Agnes

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)

(Fortsat.)

Hun adskilte sig ubetinget fra alle andre, saa vel i Udseende som med Hensyn til sin Dragt. En snehvid Beduinerkappe hængte fra Skuldrene ned til Fødderne og faldt i lige Læg omkring Livet, ikke dølgende, men snarere fremhævende Liniernes Skønhed. Den lette elegante Hat sad lige paa Hovedet og derunder tittede ligesom tilfældigt nogle mørke Lokker frem. Hun var stilfuld fra Hoved til Fod, rank og fin. Men der rørte sig i hele hendes Væsen, i den Maade, paa hvilken hun løftede Hovedet og trak paa Skuldrene, en høj Grad af Stolthed og selvbevidst Overmod. - Jeg kunde ikke lade være at betragte og beundre hende. Ogsaa andre Kvinder havde jo klædt sig i deres bedste Klæder, men paa dem saa man kun altfor tydeligt, at de ikke bar dem hver Dag, og derfor følte sig fremmede i dem. Hun derimod bar sit udsøgt elegante Toilette med en saadan Lethed og paa en saa overlegen Maade, at man straks saa, hvor hjemmevant hun var i det.

Hvem kan denne Kvinde være? spurgte jeg mig selv. Er hun finsk, saa maa hun tilhøre de højere Kredse, og tilmed være kendt med de store Verdensstæder. Men hvordan havde hun da forvildet sig hertil?

Jeg søgte at læse Svaret i hendes Ansigt, men kunde ikke komme til noget Resultat. Hun lo og snakkede i et væk og lod ikke til at bryde sig om Sangen, som atter var begyndt.

Jeg opdagede pludselig, at al min Opmærksomhed var rettet paa hende, og at jeg ikke fulgte Programmet. Jeg nærmede mig Estraden for at høre Festtalen. Den var smuk, varm, fuld af Fædrelandskærlighed. Jeg var lutter Øre og havde kort efter aldeles glemt den ukendte Skønhed. Da Talen sluttede, istemte jeg af alle Kræfter et almindelig lydeligt Leveraab for Fædrelandet. Vistnok tog jeg mig lidt komisk ud, naar jeg viftede med Armene og raabte saa højt, jeg orkede, uden at tænke paa, at det hverken var kvindeligt eller æstetisk. Jeg var rød helt op til Haaret, og min Røst var bleven hæs, da det sidste og niende Leveraab forstummede.

I det samme hørte jeg nogen bag ved nævne mit Navn.

Jeg vendte mig om, og var ved at falde om af Forundring. Der stod jo den fine fremmede Dame og betragtede mig smilende.

- Kender Du mig ikke, Lissi Jeg traadte et Par Skridt tilbage

Nej aldrig i Livet, tænkte jeg i mi stille Sind, men i det samme gik de op for mig:

- Agnes!

Hun strakte sin Haand ud, jeg tog den med hjertelig Glæde.

Hun var saa høj, saa værdig og fin. Ved Siden af hende saa jeg ud som en Landsbypige. Aldrig havde min egen Ubetydelighed været mig saa iøjnefaldende og saa foragtelig som dette Øjeblik. Hun smilede.

- Naar er Du kommet hertil! Du kunde kende mig?

- Kende dig! ja i samme Øje blik jeg saa dig!

Hun smaalo atter. - Hvad i Verden lo hun af? Jeg begyndte at blive forlegen, men vilde ikke have, at hun skulde mærke det.

- Du vidste maaske, at jeg boede her?

Jeg skulde kendt dig hvorsomhelst - især hvor jeg saa dig saa begejstret som for et Øjeblik siden.

- Ja, ja saa!

Jeg blev mere forlegen, thi nu forstod jeg, hvorfor hun lo.

- Du er den samme Lissi, ganske den samme som før.

- Ja naturligvis! Hvorfor skulde jeg forandre mig? stammede jeg ligesom for at undskylde mig.

- Nej, - allerede i Skolen var der ingen, der ved festlige Lejligheder kom saadan i Begejstring som du.

Jeg saa paa hende, og min Røst var lidt sikrere end før, da jeg spurgte:

Blev du, Agnes, da ikke greben før?

- Af hvad?

- Af Kærlighed til Fædrelandet.

- Som den Tale der skulde vække? Hun fortsatte smilende:

- Nej, det greb mig da virkelig ikke det ringeste.

- Men det var dog en ualmindelig smuk Tale!

Hun trak paa Skuldrene, ironisk, medlidende, ringeagtende:

- Barnagtigheder.

- Kanske du aldrig bliver begejstret over nogen Ting?

- Nej, jeg synes, at saadan noget er bare Naivitet.

Jeg forstummede. Mine bedste, helligste Følelser var bare Naivitet, om mere udviklede Mennesker gjorde af. Jeg blev baade forarget og skammede mig. Instinktmæssig vilde jeg modsige hende, men det var maaske kun en Følelse af saaret Egenkærlighed. Allerede i Skoletiden var hun mig overlegen, hvor meget mere ikke nu, da hun i flere Aar havde rejst og levet i den store Verden, hun havde udviklet sig frit og udvidet sin Synskreds, mens jeg havde levet i Provinsbyens indelukkede Luft og var uhjælpelig ladt tilbage.

Agnes afbrød mine Betragtninger.

- Du er vel gift? sagde hun.

- Ja.

- Hvad er dit nuværende Navn. Lissi ?

- Reiola.

- Ja vel, Lissi Reiola. Din Mand er?

- Advokat.

- Ja vist, jeg har jo hørt det. Jeg studsede. Hun fortsatte:

- Jeg for min Del har ikke byttet Navn. Jeg hedder vedblivende Agnes Verther. Du har naturligvis Børn?

- Tre. - Du kommer da og hilser paa os?

- Ja.

Et Kvindekor optraadte paa Estraden og jeg vendte mig om for at høre paa det. Jeg syntes, de sang Saa aldeles uimodstaaeligt, og jeg applauderede ivrigt lige som de andre.

(Fortsættes.)