Skiftende Tider.*)

Naar man er paa den nedadgaaende Side af de 50, undres man og glæder sig over den banebrydende Ihærdighed, der ytrer sig hos de unge. Man undres over, at Kvinder har tilegnet sig den mandlige Skarphed og Slagfærdighed, der fremgaar af Fru Dagmar Hjortes og Fru Nina Bangs Dialektik om Tyngdepunktet af Ordet: Kvindesag (Tilskueren Juli-Heftet 1899) og man ser med glad Overraskelse, at naar den kvindelige Hjerne har faaet den behørige Udvikling, kan den tumle Problemerne med lige saa stor Færdighed og Behændighed som den mandlige; at der altsaa hverken findes en naturlig Indisposition hos Kvinden hertil eller behøves Generationers Udvikling af den kvindelige Hjerne, Tvertimod - den viser sig straks slagfærdig.

Vi undres over den Fremtidsudsigt, der aabner sig for vore Øjne, den, som Bellamy alt viste os i sin Bog om Aaret 2001, som siden har mødt os i mange Omskrivninger, og som nu sidst træder os i Møde i den Fremtids Stat, som Fru Nina Bang skizzerer for os, hvor Fælles-Køkkener og

Fælles-Vuggestuer løser Kvinden fra de Pligtbaand, der binde hende til Hjemmet, saa hun kan søge sit Erhverv udad, hvad enten hun hører til Arbejdsklassen, Middelstanden eller videre op. At disse kunstigere Institutioner skulde kunne træde i Stedet for den nuværende Tingenes Orden, tvivler jeg ikke et Øjeblik om. Dog vil der sikkert deraf opstaa Mangler, som maaske engang, naar Pendulet har naaet sit Højdepunkt, vil tvinge det tilbage i den modsatte Retning, thi al Fremadskriden foregaar vel nok i Zigzag?

Jeg kommer til at tænke paa, hvorledes jeg under et Besøg paa Landet iagttog en Kyllingeflok

- kunstigt udrugede - som søgte at bøde paa de manglende, moderlige Vinger ved at trykke sig sammen i en Krog saa nær hinanden som muligt, naar ublidt Vejrligt bragte dem til at søge Beskyttelse. Der var her ikke Tale om den muntre Udveksling af „Pip”, som naar Hønen lærer dem Nytteværdien af de forskellige Fødemidler, der enten bydes dem, eller som de finde paa deres Vej; heller ikke var de belærte af den moderlige Erfaring om de Fjender, der lurede paa dem. Tause og mekanisk spadserede de omkring inden for deres Gitter, ubevidst om det, der manglede dem. Saa hændte det en Dag, at et Hjørne af dette Gitter sprang fra Rammen, og ca. 50 af Kyllingeflokken listede sig ud og spredte sig i Græsset uden for. Da de intet havde lært om Faren ved i deres Alder at maatte undvære Beskyttelse, blev ingen underrettet om deres udsatte Stilling, thi intet jamrende Pip hidkaldte Hjælpen. Tyst gik de omkring og søgte deres Føde; de saa paa Katten med tillidsfulde, intetanende Øjne, og lidt efter lidt forsvandt de alle halvtreds aldeles sporløst.

Jeg tillod mig at sige til Bjerinden af denne Flok, at dér kunde hun se, at man ikke uden Fare kan omgaa de lovbestemte Forordninger, som Vorherre eller Naturen eller hvad man vil kalde den styrende Haand, der har sat Verdens-Mekanismen i Gang med en saa vidunderlig Omsigt, har sat som Grænser for Jordens Beboere - at dér kunde hun se, der var Fare ved at omgaa de lovbestemte Forordninger!

Om nu en lignende Fare eller Mangel vil vise sig, naar Samfundets kunstige Udrugnings- eller Første Tilsynsapparat sættes i Gang, vil Tiden vise. Der er sikkert en Hjertets Udvikling, som den kommende Tingenes Tilstand vil gaa ud over.

Men denne Hjertets Udvikling kan ogsaa være generende.

