Af et privat Brev
(Sluttet.)
Et længere udmærket Foredrag holdtes af en smuk, elegant Dame forhenværende Skuespillerinde Fru Maria Stritt, som opfordrede Kvinderne til at indsende en Protest imod de omtalte Forslag i Rigsdagen, og de var synligt, at Størsteparten af Publikum ivrigt sluttede sig til denne Protest; det fremgik ogsaa senere af de Diskussion, som aabnedes efter Fru Stritts Tale; den var meget varn uagtet de næsten alle var saa enige, saa enige. Flere Arbejdersker talte, enkelte ikke daarligt; de var meget bitre og sandelig heller ikke uden Grund, thi det er frygteligt at se, hvor Almuens Kvinder maa arbejde her i Tyskland - og Rettigheder har de nok endnu langt færre af end hjemme Danmark. Det gør mig tit saa ond for disse stakkels Kvinder, som man ser paa Gaden med store tunge Kurve spændte paa Ryggen, lige fra ganske unge Piger til ældgamle Koner, som oftest er de helt krumme og skæve Det er f. Eks. altid Kvinderne, som læsser og bærer Kul, næsten ogsaa altid dem, der holder offentlige Anlæg og Gaderne rene. Her er en hel Overflod af Kvinder i Dresden. Jeg spurgte engang en Tysker, hvordan det kunde være, at her er saa uforholdsmæssig mange Kvinder, og fik til Svar, at Mændene er stærkt i Mindretal paa Grund af de mange Krige - de er skudt ihjel, - og af de levende er en stor Part Soldater og tilbringer en længere Tid af deres kraftigste Alder i Kasernerne. Det var da ogsaa navnlig dette, som de diskuterende Kvinder stadig kom tilbage til Vore Mænd og vore Sønner tager de fra os og lader os slide og slæbe for Børn og for Land; trykkende store Skatter maa vi betale, Rettigheder har vi, saa godt som ingen af, og nu skal vi oven i Købet lukkes ude fra Oplysning og et, klarere Syn paa Landets og vore egne Forhold; thi naar vi trætte af Arbejde kommer hjem om Aftenen, kan vi ikke holde ud at sætte os til at læse Aviser; vi forstaar jo heller ikke en Gang, hvad vi læser, vi mangler Kundskaber; - at gaa til en Forsamling er en nyttig og lærerig Adspredelse for os; der forklares alt os tydeligt og letfatteligt, der opmuntres vi, fordi vi føler, at der er nogen, som dog tænker paa at lette vort Aag, - men nu vil de ogsaa tage dette fra os, nu skal vi behandles som Børn, som Mennesker uden Forstand og Dømmekraft o. s. v. o. s. v. Ja, det var omtrent Hovedtrækkene i, hvad der sagdes, baade af Kvinder og Mænd. Kun en eneste konservativ, en fornem Herre, talte. Jeg beundrede det Mod, hvormed han optraadte i denne „røde” Forsamling; det var, som om han ikke blandt Publikum havde en eneste, der var af hans Mening. Jeg vil heller ikke sige, at det, han sagde, tydede paa store Tanker om Kvindens aandelige Udvikling og Selvstændighed; det hele mindede nærmest om en Skaaltale „for Damerne”: Kvinden, dette yndige, uskyldige Væsen, skal blive i sit Hjem, skærmet af Manden, hendes Livs kraftige Støtte, som skal holde alt det borte fra hende, som kan for styrre hendes uskyldige Tankegang hun skal ikke vanhelliges ved at lære Livets hæslige Sider at kende, - om dem vil hun blive oplyst paa de socialistiske og anarkistiske Forsamlinger; derfor er det Mandens og Landets Pligt at forbyde hende Adgang dertil, at hun kan forblive det ren hellige Væsen, som nu i Aarhundrede har været Mandens Glæde og moralske Støtte o. s. v. o. s. v. Man var lige ved at flaa ham. Blandt flere andre, som talte imod ham, var en lille elegant Dame, om hvem jeg hele Tiden havde tænkt mig, at hun var konservativ. Uagtet man tydelig mærkede, at hun ikke var vant til at tale saa var dog det, hun sagde, saa for trinligt og overbevisende, at hun frem kaldte en ren Ovation. - Jeg undrede mig over alle de frie Udtalelser, jeg der hørte, i dette Land, hvor man ellers ikke tør aabne sin Mund, Politiet var til Stede i rigelig Mængde vi ventede hvert Øjeblik, at de vilde skride ind, men det skete ikke. Vi svang i Aanden vore røde Jakobiner huer, begejstrede som vi var.
Mødet sluttede med, at en Indsigelse mod det foreslaaede blev indsendt til Rigsdagen fra den forsamlede Mængde.
Et ganske morsomt lille „Nachspiel” havde dette Møde, idet nemlig Byens konservative Hovedavis ”Dresdner Anzeiger” fuldstændig ignorerede det afholdte Kvindemøde, - omtalte det simpelt hen ikke. Saa blev imidlertid i nogle af Byens andre Blade „Anzeigerens” passive Holdning omtalt paa en saadan Maade, at denne et Par Dage efter indeholdt et uhyre nøjagtig Referat af hele Mødet og en ordret Gengivelse af Fru M. Stritts Tale.
Vi var en Uges Tid senere til endnu en meget stor Forsamling, hvor det samme Emne diskuteredes, og hvorfra ligeledes en Indsigelse afsendtes til Berlin. Dette sidste Møde havde midlertid en absolut socialistisk Karakter.
