Kvindesagen
Det er blevet Mode i den senere Tid at slaa sig til Ridder paa Kvindesagen, og paa de svage Sind kan dette jo ogsaa virke forknyttende. Men denne Sag har dog heldigvis vokset sig saa stærk her hjemme, at den nok kan taale disse Angreb.
I Politiken for den 18. September har Dr. Hans S. Kaarsberg rettet et meget skarpt Angreb paa „Kvindebevægelsen” her hjemme. Dr. Kaarsberg siger, at han har fulgt denne med stigende Interesse - han maa imidlertid ikke have fulgt den paa en grundig Maade, eftersom mange af hans Angreb er aldeles ugrundede og vidner om et meget ringe Kendskab til „Kvindebevægelsens” Fremvækst her hjemme. Angrebet rettes paa „Kvindebevægelsen” og „Kvindesagen”. Dette er meget flydende Begreber. Hvem skal lægge sig Artiklens Ord paa Sinde? Der menes vel nærmest de Organisationer, igennem hvilke Kvindesagens Tilhængere har virket, og de Personer, som har virket gennem disse Organisationer. Da jeg hører til de Kvinder, som nu i en lang Aarrække har
virket for Kvindesagen paa forskellig Maade, vil jeg svare paa nogle af Angrebene - at svare paa dem alle vilde være uoverkommeligt.
Det erkendes i Artiklen, at Kvinderne har Grund til at ønske deres Stilling forbedret, og at der er sket Fremskridt, „men” - tilføjes der - „at Kvinderne - og Mændene og Samfundet - derved er blevne i Almindelighed lykkeligere, skønnere eller bedre, det indser jeg ikke.” - Kan dette ikke siges om enhver Bevægelse, især i det Slægtled, som arbejder paa Forbedringen, og hvor Utilfredsheden er vakt? Er Arbejderne nu lykkeligere eller bedre med al deres Utilfredshed og Misnøje end for en Menneskealder siden, da de ikke altid sammenlignede sig med de bedrestillede? Sikkert ikke. Men om en Menneskealder vil der dog ud af de bedre Kaar i Arbejderens Hjem være opstaaet større Lykke. Og ligeledes vil det gaa med Kvinderne; dette er en Overgangstid; de, som stiller Kravene, gaar stundom for vidt, og Brydninger fremkommer, som volder Smerte og Ulykke, men Maalet vil naas: Kvinden vil faa Lov til at være fuldt ud Menneske, og deraf vil opstaa større Lykke saa vel for Mand som for Kvinde. -
Jeg indrømmer, at der er enkelte af Kvindesagens Talsmænd, som har talt og skrevet med en Bitterhed, som er højst usmagelig, og gjort Kvinderne til Martyrer i alle Livets Forhold. Men i det hele og store kan dette ikke siges om Kvindesagens Forkæmpere.
I „Kvinden og Samfundet”, det eneste Kvindeorgan, som - skønt det har haft saa uendelig meget at kæmpe imod, - dog i Aar har bestaaet i 15 Aar! - har der staaet grumme mange gode alvorlige Artikler uden Spor af Bitterhed. Men om den Ting at blive bitre og Martyrer i de første Kampens Aar er Kvindesagens Tilhængere sandelig ikke ene! Jeg tror nok, at Arbejderbevægelsens Tilhængere overgaar dem!! Saa hvis Bitterheden og Martyriet fældede en Bevægelse, saa var Arbejderbevægelsen snart fældet.
(Fortsættes,)
