Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)
(Fortsat.)
Han stod, som om han ikke rigtig opfattede, hvad det gjaldt.
- Hvad, Agnes? - Er Frøken Verther allerede kommen?
- Ja, ja - gaa ind. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af det.
- Og Børnene? Hvor de ser ud! Hvordan i Herrens Navn har du faaet det saa galt?
- Naa - kære Antti, gaa nu ind, og spørg ikke om mere.
Han gik, men saa misfornøjet ud, og jeg syntes heller ikke, det var videre fornøjeligt. Mine Arme værkede af at bære paa det tunge Barn, og jeg var fortvivlet over, at Agnes skulde se hele denne Elendighed. Hun skulde ikke faa synderlig høje Tanker om mit Liv og mine Forhold, - hun, som syntes at foragte alt borgerligt og hverdagsagtigt. - Var det maaske min Fejl, at jeg ikke kunde holde Hjemmet saaledes, at man til enhver Tid kunde modtage fine Verdensdamer? En Mand bør ikke fordre det umulige af sin Hustru. Ingen kan være Salondame og Barnepige paa en Gang.
Tankerne hvirvlede rundt i mit Hoved. Og jeg kom til den Slutning, at min Mand aldrig viste mig Opmærksomhed eller Paaskønnelse for mit Arbejde, og at han aldrig nogen Sinde hjalp mig, hvor tung end min Byrde var.
Endelig efter endnu en Times Forløb kom min Pige hjem. Jeg tog en anden Dragt paa. Fra Stuen hørte jeg en ualmindelig livlig Samtale, og det trøstede mig.
Kanske de ikke savnede mig altfor meget, og nu skulde jeg paa Øjeblikket være færdig til at gaa ind til dem.
Ganske rigtigt. De havde ikke savnet mig, thi de mærkede knap, at jeg traadte ind, saa optagne var de af deres Samtale.
De talte om Musik. Agnes beundrede Operaen. Den var ikke ensidig, i den forenede flere Kunstarter sig til et harmonisk hele: Balletten, Musikken, Skjaldekunsten. Arien var Musikens skønneste Blomst, Tonernes højeste Triumf, som behagede Øret og oplivede Tanke og Fantasi.
Min Mand modsagde hende. Operaen havde haft sin Tid. Og nogen lykkelig Forening af Kunstarter var den ikke. Den havde ledet til unaturlige Overdrivelser. Balletten havde overskredet Kunstens Grænser og var udartet til en Forlystelse, som kun den overmættede fine Verden fandt Behag i. Arien endelig stilede efter Effekt, uden Varme, uden Indhold og uden anden Betydning end den, at de agerende til fulde fik Lejlighed til at vise, hvad deres Struber formaaede med Hensyn til Bøjelighed og Udholdenhed. Undertiden kan den vel øve en ubestemt Indflydelse paa Tankerne, men aldrig paa Fornuften; desuden opbygger den ikke Sindet eller forædler Aanden. Altsaa er den ikke sand Kunst, thi den sande Kunst bør tilfredsstille hele vort Væsen.
(Forts.)
