Førsteforsøg
Nicoline Rirkegaard: Provstinden. Margrethe Fibiger: Annina Hjalm.
De nævnte Bøger er fra i Fjor; men før denne Vinters Produktion oversvømmer Markedet, bør de have et Par Ord.
Man har sagt, at Burgeoisiet gaar sin Opløsning i Møde. Dersom der er noget heri, er uden Tvivl Damen den Type, der staar først for til at forsvinde; thi der er vel neppe nogen, hvis Liv mere end hendes er anlagt paa at nyde fremfor at yde. Begrebet Gentleman har meget mere Indholdsværdi, saaledes som en Gentleman f. Eks. skildres af Paludan Müller i Ivar Lykkes Historie, - er han en Mand, der kan bære alle Skæbnens Omskiftelser, fordi han overalt bliver sig selv tro, bevarer sin Værdighed lige saa godt i den fattige Hedegaards Ensomhed som i Hoflivets Tummel, og med Udbytte kan omgaas Mennesker af enhver Art, fordi han hos dem alle forstaar at se det rent menneskelige; alle Steder virker han højnende uden paa nogen Maade at trykke, fordi han lader andre helt og holdent være sig selv i Omgangen med ham.
Damen derimod fordrer for at trives for det første et stort ydre Apparat af Luksus, selv om hun ikke nødvendigvis maa bade sig i Sodavand og spansk Vin som „Eva”s engelske Veninder. Men det værste er dog, at hendes Nerver fordrer en uafladelig Pirring; hun maa underholdes, der maa stadig findes paa noget nyt, hun maa herske over sine Omgivelser og i ethvert Tilfælde altid bade sig i en Atmosfære af Beundring.
Fr. Hammerich fortæller i sin Levnedsskildring om en af Birkedals morsomme og frimodige Ytringer. B. havde kendt Hammerichs Hustru som den gæstfri Landsbypræstekone, der holdt aabent Hus for sin Mands mange Tilhørere. Senere træffer han hende i Hovedstadens Selskabsliv, hvor hun vistnok ogsaa spillede en Rolle, og han gør da den Bemærkning: „Ja, dengang var De noget, hvad er De nu?” Man kommer til at tænke paa den Vurdering, ved at læse „Provstinden.” Hun er Hovedstadsdame, Smuk, elskværdig og talentfuld, skabt til at glæde sig ved Livet og gøre andre glade. Men paa Landet vantrives hun, skønt hun lever et lykkeligt Familieliv og faar den Hyldest, Egnen kan byde paa. Det er altsammen Fattigdom for hende; tilsidst griber hun for at stramme sig op til Flasken; Ødelæggelsen er over hende og forplanter sig fra hende til hele Familien.
I Provstinden har Forf. levendegjort en Nutidstype. Ogsaa hendes Mand, hvis eneste Fejl er hans Svaghed overfor den forgudede Hustru, er godt skildret. Derimod staar den unge Slægt, af hvilken et eneste Par rejser sig af Husets Ruin, farveløst og mat og gør ikke som Hovedfiguren Indtryk af at være tegnet efter levende Model.
Frk. Margrethe Fibiger er velkendt som Levnedsskildrer; men at se en Roman fra hendes Haand var en Overraskelse, heldigvis en glædelig. Hendes Bog minder om Pauline Worms Hovedværk: „De Fornuftige.” Her som der er det en Svane, der vokser op i en Andegaard - for at trædes ihjel af Gæs. Ja, Annine dør ikke som P. Worms Heltinde; hun udvikler sig til Forfatterinde; men dette føles ikke som noget væsentligt. Det vigtige i Bogen er hendes Møde med Knud og Spørgsmaalet, hvorfor disse to Mennesker, der synes som skabte for hinanden, og er saa lykkelige straks at forstaa dette, hvorfor de atter maa skilles. Hvad er der Forklaringen? Vel det, der skulde afhjælpes ved at vi fik Fællesskoler for Piger og Drenge, nemlig det, at Mand og Kvinde er saa forskellig udviklede og saa lidt vant til at omgaas, at de i Livets afgørende Øjeblikke kan misforstaa hinanden saa sørgeligt. Han opfatter hendes Tilbageholdenhed som Mangel paa Evne til at elske, mens hun, der hele sit Liv har været ensom, blot er altfor overvældet af Lykke, Fryd og Forventning. „Der kom en Angst over hende, den unge Hinds Angst, naar den staar dybt inde og lytter til Stilheden med drømmende Længsel i sine blide Øjne, og store Hunde pludselig bryde sig Vej igennem Krattet. Hun gjorde som den, hun tog Flugten”. „Jeg tænker ikke en Tanke, som ikke er dig”, „men det er saadan, at naar du kommer selv, da er du en anden end den, der hersker i mit Liv - en stærkere og større, og en Angst, som er tillige en Lyksalighed, der ikke har Ende eller Maal, overmander mig; og alle de bedste Ord, jeg véd og som jeg havde gemt til vort Møde, dør bort paa min Tunge.”
Dette er fint set, om det end snarere passer paa de unge Piger, som de var for en Menneskealder siden, end som de er nu. Og denne Fortællingens Pointe vilde maaske være kommet bedre til sin Ret i en Novelle end i en stor Roman. For at fortsætte Sammenligningen, saa falder den lange Forhistorie her noget gammeldags vidtløftig, medens man endnu med Fornøjelse læser P. Worms humoristiske Skildring af Provinslivet, der nu ogsaa har historisk Interesse. Skønt Frk. Fibiger fortæller smukt, kan man ikke lade være at tænke paa, hvor megen Karakteristik f. Eks. Jonas Lie kan give paa nogle faa Sider, og ønske, at vore Fortællerinder vilde gaa mere i Skole hos Nutidens store Mestre i Fortællerkunsten.
