Svar til "Emilie"
Hvorvidt „Kvindesagens Idé har vundet Sejr,” og hvorvidt „de Mennesker, der har optaget den og nydt godt af Resultaterne nu vende sig imod Forkæmperne og Bærerne deraf, og hvorvidt det er Kvindesagen „de har beredt Jordbunden, saa de arbejdende Kvinder, uden den, ikke vilde have naaet det, som de nu ganske tilskriver deres egne Gerninger,” - som „Emilie” siger, det er tre saa store Spørgsmaal, at jeg i Øjeblikke ikke skal komme nærmere ind derpaa - saa meget mere som de hver for sig kræver en mere indgaaende Undersøgelse og Behandling, end Pladsen for Tiden tillader.
Men det synes mig ikke ganske korrekt, at anke over andres Mangel paa Forstaaelse, naar man ikke selv „har set dybt nok i de forskellige Klassers Behov” til at rumme den hele Kvindesag.
Der er jo ingen der bebrejder „Kvindesagen” Arbejdet for politisk Ligestilling - tvertimod - man ønsker jo netop dette Arbejde mere omfattende, saa det kan komme alle Kvinder til Gode.
Der er heller ingen der mener, at Kvindesagen skal fravige et eneste af sine tidligere Idealer
- tvertimod - man ønsker jo blot, at den skal række sig lidt videre.
Er der dog ikke en Tendens oppe blandt Kvindesagens Tilhængere til netop at ville indtage et „Partistade”: væsentligst at holde sig til den „etiske” Side og Lønspørgsmaalet NB. for dens „egne Børn,” - men overlegent smile ad det „økonomiske Partistade,” hvor det skulde komme Arbejderkvinden til Gode ? Kvindesagen har dog ikke helt været blottet for Slagord som „Løn for Arbejdet,” „samme Løn for samme Arbejde” o. s. v.
Men hvorfor da ikke være saa rummelig at indrømme den arbejdende Kvinde det samme „økonomiske Partistade,” saa meget mere som det for hende, fremfor nogen anden, betinger den Udvikling, der efterhaanden skal bibringe hende Forstaaelse for de mere „etiske” Krav?
Det store Hovedspørgsmaal staar nu imidlertid ikke paa, om Kvindesagen hidtil har varetaget hele Kvindekønnets Interesse - eller nærmest et Mindretal deraf - hvad der kan være delte Meninger om uden derfor at nedsætte Kvindesagen, men Hovedspørgsmaalet staar nu - i Slutningen af Aarhundredet paa, om „Kvindesagen” vil anerkende de Ti-Tusinder Arbejderkvinders Krav for lige saa berettiget som alle tidligere Kvindesags-Krav, og derfor stille dem ved Siden af disse, ikke et enten - eller, men et baade - og, - eller „Kvindesagen” paa Forhaand vil træde til Side og lade „fjerde Stands” Kvinder marschere forbi og blive Foregangsmænd i næste Generation.
Hvorledes ellers? Hvor er den unge Slægt, der skal løfte Kvindesagens Arv? Det kan være
denne Slægts Skyld, det kan være „Sagens” Skyld, men Begejstringen, Energien der i saa høj Grad kendetegne Arbejderbevægelsen - og uden hvilken Ungdommen ikke vindes - de er i langt mindre Grad fremtrædende blandt Kvindesagens Tilhængere.
„Den politiske Ligestilling er jo den Basis, paa hvilken Udviklingen maa foregaa og skal fjerde Stands Stilling forbedres ad lovlig Vej uden Revolution saa maa det ske gennem Lovgivningen
- siger Emilie. Ja visselig. Men netop derfor mener jeg ogsaa, at det er en Lykke for vort lille Samfund, at Socialdemokratiet hos os er kommen til at gøre dets store Indflydelse gældende gennem Lovgivningsmagten, ad Reformernes Vej - hvorfor ogsaa det Parti, der har lettet det Adgangen dertil, har indlagt sig stor Fortjeneste, maaske større end det almindeligvis antages. Men ligeledes vilde det sikkert blive en Lykke for Landet og for ”Kvindesagen” med, om denne foruden de „etiske” Krav tillige kan udvide sig til at omfatte ogsaa det økonomiske, og dette ikke for Kvindesagens Børn alene: for anden og tredje Stands Kvinder, men ogsaa for fjerde Stand: Arbejderkvinden.
At der kan være „Miskendelse” og manglende Forstaaelse ogsaa fra denne Side skal villig indrømmes, men det skulde jo ogsaa være en af Opgaverne at faa denne fjernet. Og jeg takker „Emilie” for den venlige Anmodning, at „oplyse hinanden om de forskellige Klassers Behov.” Med lidt god Villie fra begge Sider kan der herigennem gøres en god Gerning.
„Emilies” Slutningsbemærkning underskriver jeg helt og fuldt: Gid Kvinderne vilde slutte sig sammen til et stort Syn paa Kvindesagen.