Literaturen og de sociale Bevægelser,

et Indlæg i Dagens Spørgsmaal

af Ida Johnsen, f. Jessen. (Sluttet.)

Da Grundtvig traadte frem, saa han, at nu lod Fjerdestand sig ikke længer holde tilbage.

De to forskellige Kirkeafdelingers Syn, kan man vel dele saaledes: Grundtvig brugte Religionen som „Middel” til at gennemsyre Kundskaben for Masserne. Indre Mission forkyndte Religionen som „Maal”.

Skønt Indre Mission vel i Tilhængerantal er større, har den dog staaet uden for de sociale Bevægelser, medens det Grundtvigske Parti har haft betydelig Indflydelse ved sin Virksomhed i Landbostanden.

Fjerdestand begyndte sin Rejsning med den Fordring: „Kundskab og derigennem Velstand!”

Indre Mission indledede sit Arbejde i den med den Fordring: „Nøjes med, hvad I har! En Arbejder har nok at leve af med 2 Kr. om Dagen; i det Rige, vi vil føre eder til, behøver I ikke Kundskab eller Sølv!” Men Modfordringen: „Ingen maa sige noget at være hans eget,” blev ikke indfriet. Havde Missionens Præster og Forkyndere afgivet, hvad hver især havde over 2 Kr. daglig for sig og 7-8 Børn, havde Slagmarken været deres. Det var saadanne Midler, Kristus brugte, for i tre Aar at vælte Verdenssamfundet ogAartusinders Traditioner, som Digteren saa skønt og enfoldigt siger: „Fattig han gjorde sig med Flid, rige blev vi til evig Tid.”

Hans Tjenere faar ikke Fordringen honoreret for bedre Køb, og det liste sig, at Kirken ved denne Fordring lagde et Bitterhedens og Mistænksomhedens Svælg mellem sig dg Arbejderbevægelsen, der i Tidens Løb snarere er bleven uddybet end formindsket. Det er at haabe, at det Arbejde, der i de sidste Aar er begyndt i denne Retning af nogle af Hovedstadens Præster og andre,- maa mødes med Forstaaelse og hjælpe til at lukke Svælget.

Gennem Presse og Literatur kunde Indre Mission utvivlsomt have vundet en Del af det tabte Terræn, da Trangen i den Retning stedse er stigende, men fra den Side kom intet, der greb ind i Arbejdernes Livsvilkaar, som f. Eks. Thyregod o. a. har grebet ind i Landbostandens Indre Missionstidende, der har været deres mest folkelige Organ, har ikke skiftet Stof fra den begyndte for ca. 50 Aar siden.

Kristeligt Dagblad søgte vel at raade Bod paa denne synlige Mangel, men det har foreløbig gjort sig upopulær i mange Kredse, dels ved en uheldig Fremstilling af Prostitutionen, hvori den udpenslede denne med Farver, der endnu aldrig er benyttede i vor hjemlige Literatur; det er jo ogsaa en Sag, som det altid vil være vanskeligt at diskutere i et Dagblad. Senere har det ved Udfald mod Kunst og mod vor Nationalsang „Den tapre Landsoldat” rørt ved Folkets ømmeste Side. Den sidste er elsket fra Slottet til Husmandens Bo med en inderlig og højst anstændig Kærlighed, helliget ved alt det Blod, som Landets Sønner har udgydt med den paa Læberne sendende en Martyrhilsen til den Pige der saa gerne havde taget Del i Fare for at redde Fædrelandet. Hver Dreng og Pige har sunget den uden noger blasfemisk Bagtanke ved Allusioner til hans sataniske Majestæt, hvilken Herre der dog ogsaa i vor Tid blive gjort altfor megen Stads af! - Dyb rodfæstet i Nationen ligger to frem herskende Egenskaber: Kærlighed til Kunst og en stærkt udviklet humoristisk Aare, som har avlet Thorvaldsernog Holberg og alle de andre herlige uforglemmelige Navne paa alle Kunstens Omraader. Folket ser med ærbødig Beundring op til disse, og til deres Frembringelser med umiddelbar naiv Glæde, uden nogen smudsig Bagtanke og forarges ved at se en saadan forudsat.

Har Fjerdestand lidt ved, at den ene kirkelige Retning forlod den og den anden ikke forstod den, saa har dens Døtre dog maattet undgælde dyrest, hvilket især falder tungt i Øjnene naar man sammenligner dem med der Del af Landbostandens Døtre, der har nydt godt af Højskolelivet. Nu er Fjerdestands Døtre en Magt paa Arbejdsmarken i Byerne og vil vel næpp forlade den igen. Mellemstandens Døtre maa herefter selv lære at udrette deres huslige Arbejde, som de allerede i mange Tilfælde er begyndt paa, og de kan vist have Gavn deraf da de maaske var i Færd med at blive lidt overciviliserede. De maa imidlertid gøre Skridtet fuldt ud og vise sig endnu mere fintfølende ved at tage Fjerdestands Døtre op som Søstre, glemme Traditionerne, der dog om faa Aar er udslettede, og de maa hjælpe dem over de uhyre vanskelige Skær ved Overgangen. Der er mange af de unge Piger, der allerede ser, at Vejen til Lykke ikke gaar gennem Varietéer og Natkaféer, men gennem Sjælens Udvikling. Der er paa den anden Side nok af oplyste Mænd og Kvinder, der med Glæde frivilligt giver af deres Kundskabsrigdom.

Fru Emma Gad har gjort en udmærket Begyndelse ved at stifte „Hegnet”, hvor søgende og ydende alt en Tid er mødtes. Det vilde visselig være et stort Gode, om der paa det kraftigste blev taget fat i den Retning baade paa mundtlig og skriftlig Vis, At vi takker - vi vil kalde dem „den frie Literaturs Mænd” - for den Støtte, de har været for Kvindebevægelsen, da alle andre manglede Forstaaelse af den, det er vor Pligt men en Opfordring eller en Henstilling til at fremføre andre Maal, end der i den nyeste Literatur ofte er fremkomne, er et uomstødeligt Ønske saa godt som over hele Linien. Vi, der har Byrden af alle Universets smaa Ting og har maattet bære denne i Aartusinder, føler større Trang end Manden til at se ud over de vide Horisonter. Men ud fra dette Ønske eller denne Opfordring er det ikke Hensigten at bane Vej for den Sten, der kastes paa een eller flere Forfattere. Her bærer hele Samfundet Skylden - hver Mand og hver Kvinde fra den hæderligste til den mest mærkede.

Gartneren (i dette Tilfælde Digteren) kan kun bringe af de Vækster eller Frugter til Markedet, som Jordbunden (Samfundet) frembringer. De daarlige Frugter, der satte den stærke Kritik i Bevægelse, var avlede i vor hjemlige Jordbund, men hverken du eller jeg kan siges fri, een for aktiv, en anden for passiv Skyld.

Den nye Tid er i social Henseende rullet frem med en Magt og Vælde,

der overvinder al Modstand. „Den frie Literaturs Mænd” kan med en vis Sandhed sige: vi saa, derfor magtede vi, ingen anden Literatur har endnu kunnet slaa vor til Jorden!”

Oppositionen er nu ved at gaa over paa den modsatte Haand af, hvor den var før. Hvem der i Fremtiden vil faa Overtaget, vil vel bero paa, hvem der ser klarest, hvad Tiden bærer i sit Skød.

Men Kvinden vil aldrig kunne skydes bort fra den Vagtpost, hun i Følge en Naturlov har haft gennem alle Tider hvor hun trods alle Storme har staaet fast og hvor hun vil vinde og beholde Sejer.