« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelige eller mandlige Fabriksinspektører

Af: M. Anholm

« Se emneord

Det var med stor Glæde, at jeg i Nr. 10 saa „Kvinden og Samfundet” slaa til Lyd for Indførelsen, ogsaa her i Landet, af kvindelige Fabriksinspektører. Men paa samme Tid maatte jeg beklage, at Spørgsmaalet førtes frem saadan i al Almindelighed, hvorved det næppe vilde kunde undgaa at vække nogen Misforstaaelse.


Og dette er ogsaa sket. En Stemme - og netop fra dem, der er mest interesserede i Sagen - hæver sig i Bladets Nr. 16 imod Indførelsen af en saadan Nyhed. Det er en Syerske, der paa Grund af egne triste Erfaringer med Hensyn til Direktricen i den Forretning, hvor hun arbejder, udtaler sin Tvivl om Værdien af kvindeligt Fabrikstilsyn.


Denne Sammenstilling af Direktricen i en Forretning med Inspektricen af en Fabrik viser en grundfejl Opfattelse af vedkommende Personers Stilling og Opgave, en Opfattelse, der for Sagens Skyld bør imødegaas, og da jeg alt en Tid lang har beskæftiget mig med Spørgsmaalet, turde det tillades mig at give en lille Fremstilling deraf.


For nu at tage den ovenanførte Udtalelse af vedkommende Syerske til Udgangspunkt, saa vilde en kvindelig Fabriksinspektør faa en ganske anden Stilling overfor Arbejderne, end Direktricen i en Forretning har. Direktricen repræsenterer jo Arbejdsgiveren og maa staa paa hans bedste, hvis hun ikke vil miste sin Plads. En Fabriksinspektør derimod staar fuldstændig uafhængig. Han er ansat af Regeringen for at paase, at Loven bliver haandhævet - den Lov, der er til netop for at beskytte Arbejderne imod de mange Farer for Liv og Sundhed, som Arbejdet i Fabrikkerne medfører. Altsaa maa han allerførst staa paa Arbejdernes bedste. Det er hans Pligt, først og sidst, at være dem til Værn imod samvittighedsløs Udnyttelse.


Her i Landet er Fabriksinspektørernes Arbejdsfelt noget begrændset. De Skulle i Overensstemmelse med deres Instruktioner hovedsagelig inspicere Maskinerne for at forebygge Ulykker ved Arbejdet og paase, at Børn og unge Mennesker ikke holdes; ,til Arbejde paa ulovlig Tid, ikke sættes til at passe Maskiner, der kunde bringe deres Liv eller Lemmer i Fare.


Man bliver ikke Fabriksinspektør uden en særlig faglig Uddannelse, og Inspektørerne maa eje en Viden med Hensyn til Maskinerne, som Kvinderne vel her næppe har Lejlighed til at forskaffe sig. Det vilde ogsaa være meningsløst at tvinge Kvinder ind paa et Omraade, hvor de slet ikke er hjemme og hvor en Mand gør lige saa meget Fyldest, enten han saa inspicerer Maskinerne i en Fabrik, hvor Kvinder arbejder, eller i en Fabrik, der hovedsagelig beskæftiger Mænd.


Det er ikke af denne Grund, at vi maa have kvindelige Fabriksinspektører. Men paa det Omraade derimod, hvor det gælder at værne Børnene og de umyndige, der er Kvinden paa sin rette Plads, og der kan hun bestemt gøre umaadeligt meget større Gavn end en Mand. Som Industrien nu udvikler sig, som Maskinerne nu forbedres, glider Efterspørgslen efter Arbejdskraft alt mere bort fra den Voksne og over paa Barnet. I samme Grad bliver Spørgsmaalet om Børns Arbejde i Fabrikkerne Tidens mest brændende; thi den unge Slægt, der nu aandelig og legemlig forgiftes - Udtrykket er ikke for stærkt - i Fabrikkernes usunde Atmosfære, det er jo paa den, at Fremtidens Haab skal bygges. I „Oplysninger om Skolebørns Arbejde” (af Danmarks Lærerforening) læse vi, at blot i København (med Frederiksberg og Sundby) findes 758 Børn, der har saadant Arbejde, som under visse Omstændigheder kan blive direkte sundhedsfarligt. Dertil regnes: Porcellænsfabrikker, Væverier, Tobaksfabrikker, Glasværker, Tændstikkefabrikker, Farvemøller, Syre- og Tapetfabrikker. Nu spørger jeg: er det tænkeligt, er det muligt, at disse Børns Tarv kan varetages ved den ene aarlige Inspektion, Loven af 12. April 1889 forlanger? Er her ikke Brug for kvindeligt Tilsyn?


Der er et Spørgsmaal af uhyre Vigtighed, der hænger sammen hermed. ’


Arbejderens hele jordiske Kapital er hans Sundhed. Han maa derfor med Rette kunne fordre, at det Bum, hvori han arbejder, hvor hans Kræfter bruges, i hygiejnisk Henseende er indrettet paa bedst mulige Maade; at der er tilstrækkeligt Luftrum og Belysning, ren Luft, passende Temperatur og - først og fremmest - nødvendig Renlighed. Dette er Krav, som ethvert rettænkende Menneske maa anerkende som berettigede.


