Lykkepsykologi
C. Lambek:
Bidrag til Ibsen-Kritiken.
Hr. Lambek er en ny og ingenlunde ubetydelig Kritiker. Det kan vel falde en eller anden lidt for Brystet, at den unge Forfatter synes, han maa omskrive Henrik Ibsen, omdigte hans mest berømte Skikkelser, som om Ibsen var en afdød Klassiker, hvis Tanker ikke længer kunde sætte Sindene i Bevægelse. Og den moderne Brand, Forfatteren tegner, sagtens efter en ham nærstaaende Model, vil i manges Øjne ikke være nogen egentlig Forbedring af det gamle ibsenske Sandhedsvidne. Kærligere er han ikke bleven og heller ikke høfligere. Hør engang, hvad han morer sig med at sige til en af sine bekendte, en velagtet Repræsentant for det højere københavnske Borgerskab: „Deres Arbejde i Menneskehedens Tjeneste (som Læge) maa være en rent aandløs Færdighed, siden den ikke har lært Dem at have dyb Opmærksomhed for det enkelte Menneskes Lykke, især for dem, der staar Dem nær. De vækker min Forundring, og jeg tror ikke paa Deres Ærlighed. De har haft Held med Dem paa nogle faa af Livets Omraader, og dette Held har bundet Deres Opmærksomhed udelukkende til de Felter. Det finder jeg tarveligt; De har godt af at vide, at De ikke er saa fuldkommen en fin Mand i alle Menneskers Øjne, derfor underretter jeg Dem om, at jeg for Fremtiden helst vil være fri for at hilse Dem paa Gaden.”(!) Men denne nye Brand synes i ethvert Tilfælde at være en ærlig Karl med Tanker i Hovedet, som er for betydelige til at de kan forbigaas.
Man skal heller ikke lade sig forskrække af det noget anmassende Sprog, Forf. fører overfor tilvante moralske Værdibestemmelser som Beskedenhed og Pligtfølelse. Det skader jo ikke, at de sættes under Debat. Efter min Mening er det en psykologisk Fejltagelse, naar Forf. siger, at hvad man gjør af Pligt, gør man af Tankeælde. De gamle handler ud fra Rutine og Vane; til en streng og alvorlig Pligtopfyldelse hører der Kraft baade i Tanke og i Vilje. Pligtofre behøver heller ikke at være „kolde Ofre”. De kan oprinde fra en glad og villig Tilslutning til noget stort og betydeligt, noget der føles som større og betydeligere end den enkeltes øjeblikkelige Attraa.
Forf. mener derimod, at det første og dybeste Krav, der stilles til et Menneske er det at være lykkelig; thi derpaa hviler andre Krav, at være god, smuk, at kunne udrette noget i Verden. Sandt nok! men kan man ikke ligesaa godt forlange af et Menneske, at han skal sørge for at blive Kejser, som at han skal være lykkelig? Det synes, som om Forf. betragter Lykken som en Kunst, der kan læres; og fra denne Side set forekommer det mig nu ogsaa, at han giver værdifulde Bidrag til det, han ønsker at skabe: en Lykkepsykologi. Etiken, mener han, falder ind under denne som en Underafdeling. Han hævder med Kraft, at alt Menneskeliv er Sjæleliv, og at derfor det, der gør lykkelig, ikke er de Ting, som glimrer for Øjnene men kan blive til visne Blade i Hænderne, ikke den ydre, men den indre Skæbne. I Anledning af Rosmer og Rebekka siger han - dette anføres som Prøve paa hans ret pragtfulde Stil - at der er to diametralt modsatte Maader at forme Livslykken paa.
Paa den ene Vis var Lykken forunderlig sjælsnærende, den føltes som en Plante, der drak Sol, Dugg, Næring af Jorden, voksede højt og bredt, indtil den var at se til som et Bjerg af Blomster, at se til som en farverig Have. Paa den anden Vis var Lykken underlig sjælsfortærende, man følte den som en Ild, der knitrede i Ved, blussede ud i røde, pragtfulde Tunger, - men pludseligt blussede den ikke mere, faldt hen, laa som en mat Brand og slukkede Asken”. -
Det ligger nær at dvæle en Smule ved Forfatterens Kritik af Et Dukkehjem, der giver ham Anledning til en Undersøgelse af den særlig kvindelige og mandlige Ejendommelighed. Spørgsmaalet er her, siger han: Var der hos Dukken Nora noget ægte og fuldformet kvindeligt, som Helmer ikke levede sammen med? Og var der i Helmer noget ægte og fuldformet mandligt, som Nora kunde finde og Udvikling i at leve sig tilhobe med og som hun har forsømt? Svaret herpaa vil fælde Dommen over de to Ægtefæller og forklare Grunden til deres Ægteskabs Fallit.
Han fremsætter nu en Række meget ensidige, men ingenlunde aandløse Bemærkninger om Kvindekarakteren i Almindelighed, hvilke han samler deri, at Kvinden har Sans for det øjeblikkelige, Evne til at opklare og fylde det med Liv. Han har stærkt fat paa det barnlige hos Kvinderne. De „Springer op, klapper i Hænderne, de tripper af Utaalmodighed, deres Fornærmelse, er noget af det mest stivnede, - indtil de glemmer den.” De lyver, men kun fordi de vil tænke og føle udelt, ingen forstaar som de at lyve ærligt; han har heller ikke egentlig noget imod at de lyver, thi Kvindens Liv og Skønhed - forløber som en Bølges Skvulpen; for at denne Ynde skal holde sig maa den idelig udløses paany. Sørger man derfor, saa er Kvinden ikke som Skum paa Vand. - Men Kvinder bliver dog - ogsaa undertiden voksne Mennesker, af og til endog med en fint sleben Intelligens; og saa kan denne ærlige Lyven blive farlig. Hellere da, end at løbe an paa, at en Mand skal være parat til at tage Vare paa Kvindens Sanddruhed, maa man vænne hende til ligesom Mændene at staa til Ansvar for hvad hun siger og gør saavel udenfor som indenfor Hjemmets skærmende Kreds, selv om hun derved bliver mindre letbevægelig, mindre skikket til den Opgave, Forfatteren tildeler hende at udfylde ”den dødelige Tomhed” i Mandens Sind.
