Børnearbejde
Pastor Ostenfeldt talte i Onsdags Bethesda om Børns erhvervsmæssige Arbejde i Fabriker og uden for disse. „Da man i England indførte Maskiner ved Bomuldsfabrikationen, kunde et Barn udføre samme Arbejde som en voksen, og Fabrikanterne søgte da den billigste Arbejdskraft. Børn fra Fattighusene blev lejet, næsten solgt til Fabrikerne og de levede her et Slaveliv med uforholdsmæssig Arbejdstid og mere Arbejde, end de havde Kræfter til; hurtig blev de erstattet med andre, naar de døde. Samfundet blev dog opskræmt derved, og Lovgivningsmagten gennemførte da en Fabrikslov til Værn for Børnene.
Arbejderne begyndte at organisere sig, og baade de og Børnene fandt Forsvarere ogsaa i de øverste Samfundsklasser, hvad der helt igennem har været en Lykke for Arbejderbevægelsen i England.
Andre Lande fulgte efter og gav Beskyttelseslove for Børnene. Fabrikslovgivningen hos os staar dog meget langt nede. I hele den civiliserede Verden - Rusland medregnet - har kun Italien fastsat en lavere Aldersgrændse for Børns Anvendelse i Fabriker. Under 10 Aar maa de ikke anvendes hos os. Men spørger vi, hvorledes Forholdene stiller sig under den Lovgivning, vi har, saa har Danmarks Lærerforening gennem dens Undersøgelser - et meget fortjenstfuldt Arbejde - givet os Oplysninger derom*. Paa Landet gaar Arbejdernes Børn ud som Tjenestedrenge, - i Byerne som Bydrenge m. m. og i København foruden paa Fabrikerne ved forskellige andre Erhverv, hvoraf Mælkedrengene tæller et ikke ringe Antal. For Pigernes Vedkommende er det tilsvarende, Husgerning. Ingen af disse Erhverv rammes af Fabrikslovgivningen, og her ser vi derfor Aldersgrændsen gaa ned under 10 Aar, ja endog under 8. Tilmed har mange af disse Børn en altfor lang Arbejdstid, faar for lidt Søvn, hvad atter indvirker paa Skoleforholdene, saa de her sættes ude af Stand til at kunne modtage Undervisningen. Mange har end ikke en Søndag fri, men Aaret rundt gaar den ene Dag som den anden uden Forskel paa Hellig og Søgn.
At Børn saaledes bliver taget i Brug gør dem til Trælle af Arbejdet, og det er langtfra heldigt.
Taleren kendte en Arbejderfamilie med 3 Sønner paa 15, 12 og 11 Aar - Faderen kunde forleden Vinter intet Arbejde opnaa, skønt han var rede til at tage hvad som helst. Derimod var der Efterspørgsel efter hans tre Drenges Arbejdskraft, hvoraf dog de to skulde have haft Lov til at passe deres Skole, men Familien maatte leve af disse Børns Arbejde. Saadanne Forhold, hvor den voksne arbejdsdygtige Mand, der kun ønsker Arbejde, maa gaa ledig, mens hans Børn maa skaffe Opholdet til hele Familien, er dog bagvendte.
Den socialdemokratiske Rigsdags fraktion indbragte i Fjor et Lov forslag til en anden Ordning af Børns erhvervsmæssige Arbejde. Aldersgrændsen blev sat op til 12 Aar og Forslaget indeholdt flere meget fornuftige Bestemmelser. Det er at haabe, naar Lovgivningsmagten atter beskæftiger sig med disse Forhold og vedtager Forslag derom, at dette da ikke maa afvige alt for meget fra Socialdemokratiets oprindelige Forlag.”
A. J.
Vi er ganske enige med Pastor Ostenfeldt. Medens voksne Mænd og kvinder ikke ad Lovgivningens Vej bør forhindres fra at bruge deres Arbejdskraft i den Udstrækning, som de selv anse for nødvendig, bør dog Børnene beskyttes. Vanskeligheden ligger i, at et simpelt Forbud let vil medføre, at Børnene blive daarligere klædte og faa mindre god Mad. At en saadan Lov, som den paatænkte, overhovedet kan tiltrænges, beror jo ogsaa paa Forældrenes mangelfulde Indsigt - eller fattigdom.
*) Da Pladsen kun tillader et sammentræng Refarat af Pastor Ostenfeldts Foredrag, henviser vi til denne Redegørelse, der for nogle faa Øre kan faas i Boghandelen.