Kirken og de rige - Kirken og de fattige
Andendags-Mødet begyndte med Forhandling om ovennævnte Emne - indledet af Dr. Nørregaard og Prof. H. Westergaard saaledes, at Dr. N. søgte at fremkalde Forstaaelsen, og Professor W. rejste Anklagen mod Kirkens Brøst.
„Gud vil, at alle Mennesker skal komme til Sandhedserkendelse - alle.
- Kirken er baade for de rige og for de fattige. Herren og hans Apostle havde dog mere med de fattige at gøre end med de rige - de forkyndte dem det glade Budskab. De vise, de mægtige - de, der var noget i Israel, havde ikke videre Brug for Kristi Evangelium - de, der havde Brug for det, var de fattige. Lettere kan en Kamel gaa gennem et Naaleøje, end en rig give Afkald paa, hvad han har. (Ved et „Naaleøje” forstaas den snevre Indgang som fandtes i hin Tids Bygninger ved Siden af Byporten - det var ikke umuligt - men vanskeligt for en Kamel at komme der igennem. Byrderne maatte læsses af den og saa maatte den ned paa Knæ, hvorefter den blev trukket gennem den snevre Aabning.) Et Menneske derimod har sit fri Valg, han raader for sin egen Skæbne.
Udbyttet af Herrens og hans Apostles Virksomhed blev da uimodsigeligt dette, at der ikke blev mange rige og ansete, der vilde have med ham at gøre, men overmaade mange fattige.
Er det mon anderledes nu? Er det bleven lettere for den rige at aflæsse sine Byrder for at komme igennem „Naaleøjet” ? Er den Omdannelse sket, at de rige vil have med Kristus at gøre - de fattige ikke? Det ser saadan ud, som om Kirken er bleven de riges, og de fattige bliver uden for Kirkeporten.
Er det saa? - Det er ikke saadan, men det ser saadan ud.
Udviklingen har ført med sig, at Præsterne har følt sig meget nøje knyttede til Statsmagten; de kristne og deres Talsmænd følte sig forpligtede til at holde fast paa denne Statsordning og stillede sig fjendtlig til alle Bevægelser, der nede fra kom som Opposition til denne Statsmagt og Kirke.
Der er Skyld paa begge Sider. De rige og mægtige, der holdt sig til Statsmagten, vilde ikke se, hvad der gik for sig - fristedes til at lulle sig selv i Dvale med et: alt er Guds Ordning. De fattige samlede hele Begæret om at faa Kaarene i denne Verden ændrede - den evige Herlighed blev for dem noget, der ikke ænsedes. - Det lader sig ikke nægte, at dette dobbelte Forhold blev vanskeligt, - Præsterne fristedes til at bøje sig for den, der havde Magt, blev tilbøjelige til at lade de fattige blive staaende i Døren, mens kun de rige kom indenfor, tilbøjelige til at bruge haarde og strenge Ord til den ene Side, men ikke til den anden.
Evangeliet er givet til alle, men kun tilgængeligt for dem, der vil lægge deres Byrder ned og lade Kristus drage dem til sig. Fattigdommen alene bringer heller ingen ind i Gudsriget. Men gør den kristne Menighed sin Gerning og siger Sandheden uden Persons Anseelse, vil det som i Apostlenes Dage blive de fattige, der samtidig lytter til Guds Ord og giver deres Hjerter til Gud.
Hvorledes Forholdene end udvikler sig - der er jo Spaadomme, der siger, at Frafaldet skal blive stort: en rig Verden, der vrager Guds Rige, fordi det er for fattigt; - hvad der kan gøres for at mildne og bøde paa de store Brøst - det skal gøres. Og vi har den store Trøst for den kristne Menighed, at hver den, der er af Sandhed, skal høre Guds Røst, den gode Hyrdes Røst, han leder sine, og maatte vi da fra vor Side kunne gøre vort: bøje Sindene mod Gud og skride frem i Retsindighed.”
Prof. Westergaard vilde „feje Stien ren” for de kristnes Dør. Det er ikke altid let at opretholde det Lighedsprincip, at det ikke er Højhed og Magt, det kommer an paa, men at føle sig rig ved at være af de udvalgte, at leve efter Herrens Lov, hvor Medlemmerne tjener hverandre.
Hvad maa de første kristne ikke tænke om os, om de kunde se, hvorledes det nu staar til? - De har adlet Arbejdet og udslettet Standsforskelle. Vi har nu i Tusinde Aar været under Kristendommens Paavirkning, - hvor meget videre maa vi da ikke kunne være naaet? Hvad maa de tænke om os? de store Skarer vender sig bort fra Kirken, der for dem staar som de riges og mægtiges Institution.
Mon de ikke vilde tænke, at der var noget i Vejen med vor Kristendom?
