Kvinders Arbejdskaar
Man hører jævnlig den Anke rettet mod vore unge Arbejderdøtre fra saa vel By som Land, at det hovedsagelig skal være deres Lyst til Fornøjelse, Ulyst til virkeligt Arbejde og meget mere i samme Retning, der drager dem fra Landet til Hovedstaden og videre fra den tjenende Stilling i Hjemmene ind i Fabriks- og Industrilivet.
Dette vil dog sikkert ved nærmere Eftersyn vise sig at være en meget stor Vildfarelse.
Der er Kvinder, derfra Morgen til Aften kan sidde taalmodig over et slet lønnet Arbejde, som lige til Nød kan indbringe det tarveligste Livsophold, og som kan fortsætte dette Arbejde fra Dag til Dag, fra Aar til Aar uden andet Udbytte og uden anden Udsigt end at holde, ud saa længe, til de kan gaa bort lige saa stille og ubemærket, som de har levet. Disse Kvinder maa dog sikkert have andre Grunde end „Fornøjelserne” til at foretrsakke en saadan Tilværelse frem for den tjenende Gerning i et Hjem, thi Fornøjelser faar de vitterlig ikke mange af.
For yderligere at dokumentere, hvor fejlagtig den gængse Mening om til Ekspl. Syerskernes moralske Levevis er, kan anføres nogle statistiske Oplysninger: Beretning til Justitsministeriet om Københavns Politi. *) „Langt det største, Antal Kvinder, som blev „hentede” af Politiet, var Tjenestepiger uden Plads og Piger, der levede af tilfældigt Arbejde; deres Tal udgør 228. Derefter, kommer saadanne Piger, som har Tilhold hos Forældrene, af dem var der 81. Derimod synes Syerskerne og Fabrikspigerne at være langt bedre end deres Rygte; Syerskernes Tal er kun 45 og Fabrikspigernes 59. Med Strygejomfruerne staar det ikke nær saa pænt til; der findes jo næppe i København 10 af disse for, hver 100 Syersker og alligevel har ikke mindre end 51 Strygejomfruer maattet melde sig hos Politiet. Imidlertid fremgaar det af Statistiken med megen Tydelighed, at det er Mangelen paa Beskæftigelse, der i de allerfleste Tilfælde driver de unge Piger ind paa de vilde Veje.”
Af disse Politioplysninger synes det da at fremgaa, at det saa langt fra er de daarligste Karakterer, der gaar til Fabriks- og Industrilivet; at det tvert imod taler højt til Ære for vore organiserede kvindelige Arbejdere, at de i moralsk Henseende staar højere end andre Arbejdsklasser, som endnu ikke har Sans for Sammenholdets Betydning.
At der alene af unge Piger, der har Tilhold hos deres Forældre, er omtrent dobbelt saa mange under Politiets Opsigt: (81) som af den store Hær paa 12000 Syersker (45), er vistnok en Oplysning, der maa vække Forundring, og som kan give Anledning til adskillige Betragtninger.
Men Paastanden om, at det skal være Lyst til „Fornøjelser” og Ulyst til Arbejde, der driver Kvinderne ind i Fabrikerne og op paa Kvistkamrene, synes med disse Oplysninger at være slaaede til Jorden.
Disse Kvinder har deres Arbejde at leve af og ikke andet. Og følgelig: naar Arbejdet ikke giver mere end det knappe Brød, saa faar de ikke andet.
Men alligevel. De vælger denne Tilværelse. De foretrækker den frem for en tjenende Gerning i et fremmed Hjem med større Løn og dog vist som Regel bedre Brød. - Kan her da ikke ogsaa være Anledning til alvorlige Betragtninger? Hvorfor foretrækker de en saadan Fattigdoms-Tilværelse?
Maa de da ikke have indhøstet nogle Erfaringer fra andre Forhold, der faldt dem endnu tungere end disse?
Paa anden Maade synes det ikke at kunne forklares. Er en Tjenestepigegerning da saa tung, at hvem der paa nogen Maade kan opholde Livet foruden, unddrager sig den? Og hvad er da det, der gør denne Hjemmenes stille, rolige Gerning saa frygtet for netop gode og flinke Piger?
Det er, ganske sikkert ikke selve Arbejdet. Husgerning ligger saa naturligt for de allerfleste Kvinder, at det er noget af det allerletteste at lære. Det maa være noget andet. Der kan jo tænkes flere Grunde, men den stærke Tilstrømning til Fabrikslivet giver nogle Fingerpeg, som det dog mulig kan være gavnligt at være opmærksom paa. Hvad byder da Fabrikerne frem for Hjemmene? Først og sidst den bestemte Arbejdstid og den bestemte Hvile- og Fritid. Der er aldeles ingen Tvivl om, at her ligger det afgørende Moment, der drager fra den ene Side og til den anden.
Det bliver regnet for en Ære for en Tjenestepige at blive „gammel i Gaarde”, hvad det visselig skal vedblive at være, saa længe et Samfund ikke har sat sin moralske Ballast over Styr.
Men en ikke mindre Ære tilkommer den Husmoder, der virkelig er i Stand til at holde sine Piger, til de bliver „gamle” paa Stedet. Og den Pige, der „aldrig kan være nogen Steder”, og den Husmoder, der „aldrig kan holde sine Piger”, kan gaa lige op. De er lige gode begge to. Det er Husmødrene, der opdrager Tjenestepigerne. Som de bliver behandlede, naar de som unge bløde, bøjelige 14 Aars Børn kommer ud i Verden - saadan bliver de. Den Husmoder, der forstaar at byde sine Piger et Hjem med Hjemmets Fred og Glæde, vil selv høste Fordel deraf. Den, der aldrig kan „holde Piger”, bør agte paa det Vink, som Fabriksforholdene giver, og tilstaa sin Tjenestepige lidt mere Fritid end den obligatoriske „hver anden Søndag”. Hvor er det overhovedet muligt, at et ungt Menneske, der endnu, ejer lidt af Ungdom og Livsglæde, skal kunne bevare Interessen for en Gerning, der stænger dem ude fra alt andet end Arbejde og Pligt. Unge Mennesker, der virkelig kan dette, fortjener lidt mere end 26 halve Søndag-Eftermiddage fri om Aaret. Ikke en Gang saa megen Fritid, saa de virkelig kan lære at bruge den, blot saa megen, som de behøver til at „slaa sig løs ” i.
Har vi derfor ogsaa unge Piger, der søger til Fabrikerne af den Grund, at de dog saa har nogle Timer af Dagen eller Aftenen, som de kan kalde deres egne - hvor de kan føle sig fri, hvor de mulig ogsaa søger lidt uskyldig „Fornøjelse”, da skal vistnok ingen, som har fuldt op af baade Frihed og Fornøjelse, særlig bebrejde dem dette.
*) Her efter „Politiken”.
(Fortsættes.)
