Kvindens Aarhundrede

I

Hvad har det saaledes givet os - dette Aarhundrede? Det svarer: „Jeg har opvakt jer til tænkende, reflekterende, erkendende Væsner, jeg har gjort jer til Medvidere, om hvad der er Ret og Pligt; jeg har lært jer, hvad I bør fordre, hvad I savner, hvad I vil. Findes der en Periode i Menneskeslægtens Historie, som kan opvise en herligere, en skønnere Vinding for jer Kvinder?”

Med Taknemlighed erkende vi Sandheden af dette Vidnesbyrd.

Det, at vi har opdaget os selv, tjener den Tid, der er gaaet, til uvisnelig Ære og opvejer tusindfold dens mange Misgreb og Fejlregninger. Men hvad om vi nu dyrt har købt Monopolet paa denne Opdagelse med Tabet af den uvidendes Ro og den ureflekterendes stille Lykke? -

Vi har lært at skatte vort nyvundne Liv, ogsaa naar det bragte os Plage, - højere end den Tilstand, der af somme prises som Lyksalighedens, men hvortil intet Nutidsmenneske, hvor tungt hun end er trykket af Tilværelsens Byrde, længes tilbage. Vi har lært at leve, og deri ligger jo en Vinding.

Men om saaledes Kvindens Med/ansvarlighed i Aarhundredets store Slutningsopgørelse end er et anerkendt Faktum, saa er det først ved at granske Blad for Blad i den Hovedbog, som bærer Ordene: „Historien og Menneskelivet” indristet med Guldskrift paa Titelbladet, at man kan dømme om Slutningsresultatet. Og veltalende Siffrer møder os paa hver Side, hver Konto udviser et nyt, vigtigt Stadium paa Kvindens Udviklingsvej. Der findes ikke et Land i den civiliserede Verden, som ikke er medinteresseret heri. Kvindebevægelsen er som ingen anden en international Bevægelse. Den er en Brand, som er gaaet rensende, lutrende frem over Landene uden at hindres af nogen Grænse, hvor den tilvisse har flammet med mere eller mindre intensiv Lue, efter som Brændselsmaterialet, den har mødt paa sin Vej, har været let antændeligt og veltilrettelagt eller ikke.

Hvor begyndte da først den tændende Gnist, og hvem har vakt den til Liv? De angelsachsiske Folk berømmer sig af at have skabt den moderne Kvindebevægelse, og en Spencer, en Stuart Mill nævnes som de impulsgivende Aander, lige som det altid var Tankens, ikke Handlingens Mænd, der satte de store Kulturbølger i Gang.

Men hvert Land har inden for Tankens Verden haft sine Heroer, som er gaaede i Ilden for Kvindens retfærdige Sag, og altid har Tidens ædleste Aander været regnet blandt dem. Saaledes saa Gejer i Sverrig med Smilets Fjernblik hen mod den Tid, da Kulturen skulde regne med andre Værdier end Styrkens og Traditionens, og saa blev vort Lands største Tænker en Forkæmper for Kvindesagen, længe forinden det saa ilde anskrevne Ord vandt Borgerskab i det svenske Sprog. For en stor Del har det dog været Kvinderne selv, som tog Sagen i deres egen Haand, da det gjaldt. Og med Stolthed kan hvert Land vise hen til Kvindeemancipations Pionerer, vise hen til Navne, som for alle Tider skal staa indridsede paa Kulturhistoriens Blade. Hvilken lysende Række har Amerika ikke at opvise, fra Lucretia Mott, den modige Banebryderske, som ved Seneca Falls, Stedet for det først afholdte Kvindemøde, aabnede det Korstog, som Stuart Mill havde prædiket; og Harriet Beecher-Stowe, hvis svage Kvindehaand udslyngede den Brandfakkel, der tændte den Kamp, som sluttede med Negerslaveriets Ophævelse, den skønneste Sejer, som nogen Sinde er vundet for Menneskehedens Sag, - til Frances Willard, den store Forkæmperinde for Afholdssagen, som gav Verden Eksemplet paa, hvorledes en stor Idé, omsat i en fast organiseret Form, kan blive en Verdensmagt, hvor Moralen, ikke Magten, dikterer Lovene.