Paa flere Steder i Udlandet er det Fabriksinspektørerne, der skal vaage over, at Lovens Krav ogsaa i saa Henseende sker Fyldest, men her i Landet er den Opgave paalagt Sundhedskommissionen og i de mindre Byer Politimesteren.


Og hvordan røgtes vel dette Kald?


Ja, jeg skal ikke dømme, men enhver, der har set lidt til Fabriksvirksomheden i denne vor kære, men i Forhold til andre Hovedstæder meget lidt propre By, ved, at denne Mangel paa Properhed er især fremtrædende i Fabrikkerne. Jeg ved Steder, hvor Arbejderne har maattet tigge og true for at faa Gulvene vadskede et Par Gange om Aaret. Jeg ved Steder, hvor Kvinder er beskæftigede, hvor Gulvene sommetider ikke bliver fejede i fjorten Dage. For at faa en Forestilling om industriel Renlighed behøver man blot at gaa op i Baggaardene i det indre af Byen f. Ex. i St. Kongensgade, hvor der findes saa mange Smaafabrikker. Man vil der faa at se Trappegange, der tilsyneladende aldrig er blevne vadskede, Vinduer behængte med et tykt Tæppe af Snavs og Støv, Gange, hvor det lugter - uha!


At færdes daglig paa lignende Steder er næppe uden Indflydelse paa Helbredet.


Se, dette skulde være Kvindernes Departement, men der vil i Sandhed behøves en uforfærdet Kvinde til at begynde en Rydden op i denne Augiasstald. Der maatte paavises skarpt og klart, hvordan Forholdene er, saa at Loven maatte blive skærpet, og kunde vi komme saa vidt som Hollænderne, hvis Lov paabyder, at Væggene i ethvert Arbejdslokale skal vadskes i det mindste en Gang om Aaret, saa var vi kommet et godt Stykke nærmere til en virkelig Betryggelse for Arbejdernes Liv og Sundhed.


Hvad jeg nu vil stille under Overvejelse er dette!


Da Kvinder og Børn i stadig stigende Mængde beskæftiges i Fabrikkerne, vil det saa ikke være det mest naturlige og mest betryggende at faa uafhængigt kvindeligt Tilsyn i alle saadanne Bedrifter, hvor Kvinder og Børn i overvejende Antal er beskæftigede? Dette kvindelige Tilsyn kunde, i det mindste i Begyndelsen, sortere under Fabriksinspektørerne og ansættes som Assistenter med den Opgave, at sørge for en bedre gennemført Renlighed og især at vaage over Børns og unge Menneskers Arbejdsforhold. Men disse kvindelige Assistenter maa have fuld Myndighed til at paatale Overtrædelser og til at sætte Forbedringer igennem. En Stilling som kvindelig Fabriksassistent vil bringe Vedkommende saa mange Vanskeligheder og Fortrædeligheder samt, i det mindste i Begyndelsen, et saa svært og mangen Gang pinligt Arbejde, at vi ikke behøver at frygte, at Kvinder uden Interesse og Kærlighed for Sagen vil paatage sig den.


Fra den Begyndelse, jeg her har antydet, vil Fabriksinspektionen siden kunne udvikle sig organisk, efter vort særlige Behov, saaledes som det er sket i England, hvor det kvindelige Fabriksinspektorat er begyndt med kun to Inspektører uden egentlig Reglement, og paa faa Aar er vokset op til en hel Institution under egen kvindelig Chef - en Institution, der af Arbejderskerne nu erklæres for uundværlig.


Foruden i England, Amerika og Australien findes kvindeligt Fabrikstilsyn i et Par tyske Stater og i Frankrig (dog kun paa Værksteder, der ikke benytter Dampkraft). Holland fik sidste Sommer sin første kvindelige Fabriksinspektør og i vort Broderland, Norge, blev der i Foraaret fra Direktøren for Fabriksinspektoratet indgivet et Andragende til Kristiania Kommunalbestyrelse om at bevillige Penge til Ansættelsen af kvindeligt Fabrikstilsyn Hovedstaden.


Det vilde være ønskeligt, om der her i Bladet kunde vækkes en Diskussion om dette Emne og om Personer, der sidder inde med Erfaringer for eller mod, vil komme med deres Indlæg. Til sidst vil jeg nævne, at der i Tyskland og England findes Kursus til Uddannelsen af kvindelige Fabriksinspektører.


M. Anholm.


Vi give det Ønske, Fru Anholm udtaler, vor varmeste Tilslutning. Det vilde kunne gavne Sagen meget, om der fremkom Oplysninger baade fra dem, der har set, hvorledes man har indrettet sig i Udlandet og fra dem, der har Kendskab til vore hjemlige Forhold.


Red.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner