Breve om Kvindesagen
Fra en gammel Præstekone.
I.
Kære Anna!
Jeg kommer sandelig til at tage mig af Deres Opdragelse; thi skønt jeg med Fornøjelse indrømmer, at De i mange Maader er et ganske udmærket Menneske, saa har De en i mine Øjne utilgivelig Fejl, og det er den, at De saa forbavsende lidt interesserer Dem for Kvindesagen. Man kunde jo synes, at det var næsvist af mig at tage mig af Deres Opdragelse, da De selv er Opdragerinde, men det synes De saamænd ikke, dertil kender vi to hinanden altfor godt, og da jeg tilmed er saadan en gammel „Gumma”, der nu gaar i mit 80de Aar og som har kendt Dem, siden De var 15 Aar, saa kan jeg nok faa Lov til at udtale mig frit lige over for Dem og lette mit Hjerte ved at komme frem med alt, hvad der ligger mig paa Sinde. Altsaa til Sagen! De har indrømmet det saa tit og sagt det saa frit, at De har ingen rigtig Interesse for Kvindesagen, og De plejer at tilføje: „Jeg har det saa godt, jeg behøver ikke større Frihed, og jeg forlanger ikke flere Rettigheder.” Hvor ser det dog dydigt og gammeldagskvindeligt ud, og alligevel, hvor er Tankegangen dog skæv! Ja, ganske vist, De har det
godt, De er kommen paa Deres rette Hylde, har faaet en rig og selvstændig Virksomhed, men derfor kunde De jo godt have Øje for, at der er meget i Kvindens Stilling, der ikke er, som det burde være. Fordi jeg har mit gode Udkomme, saa ved jeg dog, at der er fattige og forsultne Mennesker til; selv om jeg kunde være glad ved de politiske Forhold her til Lands kan jeg dog føle Sympati baade med Sønderjyder og Finner; vi kan jo ikke nøjes med at sige som Katten, der sad paa Flæsket: „nu sidder vi alle vel,” og slaa os til Ro dermed. f. Hansen. Vi ved jo ogsaa, hvor udmærket jeg er stillet, idet jeg har den bedste Mand som tilmed er saa ridderlig, at har fuldt ud deler min Interesse for Kvindesagen. Min Mand og jeg ser begge hvor blodig en Uret Kvinderne i det hele har lidt og lider. Men indrømmes skal det, at det lysner mere og mere for Kvinderne, men der er lang til Dag. - For mig staar det saaledes, at paa Jorden er der to Kaster: Mænd og Kvinder. Mændene har trukket det store Lod, de har fra Arilds Tid regeret Verden, de har skrevet Love og uddelt Livets Gode og sandelig ikke forglemt sig selv. Mændene har hersket og behersk Verden og kaldes derfor Verdens Herrer; men de har ikke tilstrækkelig varetaget Kvindernes Interesser. Mand og Kvinde skulde supplere hinanden. Kvinden skulde være Mandens Medhjælp, men, for at kunne det, burde hun have haft en lige saa god Uddannelse som Manden. Men hvorledes er det hidtil gaaet? I en Familie hvor der var 10 Sønner og 2 Døtre var det en Selvfølge, at alle Sønnet skulde studere, og de blev satte i Latinskolen, og det var en Skuffelse naar en Søn brød ud og absolut vild være f. Eks. Sømand. De 2 Døtre gik i privat Skole, som den var, og den var tit skrækkelig. Der var jo gamle Dage ikke Tale om, at et Pigebarns specielle Evner skulde findes og udvikles, og naar hun var 14 Aar blev hun konfirmeret, og Bøgerne sat paa Hylden. Saa levede hun for Husligheden, arbejdede flinkt, syede og strikkede paa Kraft til alle de mange Brødre, der jo skulde frem og ud Verden. Hun fandt det saa selvfølgeligt og stillede slet ingen Fordringer. Men Tiden gik og med Aarene føltes dybere og dybere Savnet af grundige Kundskaber. Den Gang var det jo en Umulighed for en Pige at komme i en Latinskole, og man vilde da ogsaa have troet, at Pigebarnet var gaaet fra Forstanden, om hun havde udtalt et saadant Ønske. Tiderne har jo som jeg før bemærkede, bedret sig meget; nu begynder man da at lukke baade Real- og Latinskoler op for kvindelige Elever. Det var jo ogsaa en stor Uret af Staten kun at begunstige den mindste Part af sine Indbyggere og lade de andre fordummes. Hvor mange gode Evner er ikke gaaede til Grunde af Mangel paa Pleje til Skade for hele Samfundet! - Nu har altsaa Kvinden Lov til -at studere hun kan tage Artium og gaa videre og tage baade medicinsk og juridisk Embedseksamen, og det er jo prægtigt at faa alle de Kundskaber; dog der er et „Aber dabei”, thi medens Mændene faar fuldt Udbytte af deres Studeringer, maa Kvinderne nøjes med Attest for deres Dygtighed.
Mændene kan nemlig opnaa gode Embeder i Statens Tjeneste, Kvinderne ikke. De kan privat praktisere som Læger, men de kan end ikke opnaa den Lykke at blive Fuldmægtig hos en Sagfører. Det er Uret! De ofrer deres Tid, deres Penge, deres Kræfter for at naa samme Maal som Mændene, og saa sættes de til Side af Mændene, fordi de er Kvinder.
En anden Gang mer.
Deres gamle Veninde M. L.
