Sociale Foredrag

Pastor Ostenfeld talte i Onsdags Aftes i Bethesda over Emnet: „Hvad denne Sommer har lært os” og betonede særlig, at blandt alt det meget sørgelige, den har bragt: kastet Tusinder af Arbejdere ud i Lediggang - som ikke har god moralsk Indflydelse paa noget Menneske, saaet Bitterhed og Mistillid og sat Arbejdernes Hjem tilbage i økonomisk Henseende, saa de nu staar med mege lidt Modstandskraft mod Vinteren - saa har den tillige vist os, at der er ved at danne sig en offentlig Mening mod slige Styrkeprøver, at de store Korporationer, der staar over for hinanden, har lært at respektere hinanden? Magt, og at denne Magt ikke blot skal anvendes til Kamp udadtil, men ogsaa til at holde Justits og udøve en heldbringende Indflydelse indadtil til begge Sider; og endelig har Arbejderne i flere Fag samlet sig om kooperative Foretagender - noget, som Socialdemokratiet ellers har været meget utilbøjeligt til at gaa ind paa. Hvad disse Foretagender kan udvikle sig til, kan endnu ingen se, muligt de - som Arbejdernes Fællesbagerier vil faa regulerende Indflydelse paa Arbejdsforholdene, og dette har allerede stor Betydning.

Hvad Kirken angaar, har Sommeren vist, at dens Magt er meget ringe. Det blev ikke Kirkens Mænd - og det har end ikke været ventet, at det skulde blive dem, der skaffede Freden. To af de tre, hvem vi skylder Tak for, at Striden blev endt, var Jøder. - Dog har vi ogsaa set, at Kirkens Mænd ikke er uopløselig knyttede til dem, der sidder inde med Magten. Det bekendte Brev til Pastor Koch i Hellerup, der paa en fin Maade lod ham forstaa, at han burde staa sammen med sine Standsfæller, viser dog, at „Baandet” var bristet her. Og flere Steder har Præsterne indtaget samme Stade.

Pastor Koch, Hellerup, føjede hertil nogle Bemærkninger: - der gik en noget dyster Undertone gennem Pastor Ostenfelds Foredrag. Taleren var ikke Optimist, men han vilde dog

forme sin Anskuelse - navnlig om Kirkens Stilling lidt anderledes. Det forholdt sig næppe saaledes, at Kirkens Magt var ringe, men snarere, at Kirken ikke havde lært at bruge sin Magt. Naar vi ser hen til, at vi gennem det sociale Udvalg, allerede ved Stridens Begyndelse sagde, hvad nu alle siger, at denne Strid var letsindig erklæret og næppe vilde svare til de stillede Forventninger, - gaa viser dog netop det, at Arbejsgiverne følte sig meget generede deraf, at man tillagde vort Standpunkt en ikke ringe Betydning.

For øvrigt vilde Taleren, da der nu atter var hentydet til det tit omtalte Brev, kun dertil sige, at naar der overhovedet kan sendes saadanne Breve til Præsterne, saa maa der være noget galt ved den Stilling, de sædvanlig indtager.