Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)
(Fortsat.)
- Synger de da ikke udmærket? spurgte jeg Agnes, idet jeg nærmede mig igen, thi uden at jeg mærkede det, var jeg atter gaaet nogle Skridt hen imod Estraden.
Udmærket? Hun trak paa Skuldrene og svarede med en misfornøjet Mine:
- Mon du nogen Sinde har hørt en ordentlig Sang. naar du kan kalde dette udmærket?
Hvad skulde jog svare hertil? Visselig følte jeg mig saaret af hendes kolde Ligegyldighed og den ringeagtende Maade, paa hvilken hun kritierede alt. Men det var maaske saa naturligt. Hun var vant til at høre saa meget bedre Sager, at dette ikke unde sammenlignes dermed.
Men desuagtet kunde hun jo nok elske sit Fædreland og sine Landsmænd, - hvorfor var hun vel ellers kommen hertil?
Herrerne, med hvilke jeg først saa hende tale, stod endnu i samme Afstand, formodentlig for at vente, til hun kom tilbage. Jeg forstod, at de savnede hende, og jeg sagde derfor Farvel, - tilmed da det var Tid for mig at gaa hjem. Jeg beskrev, hvor jeg boede, og paalagde hende at holde sit Løfte og besøge mig.
Agnes kom, og naturligvis kom hun i et Øjeblik, hvor jeg var alene med Børnene. Uryddeligt, uordentligt saa der ud i Børnestuen, da hun traadte ind. Børnene var urolige og uartige. Hvad maatte hun tænke om mig og mit Hus. Hun blev vel nærmest forbavset over at se mig saa bundet. Jeg bad hende gaa ind i Stuen - min Pige kom snart tilbage. - Hun fik god Tid til at se sig om og forundre sig. Naturligvis maatte Møblernes og hele Stuens Enkelhed støde hende - hun, som var vant til den fine Verdens Rigdom og lysende Overlod. Børnene skraalede. Jeg gav dem Sukker, skønt min Mand paa det strengeste havde forbudt mig det. - i samme Nu kom han ind ad Køkkendøren. Og resolut tog han det i samme øjeblik fra dem igen. Der blev et restemmigt Skrig, saa man mindst skulde tro, at der var Fare for Livet. - Tys, tys, Børn - aa, kære Mand, gaa ind og hold Agnes med Selskab, hun sidder alene i Stuen, - gaa nu, Antti, jeg er helt fortvivlet, gaa nu.
