« Tilbage til søgeresultaterne

Agnes

Af: Minna Canth

« Se emneord

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.) (Fortsat.)


- Og Skjaldekunsten, sagde De! Kan man virkelig paastaa, at de ubetydelige, smagløse Operatekster er Poesi?


- De er aldeles ubarmhjertig, afbrød Agnes og lo.


- Naa, ja, jeg afskyr virkelig disse Bravurstykker og denne elendige Kunstmusik, som i sin aristokratisk fordærvede Aandløshed indtager Hæderspladsen, men som ikke ejer nogen Ret dertil, end sige, at den helt og holdent savner national Grund.


- Men om De nu ogsaa er uforsonlig stemt mod Operaen, saa maa De dog anerkende Wagners Musik. Den har Kraft, Liv, Lidenskab. Omfatter den ikke alt det ny, som vort Aarhundrede har frembragt paa alle Omraader: i Filosofi, i Literatur, i sociale og politiske Forhold? Som Demokrat burde De i det mindste være forelsket i den.


- Just i min Egenskab af Demokrat er jeg ikke tilfredsstillet, førend Folkevisen erobrer den Plads, son Arien nu indtager.


Agnes lo himmelhøjt.


- Siger De virkelig dette for fuld Alvor?


- Naturligvis!


- Tilføjer De da ikke den finsk Folkevise?


- Den finske jævnsides de andre.


- Sig med det samme: frem for andre.


- Kanske frem for andre. Den finske Tonekunst har endnu ikke løs sin Opgave, men den kommer til at gøre det i Fremtiden. Vent blot.


- I det mindste savne Finnerne ikke Selvbevidsthed, sagde Agnes med samme lette Lystighed, hvormed hun hele Tiden optog de yderst alvorlig mente Udtalelser.


- Nej, Gud være lovet. Det fattes os ikke paa Selvbevidsthed. Og ikke heller paa Udholdenhed og Kraft De Egenskaber har vore Forfædre ind plantet i os. De har maaske læst Finlands Historie?


- Noget har jeg jo lært i Skolen, men jeg maa vist bekende, at det ikke er meget, jeg mindes af den. Men ved De hvad? De skulde komme ti Petersborg til Høst.


- Jeg? Hvad skulde jeg der?


- Naa, gøre et Besøg. Se Dem om i Verdensstaden!


- Det bliver der næppe noget af.


- Jeg haaber det. Da skal jeg føre Dem til den italienske Opera, og vi faar se, om De ikke skifter Tanker.


Hun lagde sig tilbage i Sofaen med en selvsikker Sejrsmine.


- Aa, De vilde ikke behøve at være mange Maaneder i Petersborg, førend -


- Førend hvad?


Agnes svarede ikke straks. Hun saa blot smilende paa ham med en erfaren Verdensdames overlegne Udryk i Øjnene.


Antti svarede blot med et spørgende Blik paa hende, men i det samme Begyndte hans Øjne ligesom at flakke om i Stuen.


Agnes mærkede det og spurgte med sin leende Stemme:


- Førend hvad? Skal jeg sige det?


- Ja, sig det!


Han var endnu alvorlig, men Røsten var bleven en anden, den udtrykte ikke tilnærmelsesvis den samme kraftige Bestemthed som nys. Agnes bøjede sig lidt til Siden og saa atter paa ham med samme forføreriske, farlige Blik. - Hvorfra fik hun dette smeltende Blik, som gengav Tankernes fineste Bevægelser? Havde Skaberen udstyret hende med Øjne, der var anderledes end andre dødeliges?


- De helt og holdent skulde blive andet Menneske, svarede hun endelig.


- Tror De det?


- Vil De vædde? Hvad?


Han gik frem og tilbage paa Gulvet uden at sige noget. Men Agnes lagde Hovedet lidt paa Siden og saa vermodigt efter ham. Hendes Holdning udviste tydeligt, hvor sikker hun var paa sin Magt.


Antti stansede, lænede sig mod Bordkanten og saa Agnes bestemt i Øjnene:


Med Nysgerrighed ventede jeg hans Svar.


- De tager fejl! Jeg vilde ikke forandre mig!


- Og alligevel vover De ikke at vædde?


- Hvad skulde det være godt For? Jeg har hverken Tid eller Lyst til at indlade mig paa unødige Eksperimenter. En saadan Barnagtighed vilde Jo allerede være et Skridt til Forandring.


- Der har vi det! Vidste jeg det ikke nok!


Mon Agnes ikke alligevel blev lidt fortrydelig, - selv om hun forstod at skjule det? Visselig lo hun igen, men det forekom mig, noget tvungent. Og hun blev hurtig alvorlig.


- Men hør nu! Om De forandrer dem her i Smaastadens Tryghed, her i Deres eget Bo? Hvad vilde De da sige? Om De pludselig midt i Deres faste Principper vaagnede og fandt, at De var bleven et andet Menneske? Min Mand smilede.


- Hvor barnagtigt!


- Ja - der hænder saa mange mærkelige Ting.


Hvad mente hun? Hvad havde hun i Sinde? Lagde hun an paa noget? Paa mig begyndte Samtalen at gøre et pinligt Indtryk, og for at give den en anden Retning tog jeg til Orde:


- Agnes, hvordan lever du egentlig i Petersborg?


- Udmærket. Der er Livet frit, muntert - nydelsesrigt.


- Men er det ikke ogsaa meget etsindigt?


- Hvad gør det? Saa længe det blot ikke er kedeligt, tørt og indestængt, saadan som her hos jer! Uh, jeg vilde kvæles -!


- Naa, - men nu er De -? spurgte Antti. Hun undveg Spørgsmaalet.


(Fortsættes.)


« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner