« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinders Arbejdskaar

« Se emneord

II.


Hvordan det nu end forholder sig med den unge Pige, hendes Lyst til „Fornøjelser”, Ulyst til Arbejde og saa fremdeles, - har hun alligevel givet sin Ungdoms Arbejde til andre og lige faaet det Brød, hun har spist, og de Klæder, hun har brugt, som Vederlag derfor - er det da for stor en Fordring af hende, om hun, - vi kan sige ved 40 Aars Alderen, endnu har dette Ønske tilbage: dagligt Brød og Fred i sin egen lille Stue, d. v. s., saa meget Arbejde og saa megen Løn derfor, at dette Ønske kan blive opfyldt?


For at undgaa Misforstaaelse tilføjes blot, at dette Spørgsmaal kun gælder dem, hvem alle Mennesker er enige om at kalde flinke Piger, og det fremsættes kun, fordi mange Mennesker retter en Bebrejdelse mod alle, baade yngre og ældre Piger, fordi de ikke „vil være Tjenestepiger”. Kun de dygtige, flinke Piger vil der i denne Redegørelse for Kvinders Arbejdskaar blive henvist til. Den utro, lade og uvederhæftige Kvinde tager vi i intet som helst Tilfælde i Forsvar, men tror ganske vist, at de første, - heldigvis, er i langt overvejende Majoritet.


Altsaa tænker vi paa den, der har naaet 40 Aars Alderen og nu kun ønsker Stilhed, Fred og dagligt Brød. Hun har givet Afkald paa mange af Livets Goder, forinden hun er naaet til dette Standpunkt.


Ja, Resignation, den faar vi Kvinder rigelig Lov til at lære. Men vi skal dog vist ikke ønske vore unge Piger saa vidt i denne store Selvprøvelse, at deres Længsel efter Glæde og Lykke i Livet skal være dræbt allerede i 20 Aars Alderen. Kan venligsindede Medmennesker, der selv har opnaaet baade Fred og Glæde i rigt Maal - ikke nok sætte Grænsen op til de 40?


Saa lejer hun et Værelse - det billigste oppe paa 4de eller 5te Sal for 6-8 Kr. om Maaneden. Og saa søger hun Hjemmearbejde efter Bladenes Annoncer. Uden Bitterhed mod nogen, uden Tanke eller Ønske for andet end Arbejde, gaar hun efter de opgivne Adresser. En Grosserer søger Navnesyning. Paa Klokkeslettet møder - hvor bliver man forundret - en hel Flok stilfærdige Kvinder, der taalmodigt, med deres Prøver i Haanden, venter paa deres Tur. Prøverne bliver nøje undersøgte og Adresserne skrevne op. Man bliver spurgt, om man har særlig Øvelse i den ene bestemte Slags Syning af ens 14 forskellige Prøver, og svarer man ærligt: „ikke mere end i de øvrige,” bliver man paa Hjemvejen gjort opmærksom paa, hvor topmaalt dumt et saadant Svar er: „man skal altid sige ja til alt, som Grossereren spørger om - ellers faar man ikke Arbejdet.” - Saa er man saa meget klogere til en anden Gang. Bagefter undrer det en, at ikke en eneste af alle disse arbejdssøgende Kvinder har nævnet et Ord om Vederlaget for deres Arbejde. Gælder det da aldeles ubetinget for os alle: blot Arbejde, - Lønnen derfor er noget, som alene Grossereren bestemmer? Ganske sikkert - ja!


Adressen blev skreven op, - der skulde senere komme Bud. Det kan man ikke vente efter, og forsøger atter, - samme Resultat. Den ene som den anden skriver Adresserne op; ”der skal senere komme Bud.”


Først Maaneder efter, naar der indnu ikke er „kommet Bud”, forstaar ”man, at denne Fremgangsmaade alene er en høflig Afvisning af den overflødige Arbejdskraft. Der kan siges, at Forretningerne maa fordre smukt Arbejde, derfor er de nødte til at vælge og vrage blandt de mange Tilbud. Det er sandt. Men dersom disse ældre Kvinder gennemgaaende kan møde med Sølvdiplom fra store Amtsudstillinger for Modelsamlinger paa ca. 30 forskellige kvindelige Haandarbejder, - saa kan Samfundet dog vist ikke være berettiget til at fordre bedre Kvalifikationer.


Skulde der da ikke være Mulighed for at finde en Beskæftigelse, der kan indbringe ca. l Kr. for en 12 Timers Arbejdsdag?


Man søger ny Udveje, begynder at gaa fra Dør til Dør - den tunge Gang efter Arbejde. I Begyndelsen ængstelig for hver Dør, der lukkes op, - man føler det jo saa helt og fuldt, at ingen har haft Bud efter en; - efterhaanden for hver Dør, der lukkes i, mere fortrolig med den Tanke, at Samfundet kan undvære en. - Man forstaar ikke, hvorfor det skal være saaledes indrettet; hvorfor saa mange nøjsomme Sjæle skal have vanskeligt ved at opnaa et tarveligt Livsophold - mens andre skal være fri for alle den Slags Bekymringer.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner