Fra Indland og Udland
England.
Havebrugsskolen i Swanley. I Swanley i Kent i Syd-England er der en Havebrugsskole, som har stor Fremgang. I det forløbne Aar har 38 kvindelige Elever faaet Plads som Gartnere eller som Lærerinder imod 28 i Fjor. Et nyt Arbejdsfelt har aabnet sig gennem Uddannelsen af øvede kvindelige Gartnere som, Raadgivere ved Anlæget af Haver, og som midlertidige Ledere af Havearbejder i forskellige Dele af Landet.
Mistress of the Robes (Herskerinde over Dragterne). Den højeste kvindelige Ærespost ved det engelske Hof er den at være „Mistress of the Robes” og den regnes for at være saa betydelig, at dens Indehaver skifter med Ministerierne. Saalænge Dronning Victoria har regeret, har den bestandig været beklædt af en Hertuginde. I tidligere Tid var Tegnet paa denne Værdighed en gylden Nøgle, men siden den Gang, da Sarah, Hertuginde af Marlborough, under Dronning Anna kastede den i Hovedet paa sin Gemal, som havde faaet Ordre til at afkræve hende den, har man givet Afkald paa Nøglen. Samme Sarah og Dronning Anna syntes forøvrigt at have byttet Roller, for Dronningen maatte i alt føje sig efter Sarah. Sarah lod sig udnævne og honorere for den ene høje Hæderspost efter den anden. Dog tilsidst maatte hun afgive dem alle paa en Gang i Anledning af en kirkelig Fest, hvor hun kom i en heftig Strid med Dronningen om Arrangementet af Kniplingerne paa en Kjole.
Kvindelige Læger. For første Gang er en kvindelig Læge bleven valgt til Formand for Lægeforeningen i Distriktet Onandaga i Staten New York. Hendes Navn er Dr. Margaret Stanton. Hun tog sin Eksamen som den første i sit Hold ved Universitetet i Syrakus. Studerende ved Hospitalerne i Wien, Paris og London har valgt hende til Formand i Anerkendelse af hendes Dygtighed som Læge ved St. Josefs Hospitalet, hvor hun har gjort Tjeneste i 12 Aar.
Amerika.
Kvindelige Livsstillinger. Følgende interessante Oplysninger stammer fra de forenede Staters officielle Statistik: I 1870 var der i Amerika 632 Skuespillerinder; nu derimod 3,883; kvindelige Bygmestres Tal er vokset fra l til 50, Malerinder og Billedhuggerinder fra 412 til 16,000, kvindelige Forfatterinder fra 109 til 3,161, do. Præster fra 67 til 1.522, Tandlæger fra 34 til 417, Polyteknikere fra 9 til 201, egentlige Journalister fra 35 til 472, kv. Sagførere fra 5 til 471, Musikere fra 5,753 til 47,309; kvindelige Apotekere ere stegne fra 414 til 6,712 og Lægerne fra 527 til 6,882. Teaterdirektricer fra 100 til 443. Tilbage staa Bogholdersker fra O til 43,071 og maskinskrivende Kvinder og Kopistinder fra 8,016 til 92,824, og til allersidst Stenografinder fra 7 til 50,633.
Efter „das neue Blatt” Nr. 46 1899.