To Bøger

Den store Magt. Bodil.

(Af Johannes Vedel.) *)

Blandt alle de mange Bøger, der har Aaret 1898 til Fødselsaar, er der to, som vistnok vil leve en Del længere end de fleste af deres jevnaldrende Kammerater. Det er Zakarias Nielsens: „Den store Magt” og Vilh. Mallings: „Bodil”. De behandler nemlig fint og fængslende et Emne, som baade er vanskeligt at røre ved og som det vil vare mange Aar, før det bliver gammelt og udtømt - om det nogen Sinde bliver det.

Det er Skilsmissespørgsmaalet.

Z. Nielsen har maaske nok ikke just taget Sigte paa dette Spørgsmaal, saa man kan sige, hans Bog drejer sig derom. Mulig at det mere har staaet ham for Øje at give et Billede af Kampen i et ungt Hjerte, der er greben af Tonen fra Himlen, men samtidig ogsaa greben af Tonerne fra Jorden, saadan som de bedste Toner herfra kan klinge sødt og fortryllende i Menneskebarmen. Men Skildringen af denne Kamp fører alligevel Tanken hen paa Skilsmissespørgsmaalet, og Bogen bliver et Indlæg i dette Spørgsmaal, hvad enten Forfatteren har tilsigtet det eller ej. Og det samme gælder om Mallings Bog; kun her rykker Spørgsmaalet endnu stærkere ind paa Livet.

I. Den store Magt.

Z. Nielsen kalder sin Bog: „Den store Magt”. Om han i Stedet for havde kaldt den: „De store Magter” eller „To Stormagter”, havde Navnet maaske nok været vel saa rammende.

Der er nemlig to store Magter, som optræder, to Magter, som kæmper om Herredømmet i de to Hovedpersoners Liv, der skildres, og hvilken af Magterne det er, som tilsidst gaar af med Sejren, det er egentlig det store Spørgsmaal.

De to Magter er Ungdomskærligheden og den kristelige Lære. Hvilken af disse Magter det er, Forfatteren har ment, da han gav Bogen Navn, skal jeg ikke sige, men de Anmeldere, som har givet deres Mening tilkende derom, har vistnok alle været enige om, at det maa være den sidstnævnte, der er ment.

Og tilsyneladende kan det ogsaa se ud, som det er saaledes. Bogen slutter med, at de to Mennesker, hvis Livsskæbne er lagt frem, bøjer sig for det Krav, deres i den kristelige Sædelære opdragne Samvittighed stiller til dem. De forsager deres Ungdomskærlighed og giver Afkald paa den Livets Lykke, som denne anden Stormagt havde stillet dem i Udsigt.

Tilsyneladende kan det se ud, som, det er Ungdomskærligheden, der maa bukke under, og den kristelige Sædelære sejrer. Men det er ogsaa kun tilsyneladende. I Virkeligheden har

Ungdomskærligheden sejret, thi den beholder Valpladsen: Hjertet.

De prøver nok paa, begge de unge Mennesker, at udrydde Kærligheden, de gør ærlige Forsøg derpaa, men det lykkes ikke. Det stadfæster sig her, hvad der staar i den gamle Folkevise:

„Naar Ildebranden kommer, den slukkes

kan med Vand,

men Kærlighedens Flammer de ej

udslukkes kan.”

Mod Bogens Slutning hedder det om den unge Mand Jørgen Bang, som ved Forholdenes Magt i en skæbnesvanger Stund er bleven lænket til en anden Kvinde end hende, han elskede:

„. . . . Han følte med Hjertets Vished, at der, saa længe han aandede, vilde rinde et Væld i ham, der aldrig vilde glide over i hans Hustrus Livsstrøm, et lønligt Kildespring af Minder og Tanker, der vilde risle over hans Sind, hver Gang hans Forestillingsevne dannede Billedet af - en

anden Kvinde.....Hvordan mon Marie nu havde det? Han saa hende aldrig mere .... men to klare Øjne stod for ham og saa ind i hans . . . Og som han gik der frem og tilbage paa Gulvet med Synernes skiftende Billedrækker for sine Øjne, kom hans Kærlighed over ham med en Vælde, som aldrig før. Aa, Marie! Nej, nej, han kunde jo ikke holde Livet ud uden hende! Hendes Kærlighed var blandet ind i det bedste, der levede i ham, i hans Manddomslængsler, i hans Udve mod Skønhed og Lykke, den var blandet i hans Blod og var den Kraft, der holdt ham oppe ....

