatetisk givne Skildring af danske Forhold og den dermed følgende alvorlige Henstilling til Overklassens Kvinder: at antage sig deres arbejdende Søstres Sag - skal vi tilføje en lille Slutningsbemærkning.

At vi helt og fuldt vedkender os den deri fremsatte Opfattelse følger alene deraf, at „Kvinden og Samfundet” - ved Siden af sine øvrige Interesser ogsaa nu har antaget sig den Opgave, som „Kvindernes eget Blad” slog til Lyd for: de arbejdende Kvinders Sag. Alene heri, at „Udsigterne” aabner sig, at „Kvindesagens” hidtidige Talsmænd lukker Døren op og inderligt gerne ønsker, at alle, der føler sig „stænget ude”, vil gaa med i Arbejdet for at løse Opgaverne - saa „Kvindesagen” virkelig helt og fuldt kan blive Kvindernes Sag - alene heri tør vi maaske se et lille Varsel for et frugtbringende Samarbejde mellem alle varmtfølende Kvinder i vort lille Land.

Vi har i dette lille Land meget, som vi kan være glade ved, stolte over - maatte vi Kvinder ogsaa nu

Lykke til at være med i første Række, hvor det gælder at vise Verden, hvad ærlig Vilje, Retsind, Medfølelse, et varmt Hjertelag, alt, hvad vi i vore smaa Forhold sætter højere end al Verdens Glans og Storhed, kan udrette for „lempelig at løse Lighedens Gaade” - denne Gaade, der staar saa truende for saa vel de store som de smaa Samfund i vore Dage - da er vi med at bygge en lysere Fremtid for dem, der kommer efter os.

Vel ved vi, at forskellige Opfattelser om mangt og meget maa gøre sig gældende, at der er modstridende Interesser i hver nok saa lille Sag - det vil jo alle Dage være saaledes, hvor der virkelig er Liv, men er vi os bevidste, at for os gælder det først og sidst Kvindernes Sag, da vil vi ogsaa være i Stand til at sætte det store over det smaa, at indordne de personlige Særstillinger under den fælles Fane - ikke tie med en ærlig Overbevisning, men taale, at ogsaa en modsat kommer frem, uden derfor at trække sig tilbage med en Følelse af at være forurettet.

Det vil ikke blive store personlige Ofre, der kræves af den enkelte, blot lidt god Vilje, lidt Rummelighed, lidt Hjærlelag, Kvinders Hjærtelag over for anderledes tænkende, der som den milde Søndenvind kan være langt stærkere end den barske Blæst fra Nord, dette Hjærtelag der virkelig kan udrette noget, selv om vi end ikke er mægtig nok til at „flytte Bjerge”. Er det derfor vor Hensigt, at vi søger Lys over alle de forskellige Spørgsmaal for virkelig at finde deres Løsning, - og ikke blot at debattere en Sag for Debattens Skyld, - da har vi vel ogsaa Haab om at kunne naa frem mod Maalet. Og er det vort Ønske, at kunne opnaa Forstaaelse mellem alle, der vil „bygge op” til fælles Vel, da tør vi vel ogsaa tro, at det skal lykkes til Held for os selv og for det lille Land, som vi dog alle er glade ved at tilhøre.