Endnu en lille Bemærkning

„Et Medlem af Dansk Kvindesamfund” erkender i forrige Nummer, at de arbejdende Kvinder - gennem deres Organisationer - væsentligt selv har opnaaet de Forbedringer, der kan fremvises, - og føjer til: „var det venteligt, at det kunde være anderledes?”

Dette Svar bedes sammenholdt med den Udtalelse i det foregaaende Nummer, som jeg har anholdt, at det ikke syntes at være „nok”, hvad „D. Kv.” hidtil har forsøgt.

Maa jeg for mit Vedkommende, blot bemærke, at naar jeg har fremdraget dette „nok”, da er Hensigten dermed ikke at anklage „D. Kv.” for Pligtforsømmelse, hvad vistnok enkelte har tænkt.

Lige saa lidt som den kvindelige Ungdom, der blot staar kritiserende over for vore ældre Kvindeforeninger, - men intet som helst selv tager sig for - er kompetente Dommere over hine, lige saa lidt skal den enkelte, der heller intet har at henvise til - driste sig til at bruge et tveægget Sværd. - Men der kan dog vist ogsaa - med lidt god Vilje, findes et andet Motiv fra min Side.

Jeg mener blot, at lige saa ærligt og oprigtigt, som man kan anerkende, at hvad den arbejdende Klasse hidtil har opnaaet - har den væsentligt opnaaet ved egen Hjælp, lige saa fejlagtigt og skæbnesvangert for Fremtiden vil det være at lulle sig selv i Dvale med, at hvad der hidtil er udrettet eller forsøgt fra anden Side - er „nok”. En saadan Selvtilfredshed har dog vitterlig den allerstørste Udsigt til at sætte sig selv ud af Spillet, men derved unddrager den sig jo paa Forhaand enhver Indflydelse paa Sagernes Gang.

Lige saa sandt, som det er, at hvad de arbejdende Kvinder hidtil har opnaaet, har de væsentlig sig selv at takke for, lige saa ønskeligt var det dog sikkert, om de i Fremtiden kunde faa lidt Bistand til deres Bestræbelser for bedre Arbejdsbetingelser, - saa vist som det er baade tungt og trangt endnu for de fleste af dem, og det næppe i Fremtiden bliver lettere end hidtil at faa indrømmet et nogenlunde anstændigt Vederlag for deres Arbejde.

„Et Medlem af „D. Kv.” siger til Slut, at „Dansk Kvindesamfund kæmper ikke for Formaal, som „kan have Betydning for „10 eller 30” eller „Tusinder” af Kvinder,” - det gælder den halve Menneskehed.”

Denne Slutningsbemærkning hører sikkert til den Slags store Ord, som ikke gavner nogen Mors Sjæl - og heller ikke „D. Kv.”. Er det virkelig den „halve Menneskehed”, Kampen gælder, saa kan de arbejdende Kvinders Ti-Tusinder vitterlig endnu mindre overlades til sig selv - lige som hvad der hidtil fra anden Side er forsøgt for at hjælpe dem, bliver endnu mindre „nok” end under nogen som helst anden Forudsætning; thi den „halve Menneskehed” bliver ikke den „halve”, naar det langt overvejende Flertal og dettes allerstørste Interesse slet ikke regnes med. -