Og Moderlandet England, hvor Personlighedens Ret erkendtes og værdsattes mer end andet Steds, hvor mange herlige Kvinder har ikke spillet en betydningsfuld Rolle i Folkets Udviklingshistorie; Navne, hvis Bærere i Liv som i Handling udgjorde den mægtigste Faktor for Udryddelsen af de urgamle Fordomme, som omgærdede Kvindens Verden.

Der ser vi, ved Siden af Aarhundredets største Mænd, Navne som Florence Nightingales og Josefine Butlers, og faa mandlige Samfundsreformatorer turde have udrettet større Ting for deres Samtid end disse svage Kvinder.

For Tanken og Mindet stiger Billede efter Billede af ophøjede Kvindeskikkelser; vi finder dem i alle Lande, virkende paa forskellige Omraader, højnende sig i Intelligens eller moralsk Overlegenhed over deres Medsøstre, udgørende den stille Magt, som ligger i enhver trofast Pligtopfyldelse, der stræber ærlig efter at gøre det bedst mulige ud af det betroede Pund. Vi finder mange Tænkere, mange rigt udrustede Aander blandt det 19de Aarhundredes Kvinder, men vi finder frem for alt mange Arbejdere.

Saaledes omsatte, for at tage et Eksempel, der for os er dyrebarest og mest nærliggende, - Frederika Bremer, de Ideer, som voksede sig stærke hos hende, i Virkelighedens faste Form og blev Skaberen af vor Kvindebevægelse, en Bevægelse i vort Folks Kulturliv, som paa en Gang stiller Idealerne højt og kan fremvise saa mange forskelligartede praktiske Resultater.

Frederika Bremer var i Sandhed et Barn af dette Aarhundrede, hun fødtes i dets Barndom og hendes Liv rakte noget ud over dets Midte til den Tid, som indledede de store Reformers Periode, hvilke hun, gennem sit ufortrødne Arbejde i Idéernes Tjeneste, saa vel havde forberedt. Og en ædlere, kvindeligere, mere ophøjet Emancipationens Forkæmper har intet Land ejet.” endnu bærer den svenske Kvindebevægelse det Stempel, som Frederika Bremers og hendes nærmeste Stedfortræder Sophie Adlersparres Personligheder har sat derpaa, det Adelsmærke, som, - hvordan Meningerne end skifte, ingen kan berøve den.

Af de faa, men veltalende Eksempler, som her er anført, skulde det vel synes, som om Kvinden allerede har erobret Verden, som om hun fra det tidligere, umyndige, ringeagtede Standpunkt har vundet en Stilling med næsten ubegrænset Magt og Indflydelse. I Statens og Finantsverdenens Tjeneste har hun vundet en Plads; hun kan tilegne sig alle Videnskabens Skatte, ikke blot dem, der bydes hver og en i det stille Studerekammer, men ogsaa i Akademiernes Sale; i Kommunens Anliggender har hun en Stemme, og i Kunsten og Literaturen en anerkendt Plads; hendes Ord har Autoritet i etiske, æstetiske og Samfundsspørgsmaal, ja, over sin Person og sin Ejendom ejer hun i vist Maal Ret til at raade, skulde da ikke over for disse uomstødelige Sandheder hver Tvivl vedrørende vor og Aarhundredets Samhørighed forsvinde?

Og dog, trods de uskatterlige Vindinger, som allerede er omsatte i Virkelighedens klingende Mønt og hører til de Kapitaler, som er rentebærende for alle Tider, staar vi ved Aarhundredets Slutning over for Spørgsmaalet, og i Spørgsmaalet ligger en Tvivl: har det forbigangne holdt, hvad det lovede? har det indfriet sine Løfter?

Den glade Frimodighed, der ved Aarhundredets Midte kendetegnede vor Vej, den Løftelse, som kendtes i Sindene, det forhaabningsfulde Blik ind i Fremtiden, Arbejdsglæden og Virksomhedsiveren, hvorfor er de efterfulgte af Mismod?