Angrebene paa Kvindesagen
Naar man læser de forskellige Angreb paa Kvindesagen, som nu skal reduceres til en Damesag, kunde man et Øjeblik fristes til at tænke: hvor glædeligt det dog er, at denne Sag er saaledes gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, saa stærkt endogsaa, at den oprindelige Kamp derfor og det Arbejde, der er blevet gjort, slet ikke erindres, i hvert Fald kun som noget forkert. Thi det gaar jo for det meste saaledes, at naar en Ide har vundet Sejr, saa vender de Mennesker, der har optaget den og nydt godt af Resultaterne, sig imod Forkæmperne og Bærerne deraf. Saaledes kunde det jo ogsaa et Øjeblik se ud, som om „Dansk Kvindesamfund” - der her hjemme er den ældste og mest vidtrækkende Forening, der har arbejdet for Kvindesagen - kunde betragte sig som overflødig, „Mohren har gjort sin Skyldighed, Mohren kan gaa.”
Det vilde jo være glædeligt, hvis det var saaledes; men naar man ser nøjere til, kan man ikke fastholde denne Glæde.
Angrebene viser nemlig dels slet ingen Forstaaelse (som Dr. Kaarsbergs), dels en grundig Misforstaaelse af den saa ilde medtagne Kvindesag.
Fru Stampe-Feddersen har imødegaaet Dr. Kaarsbergs Angreb og paa en udmærket Maade, som saa ofte før, gjort Rede for Kvindesagens Maal og hvilke Resultater, der er naaet.
Det forekommer mig, at dette klare, rene Standpunkt maatte alle Kvinder kunne slutte sig sammen om. Netop fordi det ikke er begrænset til en enkelt Stands Interesser, men omfatter alle Kvinder, vil det gavne hele Samfundet, saa vist som Dansk Kvindesamfund altid har fastholdt en etisk Side og aldrig har gjort sig til Talsmand for en ensidig Klasse- eller Lønkamp, men har søgt at fremme almindelig Menneskeret ved at arbejde for Kvindens Ligestilling med Manden.
Udtalelserne i Frøken Annette Jensens og Fru Sofie Jensens Angreb viser dog ingen Forstaaelse heraf.
Det ser ud, som om de kun betragtede Kvindesagen fra et økonomisk Parti stade.
Frøken Jensen bebrejder Kvindesagens Tilhængere (maa vel være Dansk Kvindesamfund), at de ikke har vist Forstaaelse nok „for den store Sammenslutningstanke, som bærer og fremdeles vil komme til at bære hele den Bevægelse, der skal bringe lysere Kaar for disse Samfundsklasser (Arbejderskerne).”
Hun maa jo her tænke paa Fagorganisationerne, men hvor højt man end sætter Arbejderbevægelsen og Fagorganisationerne, maa man dog ikke forveksle dem med Kvindesagen. Der er jo flere arbejdende Kvinder end netop dem, der hører til fjerde Stand, og i det Arbejde, der er gjort, er der som sagt tænkt paa alle Kvinder, den halve Del af Befolkningen. Desuden glemmer Frk. Jensen rent den moralske Støtte, de arbejdende Kvinder har haft ved Dansk Kvindesamfunds Bestræbelser for at forandre den almindelige Samfundsbetragtning af Kvinders Stilling og Arbejde, for derved at højne hele Kvindekønnet. Hvis Jordbunden ikke havde været beredt, vilde de ikke have naaet det. de nu ganske tilskriver „deres egne Gerninger”.
Fru Sofie Jensen mener ogsaa, der er arbejdet forkert: f. Eks. for Lov om kommunal og politisk Valgret for Kvinder, og spørger: hvilket Udbytte vilde en saadan Lov give de arbejdende Kvinder, som i Følge deres smaa Indtægter maa staa udenfor?-
Den politiske Ligestilling er jo den Basis, paa hvilken Udviklingen maa foregaa, og skal fjerde Stands Stilling forbedres ad lovlig Vej, uden Revolution, saa maa det ske gennem Lovgivningen. Det er jo paa den Maade, de øvrige Stænder har arbejdet sig frem, Borgerstanden efter 48, Bondestanden især efter 60’erne, og er det ikke det, vi den Dag i Dag ser foregaa for vore Øjne, hvor Socialisterne søger at faa politisk Indflydelse? Er det saa ikke en Misforstaaelse at bebrejde Kvindesagen Arbejdet for politisk Ligestilling?
Hun siger endvidere: „Vil de Kvinder, der faar Valgret, varetage de andres Tarv? Jeg tror det ikke, alene af den Grund, at de ikke ved, „hvor Skoen trykker”.”
Er det ikke ogsaa Miskendelse? Det forekommer mig, at de netop har vist, i alt Fald en delvis Forstaaelse af, „hvor Skoen trykkede”, ved straks at arbejde for Faguddannelse, hvorved der kan skaffes højere Løn og bedre Kaar. -
Men vilde det ikke være smukkere og fremfor alt gavnligere, om man, i Stedet for at bebrejde de foragtede Damer, at de endnu ikke har kunnet udrette mere, eller ikke har set dybt nok i de forskellige Klassers Behov, vilde oplyse dem derom. Det er jo netop, hvad der er ønsket og forsøgt paa. Fru Jensen siger jo selv: „at der flere Gange er gjort Forsøg paa Samarbejde med de arbejdende Kvinder - men uden Held. Mon det alene skulde være „Damernes” Skyld?
I hvert Fald maa man ønske, at Kvinderne ikke vil følge den moderne Maade at agitere paa, med bitre Beskyldninger mod dem, som med al menneskelig Begrænsning dog har vist, at netop deres arbejdende Søstres Kaar laa dem paa Hjerte.
Alt dette viser, hvor nødvendig en saadan Organisation som Dansk Kvindesamfund er, og hvor længe det vil vare, inden dens Maal er naaet. Gid Kvinderne vilde, forstaa dette og slutte sig sammen til et stort Syn paa og et stort fælles Arbejde for Kvindesagen som Samfundssag.