Saa mange, mange Haab var jordede i ham siden hin Tid, hans Kærlighed var styrtet sammen, hans Drømme blevne til hviskende Minder. Men saa sikkert som han følte, at der havde væj-et noget helligt ved hans Kærlighed, saa sikkert følte han, at den havde været og vilde vedblive at være ham til Velsignelse. .

Der var noget i Maries Brev, som han aldrig kunde glemme, de tre Ord: „et virksomt Liv”. De velsignede Ord! Hvor havde de styrket ham, hvor havde de spredt Trøst over hans Sind ved at lade ham se et Skær af Forsoning over hendes Fremtid.”....

Saadan ser det altsaa ud hos Manden, der er bleven knyttet til en anden Kvinde. Og Marie, hvordan har hun det?

Det er sagt med nogle faa Ord. De findes i et Brev, som Jørgen Bang nogle, Aar efter faar fra en god Ven, der bor i Nærheden, hvor hun opholder sig:

„Jeg kan hilse fra Marie. Hun er en stærk Kvinde, til rig Velsignelse for Egnen. Jeg saa hende i Gaar ved et Bryllup i Kirken. Hun var saa køn i sin Alvor. Da vi sang Ordene: „Men Gud ske Lov i Vorherres Stad for evig samles de hjertenskære,” saa hun i Selvforglemmelse op mod Hvælvingen, og der kom en Glans af overjordisk Fortrøstning i hendes Øjne.”

Jo, den gamle Vise har Ret: Kærlighedens Flammer de aldrig slukkes kan.

Men nu Læseren, hvilken Side stiller han sig paa?

Det Spørgsmaal er ikke vanskeligt at besvare. Der er vist ikke en eneste Læser, som lader Hjertets Stemme raade, uden han eller hun sidder og har ondt af det for de to stakkels Mennesker, der ikke kunde faa hinanden. Man vilde saa inderlig gerne have undt dem den Lykke at følges ad de to, som gerne vilde sammen være og som havde Betingelser for at faa noget ud af Livet sammen.

Men foruden Læseren er der endda nok en til, som sidder og har ondt af det for de kære unge Menneskers Skyld, en, som gerne havde set, at Snorene for dem kunde have faldet paa lifligere Steder. Og denne ene er Gud selv.

Det er noget af det bedrøveligste her i Verden, at vi tit giver Gud Skylden for Menneskers Fejlgreb og Forvildelser og trøster os ved, at det er ham, der har lavet det saadan eller saadan for os, medens Sandheden er, at han hellere end gerne vilde sparet Menneskene for megen Pine og Kval, som Egenvilje og Uforstand førte dem ind i. Men han maatte lade det gaa, som det gik, for ikke at krænke sin egen Frihedslov, skønt hans Hjerte blødte derved.

Det er det sørgelige, det tragiske i Menneskelivet, at disse to Magter: Kærligheden og Kristendommen, skal optræde som hinandens Fjender.

Selvfølgelig skulde de ikke.

Selvfølgelig har det aldrig været Guds Mening, at, det ædleste og bedste, som han indaandede i Menneskebarmen i Tidernes Morgen, skulde være en Magt, som han senere hen skulde have at strides med og gøre alt muligt for at undertrykke. Selvfølgelig var det ikke Meningen, da Gud skabte Mennesket i sit Billede og bagefter delte det i to, i Mand og Kvinde, og indgav dem denne uslukkelige Kærlighedsdrift og Længsel efter hinanden, det var ikke Meningen, at denne Længsel Livet igennem skulde være som et aabent Saar, en hemmelig Vunde, der aldrig læges.

(Fortsættes.)

*) Modtaget fra Forfatteren i Foraaret 1899; forsinket af Mangel paa Plads.