Breve om Kvindesagen
Fra en gammel Præstekone.
III.
Kære Anna!
Jeg har i denne Tid læst meget om Kvinder og Kvindesagen, der har interesseret mig i allerhøjeste Grad. Jeg læste om danske Kvinder der haanes, fordi de har taget Artium eller er blevne cand. mag. og derved er blevne udygtige til at blive Husmødre, og jeg læste om engelske, amerikanske og tyske Kvinder, der hyldes og komplimenteres for det store de har udrettet for den videnskabelige Nationaløkonomi. Der er en Professor, der skriver saaledes: „Jeg hilser med store Forhaabninger Kvindens teoretiske Medvirkning ved de sociale Problemers Behandling” o. s. v. For mig bliver Facit dette, at Kvinden egner sig lige saa vel til Aandens som til Haandens Arbejder, og da det nu er et saa velsignet Overskud af Kvinder, saa er der jo nok baade til praktisk og videnskabelig Syssel. Der er jo tilmed en Mængde ugifte Kvinder, der savne et Hjem og Hjemmets Gerning: lad dem dog arbejde til Glæde for sig selv og andre paa den Maade, det ligger for dem! Vi Kvinder er under Behandling og har været det længe, og meget maa vi høre og meget maa vi døje. Jeg har i min Erindring en Mængde Udtalelser fra gammel og ny Tid om Kvinden, Udtalelser, som jeg aldrig har kunnet glemme. Der stod saaledes en Gang i en politisk Artikel, skreven af en bekendt Mand, den Sætning: „De vil da vel ikke have, at Kvinder, Børn og Forbrydere skal have Valgret!” Er den Sætning ikke glimrende? Det hændte mig en Gang, at jeg kom i Samtale med en bibelfast Bonde om Forholdet mellem Mand og Hustru, og han udbredte sig om, at Kvinden skulde være Manden lydig, som Sara var Abraham lydig og kaldte ham „Herre”. Ja, fortsatte han, hun skal være saadan. som nu min Hund der: naar jeg har slaaet ham, saa kommer han krybende ganske stille hen og slikker min Haand! Det var virkelig Mandens Ord, men De kan nok tro, at jeg protesterede mod dette Eksempel til Efterfølgelse. Det var nu Politikerens og Bondens Syn paa Kvinden; men nu skal De høre, hvad en lærd Professor har skrevet i nogle trykte Foredrag, der udkom i Kristiania. Han kalder dér Kvinden „den sovende Mand”, og han siger: „hendes Liv er mest et Drømmeliv.” Han antyder, at Kvinden kun staar i Forhold til Gud gennem Manden, og at Manden kun staar i Forhold til Djævelen gennem Kvinden. Han kommer ogsaa til det Resultat, at Kvinden aldeles ikke er nogen Personlighed, det er kun Manden der er det. Kvinden, skriver han, er dømt for Syndens Skyld til Afhængighed af Manden, hun har ingen Betydning i borgerlig og politisk Forstand, man regner hende slet ikke med!
Han taler saa rart tydeligt! Det er jo netop, hvad vi Kvinder saa godt har forstaaet, at saaledes ses der paa os over hele Verden: blandt Hedninger og Jøder og selv blandt Kristne. Men naar Professoren tilføjer, at det er Kvindens „Skønhed”, at hun finder sig i denne Fornedrelse, saa sætte vi dog et Spørgsmaalstegn derved. Samme Professor kan for Resten godt lide Kvinden, men han forlanger kun det ene af hende, at hun skal være „fortryllende”.
Han fortsætter: „Vi Mænd kan godt lære noget af Kvinden, men det er ikke, af, hvad hun har læst sig til, men hvad hun saadan af kvindelig Instinkt kan komme frem med uden selv at ane, at der er noget aparte rart ved det, hun siger.” Jeg tror han betragter os, som vi voksne betragte vore Børn, vi mene ogsaa, at vi stundom kan lære noget af dem.
„Galanteriet” lige over for Kvinden holder Professoren meget af, derom siger han: „Galanteriet det er jo bare en Spøg, og man skulde synes det var en ren Tidsspilde, men der er dog lidt Alvor i den Spøg, NB. saa længe den betragtes som Spøg, men tages der haandfast paa den som Alvor, saa er det blot - Spøg.” Han mener det er forfriskende for den arbejdstrætte Mand at høre lidt paa Kvindesnak og Kvindespøg. Men syndigt finder han det var, om disse „flagrende Væsener” blev Kontorister, Toldbetjente eller Købmænd etc. Jeg elsker ogsaa de fortryllende Kvinder, og fortryllende kan de være, selv om de arbejde, men det er maaske nok muligt, at et alvorligt Arbejde gør lidt mindre „flagrende” og det finder jeg nu ikke saa uheldigt som Professoren, thi Kvinden er altfor god til blot at flagre om Mændene og være Legetøj for dem. Ikke sandt, Anna, derom kan vi to let blive enige. Med venlig Hilsen
Deres gamle Veninde