Mærkelig nok synes Forf. at mangle Sans for det moderlige hos Kvinden, som dog vel i sin aparte Blanding med det barnlige udgør ikke blot Kvindelighedens største Charme, men ogsaa dens bedste Indsats i Livets Kamp og Arbejde. Men Moderinstinktet gør Kvinden klog, omsigtsfuld, fremadskuende. For at faa disse Træk med i Billedet maatte Forf. udvide de Grænser, han har anstukket for Kvindenaturen og flytte dem ind paa den Domæne, han tildeler Manden. Opgaven løses nu engang ikke ved at man deler det sjælelige Overdrev mellem Mand og Kvinde; thi de har hver især Ejendomsret til alt hvad menneskeligt er. Forskellen er mest en Nuance, en Farvetone, en Belysning; den kan gives i levende Skikkelser, vanskelig fikseres i Sætninger.
Ganske vist har Ibsen ogsaa i Nora markeret Barnet i Kvinden; men han lader hende jo netop ogsaa bryde ud for at skaffe Luft for det andet, der er i hende. Dette andet tror Hr. Lambek ikke paa. Hvad der derimod irriterer ham er, at Kvinden saa ofte tager Fejl af den ægte Mandighed. „Lad hende lære at kede sig ved det, som er aldeles aandsforladt. Lad hende blive saa „selvbevidst”, at ikke de allertarveligste Mandfolk kan trække hende ved Næsen omkring paa Markedet.
Dette er Hoveddele af Kvindesagen.”
Man kan slutte sig hertil. Men saa er det da ikke mere end rimeligt at gøre opmærksom paa, at denne Overfladiskhed hos Kvinderne har sit rigelige Sidestykke i Mændenes Tilbøjelighed til i Stedet for at søge ind til Kvindelighedens Kærne at lade sig fange af et lidt pikant Tilsnit, en Violbuket her og en vilter Krølle hist hos „de allertarveligste” Pigebørn. Denne gensidige Fejltagelse, som ofte nok ender i gensidig Lede, afhjælpes næppe som Forfatteren mener, blot ved en bedre Kvindeopdragelse. Mere fri og fortrolig Omgang, mere Venskab og Kammeratskab, et bredere Grundlag af Fællesliv, hvorfra Erotiken kan springe ud som Blomsten fra sin Stamme, - det er hvad der mangler ogsaa for at Ægteskabet ikke skal enten styrte sammen som Helmers og Noras eller ogsaa blive en evig Kamp for at holde hinanden fast, en evindelig Stillen til Skue af Yndigheder, der tilhører en kortvarig ungdommelig Blomstringsperiode.
Det var ikke Meningen at gaa nærmere ind paa „Ibsenkritik”, kun at anbefale denne sjældne Bog til enhver, der har Interesse for Etik og Psykologi. I denne Retning skal jeg endnu kun gøre en
enkelt Bemærkning. Det forekommer mig, at Forf. venter sig for meget af Intelligensens Udvikling. Han siger et Steds, at Egoisme er ikke andet end Snæverhed. Ja, det er hvad man kalder Egoisme hos Børn og gamle Folk. Den egentlige Egoisme er en Karakteregenskab, der bunder dybt i Temperamentet. Den gør Folk graadige men ikke lykkelige. Paradiset er og bliver lukket for Egoisten (se Selma Lagerlöfs Legende om Vorherre og St. Peder). Den kan godt trives sammen med en overlegen Intelligens. Den kan skjules af en høj Aandsdannelse; men den kan kun overvindes af en stor Følelse.
Forf. er forelsket i Intelligensen. Han savner hos Menneskene, som de er flest „plump Intelligens”; han mener, at det, som i vore Dage er det eneste store, er „Billedet af et sundt, fuldstændigt Intelligensliv”. Det er vist nok, at Intelligens, Tankespiling, som Forf. lidt kunstigt kalder det, gør Livet rigere, Interesserne mangfoldigere, Følelserne finere. Men Lykken!” Er den dog ikke noget mere helt og udelt, noget, der kun vindes eller tabes i Svingningerne mellem den mest umiddelbare Fryd og Smerte, kort sagt, er den ikke virkelig noget vidunderligt?
Sikrere end at vente paa, at Lykken skal komme og gøre os gode, er det da at følge Goethe, som lærer, at Mennesket skal baade begynde og ende med at være „edel, hülfreich und gut, denn das allein unterscheidet ihn von allen Wesen, die wir kennen”.*)
Ogsaa Pligtfølelsen tror jeg hører sammen med det, der adskiller Mennesket fra alle andre Væsener og gør menneskeligt Samfundsliv til noget andet end en Kamp af alle mod alle, gør det til Kultur.
*) ædel, hjælpsom og god, thi kun det adskiller ham fra alle Væsener, som vi kende.
