Husholdningsskoler
Fru Birgitte Berg Nielsens Forslag til en Husholdningsskole, og den derpaa følgende Drøftelse af Sagen paa Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde viser, at alle er enige om, at det er hensigtsmæssigt at faa en saadan Skule i Gang.
I Frankrig opdrages de unge Piger til Husmødre i Haandgerningsskolerne; Kokkepigerne dels i private Kogeskoler, dels i Restaurationer, men her er det i Region Mænd, der styrer, Mænd, der faar de store Pladser, Mænd, der redigerer Husholdningsbladene.
Belgiens Husholdningsskoler er umaadelig praktisk anlagte. De lærer Smaapigerne at koge, stoppe, vadske og stryge, medens de gaar i Skole, ved Siden af denne. Senere, naar de er begyndte at gaa paa Fabrikkerne, bryder de sig ikke om at komme; i12-13 Aars Alderen morer det dem. Disse Skoler begrænser sig, lærer ikke Børnene fin Madlavning, men at koge og arbejde i et lille Hjem. Der er lokale Smaaskoler Landet over. Hvis en lille By ønsker en saadan Skole, danner der sig en Komité, der søger om Statsunderstøttelse; denne gives, man lejer eller køber en Arbejderbolig - indretter et lidt større Rum til Skolestue, en Lærerinde ansættes og Skolen er færdig.
Da Dronning Viktoria lod sine Døtre lære at koge som Børn i et lille Køkken i Haven, blev det Skik og Brug at lære Børn at koge, og Skikken trængte ind i Skolerne. England gik saaledes i Spidsen for Bevægelsen.
Der klages nu fra England over, at de mange dygtige Elever, der kunde tjene deres Brød som Husbestyrerinder og Kokkepiger, ikke ønsker at bruge, hvad de har lært, til Erhverv. De foretrækker lavere lønnet selvstændigt Arbejde, selv om dette kun sulteføder dem; men derfor er Arbejdet jo ikke spildt.
I de sidste ti Aar har Interessen for sundt Hus- og Madstel taget et umaadeligt Opsving i Amerika. Køkkenskoler, Kogekursus, Husholdningsblade mylrer frem i alle Stater, alt som Følge af, at Kvinderne vil anvende i Hjemmet, hvad de har lært paa Universiteterne; kvindelige Læger lægger maaske ikke større Vægt paa Diæten end de mandlige, men de forstaar at faa deres Patienter til at lystre, maaske fordi de gaar mere i Detailler end disse og kender Skærene. Kogning for syge er et særligt Fag nu i mange Skoler. Sundhedspleje læres i alle offentlige Skoler.
I gamle Dage var der jo i København foruden Restaurationerne og den kgl. Skydebane kun en Højskole i Kogning: Kongens Køkken - nu er der jo flere. Bedst var det maaske at faa en Normalskole i København og saa følge Belgiens Eksempel med smaa billige Skoler Landet over, hvor Befolkningen ønskede det.
Ada M. Frederiksen.
Da Køkkenskoler staar paa Dagsordenen hjemme, og Selskabet for at: ”fremme fattiges Vel” i New York har aabnet en Kogeskole for hvem, der vil komme, og denne i Modsætning til andre Kogeskoler er indrettet som et tarveligt Hjem, kan det maaske interessere Deres Læsere at høre lidt om den. Et tarveligt Køkken med Tilbehør, som det findes i de allertarveligste Arbejderhjem, og et Sovekammer, ordentligt udstyret, alt af det billigste Materiale, er hele Skolen.
Her er jo som i de belgiske Husholdningsskoler ikke Tale om at uddanne Kokkepiger, men at lære Pigebørnene at tilberede sund og kraftig Føde af det Materiale, de har Raad til at købe. At lære dem at kende Fødemidlerne og deres Næringsværdi i Forhold til Prisen.
Første Dag, Skolen blev aabnet, kom der kun fire, men Tilstrømningen stiger stadig; der er for Tiden 3 Eftermiddagsklasser efter Skoletid og 4 Aftenklasser.
De lærer at lave Maden omhyggeligt og rette den pænt an, at bage, koge og stege.
At holde Sovekammeret rent, feje det og rede Sengen er en Betingelse for at blive undervist. Pigebørnene lærer at vadske Gryder, Vidskestykker og Karklude. Hver Klasse sørger for sit.
12 Aar er Aldersgrænsen; først var den 10, men der kom saa mange bitte smaa Elever, der alle forsikrede, at de var 10 Aar gamle, at den maatte hæves to Aar.
Lærerinden fortæller dem, hvad alt i Sovekammeret har kostet, og baade Gardiner og Toiletpuder interesserer Børnene meget. „Hvad i Alverden skal man med to Lagener! det har jeg aldrig før set,” udbrød en.
De fleste brugte omhyggeligt at feje Støvet hen i en bestemt Krog i Stuen for at tages væk en Gang ved Lejlighed.
Mange af Børnene øver sig hjemme og det er Lærerindens Pryd, naar de beretter, hvad Indtryk deres Kogning har gjort.
En lille Pige fortalte straalende: „Næste Gang, Brødrene skal ud i Skoven, skal jeg med og koge for dem. Henry siger, min Kartoffelmos ser ud som Vanilleis;” hun havde lært at piske den med en Gaffel, saa den var let og hvid.
Af og til medbringer de Prøver paa deres Arbejde hjemme. Et lille Brød, en Kage. „Nu kan jeg det.”
De faar i Reglen ikke mere end 15 Lektioner, men der tales med dem om Renlighed og Sundhedspleje, og en Sygeplejerske lærer dem at forbinde. De er i Reglen meget ivrige efter at faa Opskrifter paa, hvad de laver, hjem med.
Hver Lektion kostede sjældent mere end 25 cents til Materiale.
(Efter Miss Helen Hartforts Aarsberetning.)
Ada Frederiksen.