To Bøger

Den store Magt. Bodil.

(Af Johannes Vedel.) (Sluttet.)

Som sagt, det er det, man sidder i Spænding og venter paa under Læsningen af Mallings Skuespil: Vil der blive rettet et Stormløb imod Fængslets Mur.

Det var dog vistnok Forfatterens Mening. Alle Forberedelser synes gjorte, og sjelden er de gjorte saa omhyggeligt som her. Blider og Kasteskyts baade af gammel og ny Konstruktion stilles op. Sprængbomben er lagt til Rette, der mangler blot at trykke paa Knappen. Da i det afgørende Øjeblik kommer der Strid imellem de to: Forfatteren og Teologen. Og Teologen sejrer.

Men i Stridens Hede falder der vægtige Ord, og navnlig falder der et Ord, som tænder og kaster Lys, og det vil lyse igennem Taagen for manges Øjne. Det er, som mærker man Forfatterens Sjæl banke i dette Ord:

„Med dette Skriftsted: „den, som tager en fraskilt til Ægte, bedriver Hor,” tramper man isnende koldt paa varme Menneskehjerter. Dette er oprørende Haan. Det Ord, er sagt af En, som i sin dybe Retsfølelse glødede i Harme over den Raahed, hvormed Manden i sit indbildte Selvherskerdømme vovede at behandle hende, der var hans jevnbyrdige i alt. Dette bundegoistiske Storhedsvanvid, der turde behandle Hustruen som en Ting, han ved et Brev kunde skille sig af med og sende bort, naar han kededes ved hende - mod det taler han, og han slynger Tiden det lige i Ansigtet: Ogsaa hun har en Ret! Dette vældige Ord, der paa en Gang løser hende af Lænkerne og hæver hende fra at være Mandens Træl til fribaaren med lige Ret i det helligste af alle menneskelige Forhold - dette forløsende Ord tager man, og i den stores Navn smeder man det om til ny Lænker.”

Dette er endelig en Klaring og Forklaring af det Skriftsted, som Forfatteren har Ret i, „er bleven brugt til at trampe isnende koldt paa varme Menneskehjerter med.” Det er kun Skade, at den modige Forfatter og Præstemand ikke har holdt sin Forklaring fast og fulgt den som Ledetraad til Bogens Slutning.

Det er, som han bliver bange for sin egen Dristighed, og saa bøjer han af og lader den stakkels Bodil og hendes Hjertensven i Stikken. Til Trods for, at Forfatteren i de tre første Akter paa det mest indtrængende og soleklare har vist, at den Forbindelse, Bodil er bleven forledet til at indgaa, ikke er en Sammenføjelse af Gud, saa lader han hende dog i sidste Akt blive taget som et Slagtoffer paa det Alter, der i Kristendommens Navn indrammes med Ordet: Hvad Gud har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.

Dette er en uklar og utilfredsstillende Løsning og den virker derfor som en Skuffelse paa Læseren. Naturligvis kan det forsvares ud fra den Betragtning, at saaledes gaar det til i Verden, saa bagvendt bliver Biblens Ord anvendt. Men naar Forfatteren dog har i Sinde at slaa et Slag imod denne iskolde, hjerteknusende Anvendelse - og det Indtryk faar man afgjort af hans Bog - saa skulde han haft Mod til at føre Slaget helt igennem.