Agnes

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)

(Fortsat.)

Jeg sad et Stykke fra dem. Antti saa ikke et eneste Øjeblik til mig. Det var, som om nogen vilde slaa mig. Men endnu havde jeg jo ingen Grund til Frygt. Det. var blot Venlighed. Ikke andet. Intet andet. Blot venlig Artighed.

Under Agness Indflydelse tøede han op og forandrede sig fuldstændigt. Hvorfor ikke? Det var jo saa aldeles naturligt. Hvorfor undrede jeg mig derover? Og hvorfor kunde jeg ikke billige det? Ubekymret fortsatte de deres Samtale. Jeg kunde ikke mere følge den, thi det susede i mine Øren og mine Hænder dirrede, saa jeg havde svært ved at beherske mig.

- Du er jo barnagtig - rigtig en tosset En, sagde jeg til mig selv, men det hjalp ikke.

Endelig syntes Agnes at lægge Mærke til mig.

- Lille Lissi, du tager naturligvis med.

- Nej, jeg kan ikke ride.

- Det er jo sandt, hvad skal vi gøre med dig, Lissi, - min Mand huskede endelig ogsaa paa, at jeg var til.

- Jeg bliver hjemme.

Jeg tvang mig til at vise et smilende Ansigt. Mærkede de, hvor usandt det talte?

- Nej, jeg ved Raad, sagde Antti, vi tager en lille Vogn til dig.

Jeg kastede et forvirret Blik paa ham. Brød han sig da nu heller ikke om, hvad det kostede, han, som ellers plejede at være saa sparsommelig?

- Nej - jeg bliver hjemme, sagde jeg bestemt!

- Vi gik fra Selskabet. Jeg tog mig af Børnene. Mon han skulde mindes mig og sige mig Farvel, inden han gik ud?

Det gjorde han dog, og han var usædvanlig øm og hjertelig:

- Du, min egen elskede Hustru. Altid øm, altid taalmodig, altid god.

Jeg maatte vende mit Ansigt bort, Taarerne begyndte at trænge sig frem. Endnu nogle Kys, saa gik han.

Nu lod jeg Taarerne strømme frit. Jeg naragtige! Jeg kunde ikke forklare mig, hvorfor jeg græd. Jeg var egentlig ikke bedrøvet mere, frygtede ingenting. Nej, jeg græd af bare Barnagtighed. Jeg havde jo en god og trofast Mand, en alvorlig, paalidelig og driftig Mand, en Mand, som mange vilde misunde mig. Og mine tre raske, dejlige Børn! Hvor kunde jeg være saa utaknemlig. Det skulde aldrig ske mere, det lovede jeg mig selv højt og helligt.

- Det var virkelig morsomt, fortalte Antti om Morgenen. Kedeligt, at du ikke var med.

- I var længe borte.

- Ja - til Kl. 5 i Morges. Jeg forstaar ikke, hvor Tiden kunde glide saa hurtigt. Vi var i et saa glad og løssluppet Lune, at vi ikke ænsede Tiden. - Jeg mindes aldrig, at der nogen Sinde har været saa deiligt paa Iloharju. Luften var klar, ikke et Vindpust rørte sig og i Solnedgangen opstod de underligste Farvebrydninger.

- Og Solopgangen?

- Ja - den lagde vi ikke synderlig Mærke til. - Han blev lidt forlegen.

- Vi tænkte ikke paa at betragte den, da vi sad paa en Bænk og talte.

Jeg tav lidt og spurgte da:

- Hvad synes du nu om Agnes?

- Hun! Jeg ved det ikke rigtigt. Ja hun er indtagende og intelligent. - Og for øvrigt har vi talt om at tage ud at sejle i Dag paa Formiddagen. Du tager vel med?

- Jeg bryder mig ikke om det.

- Hvorfor ikke? Kom nu med. Han bad mig dog ikke saa ivrigt, som jeg kunde have ventet det, derfor var min røst lidt bitter, da jeg svarede:

- I savner mig jo ikke der.

- Naa Lissi? Han kom hen til mig og saa mig ind i Øjnene.

- Hvad betyder det? spurgte han og smaalo.

- Ingenting. Det betyder ingenting.

- Jeg begynder at frygte for, at du bliver skinsyg.

Fy da. - Jeg trykkede mit Ansigt ind mod hans Bryst, for at han ikke skulde se, hvor jeg rødmede.

- Det tænkte jeg ogsaa. Du er da vel ikke saa dum.

Hvad var det som pludselig fik Magt over mig. Jeg kunde ikke slippe ham. Jeg lagde mine Arme om hans Hals.

- Holder du af mig? Elsker du mig? Glemmer du mig aldrig, aldrig? Jeg kan ikke holde det ud. Jeg gaar fra Forstanden. Gør det ikke;

- Men Lissi, hvad i al Verden? Han blev forundret og søgte at gøre sig fri.

- Hvad? Hvem skulde tro? - Vær ikke barnagtig. Vist bryder jeg mig om Dig. Naturligvis.

- Er det rigtig sandt, at du holder af mig. At du elsker mig som før? Ikke af Pligtfølelse fordi du er bunden, ikke af Tvang. Om du var fri, om du havde frit Valg endnu, vilde du da tage mig? Sig - svar ærligt, vilde du tage mig og ingen anden?

- Hør Lisi, dette her begynder at blive besværligt.

- Hvorfor svarer du mig ikke?

- Fordi dit Spørgsmaal er saa yderst ufornuftigt.

Afvisende og køligt besvarede han min angstfulde Ømhed. Hans Kulde saarede mig.

Mine Arme faldt slappe ned. Jeg vendte mig bort.

- Hvad gaar der af dig Lisi? Du har aldrig været saadan før.

Jeg svarede ikke. Mit Blod svulmede i mine Aarer, men desuagtet hørte jeg en Røst i mit Indre, der sagde, at han havde Ret, at jeg var underlig og opførte mig anderledes end ellers. Jeg forsøgte at dæmpe min oprørte Sindsstemning.

Han saa paa Klokken.

- Nu er det Tid at gaa. Kommer du med?

Jeg udkæmpede et Øjebliks stille Kamp før jeg svarede:

- Ja.

- Vi skal da hente Frk. Werther, hun venter paa os.

(Fortsættes.)