Hvorledes er Tilstanden i de store Byer? Hvad gør Kirken her i København for de fattige? Folk strømmer ind, nogle staar, andre sidder, imellem er der tomme Stole - lukkede Stole. Den rige kan betale for at sidde, den fattige kan se, hvor han kan staa. Man siger, at Kirken kan ikke undvære Stolestaderne, - vi siger, Kirken har ikke Raad til at skræmme de fattige bort. Hvad vilde de første fattige sige om os, - vi, der har saa mange rige og mægtige iblandt os?
Og i andre Forhold. Hvor ofte maa de fattige ikke føle sig overset og glemt?
Hvorledes bliver Kirkens Lighedslov gennemført ved Daaben? Vi har noget, der hedder „fri Daab”, og vi har noget, der hedder „fri Jord”. Naar en Mand kan gaa fra den ene til den anden og godtgøre, at han ikke har Raad dertil, kan han opnaa fri Daab - blive fri for at betale for at faa sit Barn døbt, disse Blodpenge.
Massedaab og Bunkebrylluper er de fattiges. - Fri Jord kan endelig opnaas tilsidst, - ikke en hel Grav, ikke 3 Alen Jord til hver, men i Bunke - saa tæt til hinanden som muligt; de rige faar saa megen Jord, de betaler. Hele denne Takstinstitution kan kun være til ubodelig Skade for Kirken selv. Det sidste store Afsnit af Jordelivet: Døden, udsletter end ikke Standsforskellen. - Det ser ud, som Kirken mange Steder arbejder, som om der var Standsforskel ogsaa i Himlen.
Er det ikke Mangel paa Tro, naar man siger, at Kirken ikke kan undvære alt dette? Mangel paa Tro til at tage Gud paa Ordet. Det er dyrekøbt, naar Kirken ikke har med de fattige at gøre. Kirkens Ære kræver, at det bliver anderledes. Guds Ære kræver, at alle stilles lige inden for Kirken. Klassemodsætningen maa forsvinde, Forargelsen fjernes.”
Efter Prof. Westergaards Foredrag fulgte en meget livlig Forhandling. Man fandt Prof. Westergaards Fremstilling saa ensidig, „saa end ikke Socialdemokratiet vilde rette stærkere Anker mod Kirken.” Ansvaret maatte lægges paa dem, der havde Magten, og ikke paa Præsterne. Man mener, at Præsterne er paa „fast Gage”, men de faar jo netop, hvad de skal leve af gennem denne „Takstinstitution”, Præsterne skulde sikkert ikke have noget mod en Forandring heri. Det havde været ventet, at Prof. Westergaard vilde paavise, hvorledes det kunde blive muligt at vinde Forstaaelse i de fattiges Foreninger, og hvorledes det i det hele kunde blive anderledes.
Flere Præster var saa langt fra at staa fjernt fra de fattige, at de tvert imod havde deres virkelige Gerning blandt disse - og de blev velvillig modtagne, hvor de kom.
Der er Kritik nok over for Socialdemokratiet fra alle dem, der ikke er udgaaet fra fjerde Stand. Viste man derimod Forstaaelse for denne Stands Krav, vandt man dens Tillid. Den har staaet ene, derfor ser den nu med Mistillid til alt, hvad der gøres fra Kirkens Side. Vil vi bekende Kristus alle Vegne, trænger vi til Forstaaelse for meget af det, som har begejstret Tusinder af Mennesker, og som ikke kan være Usandhed altsammen.
Det er næppe Tilfældet, at det særlig er den fattige, fjerde Stand, der egentlig staar fjendtlig over for Kirken, det er snarere tredje Stand: Haandværkerne. Fristelsen for de rige er Trygheden, Fristelsen for de fattige er Begæret. Men selv opad i Samfundet synes Trygheden at svinde; man er ikke længer saa sikker paa Rigdommen. Det er dog utilbørligt af Kirken at gøre denne Forskel paa fattig og rig, at give de fattige Ret til at sige: vi bliver ikke behandlet ens. Dette med „fri Daab” og „fri Jord” er afskyeligt. Hvorfor er der ikke sørget for, at det er de riges Plads, der er bleven „fri Jord” - fordi de har betalt den. „Gid der maa rejse sig en Harme mod hele denne Takstinstitution, der tvinger de fattige sammen i Bunke.”
Der er heller ingen Tvivl om, at meget af den Gudfrygtighed, der vises af de rige er uægte, er et Skin, som der skal hugges igennem; alt Boleri er utilstedeligt saavel opadtil som nedadtil. Vi skal ikke spille Komedie for at vinde Indgang for Evangeliet, men vi skal lære at forstaa den Spænding, vi har i Samfundet, at den ikke alene hænger sammen med Nøden, men med hele den sociale og politiske Udvikling.