Til min Forundring har jeg læst et nyt Slagord herfor, nemlig Ordet: „Klæbrighed”. Det var benyttet af en særlig anerkendt Pen i „Politiken”, som undertegner sig med Mærket: E. B. Om den Tid vil komme, at Børn under Fællesopdragelse vil staa uafhængig af deres Forældre og generes af disses „Klæbrighed”, gemmes endnu i Fremtidens Skød. Her var det kun benyttet i Forholdet mellem Ægtefæller. Det er i al Fald en ny Tanke, at oversætte Hjertets Trofasthed ved Ordet: „Klæbrighed”. Genstanden plages deraf, vil frigøre sig! Det er sikkert en kendt Situation, men at betegne den ved saa klare Ord er mindre sædvanligt. Den udmærkede Kritiker undrede sig over, at Damerne ikke besad mere Stolthed, saa at de drog sig tilbage, saasnart Temperaturforandringen sporedes; at de gav deres Hjerte saa vel som deres Person som en Gave til den ene Eneste i Stedet for som et blot midlertidigt Laan! Heldigvis er der for ham og ligesindede saa store Skarer af Damer, der hylde Udlaanings-Principet, saa jeg vilde ønske, han vilde rekrutere sin Liste fra disses Rækker og ikke netop finde Behag i dem, hvor „Klæbrigheden” lurer paa Grund af Hjertets mangelfulde Flagrelyst.

Den for vor nuværende Situation altfor overvægtige Udvikling af Hjertets Følelser, som en altfor lidet udad søgende Opdragelse har givet os ældre, har bragt os i Misforhold til den Verden, der for Øjeblikket forefindes. Vi mishage ved vor „Klæbrighed”. Det er derfor paa Tide, at Kvinderne sørge for deres Hjernes, deres Forstands Udvikling, at de søge udad til det store Samfundsarbejde, at de lære at staa paa deres egne Ben, at de ved Selverhverv og Uafhængighed føle sig som Enere og klippe Baandene over, der tidligere pristes som Kærlighed, Trofasthed, Hengivenhed, men som nu hedder „Klæbrighed”.

De, der gifte sig, maa i dette Forhold indsætte et Minimum af Følelse. Mange ville sikkert holde sig uden for den Opgave, at fortsætte Slægten. Saaledes vil Kvindernes Verden blive delt i dem, der har sat alt ind paa ved deres Hjernes Udvikling, ved deres energiske Villie at udføre deres Part af det store Samfundsarbejde, medens den anden Halvpart af Kvinderne, der hylde Flagresystemet, ikke vil genere deres Beundrere ved „Klæbrighed”, men tvertimod forekomme dem i deres Ønske om en hurtig Skiften.

Saaledes vil vi kunne undgaa det store Samfundsonde: „Damernes Klæbrighed”.

Om denne Egenskab alligevel skulde have været et Gode lige over for den opvoksende Generation, om denne „Klæbrighed” i Hjertet lige over for Afkommet er en Lov, indpodet af den hemmelighedsfulde Styrer af Universet, som vi nævne ved saa mange Navne, men som i al Fald har et aldrig svigtende Øje for Nyttevirkningerne - alt dette véd jeg slet ikke. Lad nu Pendulen svinge mod dette Punkt. Naturen vil maaske saa kalde sine Børn tilbage under sine Love, naar nu ukendte Mangler vil opstaa af endnu uprøvede Tilstande.

I alle Tilfælde vil vi være de Kvinder taknemlige, der har udstukket vore Veje mod Samfundsarbejdet som en Arbejdsstyrke af Enere, de Kvinder, som have vist os, at vor Hjerne er et lige saa godt Materiale for Udvikling som Mandens, de, som have rystet Baandene af, der bandt os i Afhængigheden, de, som ved deres Eksempel kalde de unge efter sig, de unge, som skal føle fast Jord under deres Fødder, som skal le af den umulige Tanke, at de skulde kunde beskyldes for at være klæbrige og vil undres over at deres Mødre vare det.

Lad saa Selvfølelsen være og blive den ny Tids Motto - indtil videre!!

*) Indsendt først i September 1899.