England

Begivenhederne i London maa særligt ligge vort Hjerte nær. Ogsaa vi staar i dette Øjeblik med de store Spørgsmaal foran os; vi, som ikke engang har den kommunale Stemmeret, medens vore Nabolande blive gamle i at eje den, og det med os forbundne Island har haft den fra 1882. Men det er ikke denne, som Englands Kvinder kæmper for, det er den politiske stemmeret den Finland fik som de ønsker at eje.

Vor Medforbundne i Alliancen i det britiske Rige er: „National Union of Womens Suffrage Societies”, som danner en Føderation af Kvindestemmeretsforbund ialt 29. De første i National-Unionen indmeldte forbund var Londons, Manchesters og Bristols. Lidt efter lidt meldte de øvrige Stemmerets Forbund sig ind.

For denne store Union er Mrs. Millicent Fawcett Præsident. Til lige er hun Vice-Præsident i Fællesbestyrelsen i den internationale Alliance. Vi saa hende sidde paa Forhøjningen under Kongressen sammen med den øvrige internationale Bestyrelse, og vi fik Anledning til at beundre hendes stille lady-like Optræden og hendes kloge Taler. Hun er nu Lederen i England for de stærke Bølgeslag, der sætter Sindene i Bevægelse. Hun tog ikke Initiativet til Demonstrationerne, men da de engang var der, tog hun ikke Afstand fra de Kvinder, der havde sat dem i Scene.

Vi ved jo alle, at inden Kongressen var mødt hos os, havde et Medlem af: „Womens Social and Political Union” fra Underhusets Gitterloge udfoldet deres Banner med sit Motto, der raabte Kravet paa Stemmeret for Kvinder ud i Hallen. Kun gjorde dette efter at et skarpt Angreb paa Kvindestemmeretten forblev ubesvaret af de 420 Medlemmer af Underhuset, som ved deres Valg havde Lovet at støtte Kvindestemmeretten. Den unge Fabrikarbejderske, Annie Kenney, der tog Initiativet til at oprulle Stemmerets Banneret blev fængslet tilligemed andre Kvinder.

Det var som Udsending fra denne Union, at Mrs, Montefiore mødte her i København under Kongressen. Mr. W.T. Stead har i ”Review of Review” nævnet Annie Kenney som Nutidens Jeanne dArc. ”Hun er af det Stof, hvoraf Martyrerne dannes”, tilføjede han. Det var udenfor al Tvivl Mrs. Montefiore, der tog Ledelsen for Demonstrationen i Underhusets Forhal d. 23. October, hvad der fremgaar af hendes Brev i vort Januar Hæfte. Vi ser deri, at elleve fine og dannede Kvinder kastedes i Fængsel. En af disse, Mrs. Cobden Sanderson, var Datter af den populaire Frihandels Politiker: Richard Cobden.

Hendes Ægtefælle, Mr. Cobden Sanderson, skriver under hendes Fængselstid følgende Brev til London Chronicle:

”Da min Hustru kom ind i Fængslet blev hun berøvet alle sine Klæder og Ejendele med Undtagelse af sin Forlovelsesring og derefter klædt i Fængslets Dragt. Istedetfor at være mærket med hendes Navn var denne mærket med det Nummer, som nu er hendes Navn, og hun er berøvet alle Forbindelser med Undtagelse af dem, som hun nu har indenfor Fængslets Vægge, der nu er hendes nye og tause Verden. Hendes Føde - hun er Vegetarianer - bestaar af tørt Brød, The eller Cacao og Kartofler. Hun er i ensomt Fængsel i de 23 af Døgnets 24 Timer. I den ene Time føres hun med de andre Fanger frem og tilbage i Fængslets Gaard i seks Fods Afstand fra hinanden. Som Beskæftigelse i Cellen syer hun Postsække. Til Læsning Har hun Bibelen - hin Revolutionernes Bog! - hvilken Satire! og en anden Bog kaldet: ”Et sundt Hjem”! om hvilken hun med et Smil siger: ”at man ikke har noget Brug for den paa dette Sted.” Hun bad om et Bind af Shakespeare, men der existerede kun et eneste af ham i hele Fængslet, og det var optaget. Hun bad om Pen og Papir, for at hun kunde nedskrive sine Meditationer. Det blev hende nægtet: ”det var imod Fængslets Regler”. ”Hun bad mig - og dette var hendes eneste Anmodning - om at henvende mig til Authoriteterne for paa alle Fængsledes Vegne at udtale Ønsket om Pen, Blæk og Papir, da Benyttelsen heraf kunde befri dem for deres Tanker, som uden noget Yttringsmiddel brænder i deres Sjæl Nat og Dag. Hun klager ikke for sin egen Skyld, thi i sin Ensomhed beder hun for Kvindernes Sag. Vil denne Bøn blive hørt? - er der ingen Mand med Hjerte og Aand, som kan byde al Lovgivning stande, og al Verdens maalløse Tummel ophøre, indtil Kvinden ved Mandens Hjælp er steget op ved Mandens Side, saa at de Haand i Haand og Hjerte ved Hjerte tilsammen kan klavre opad Livets spejle Sti? -”

”Saadan, o du taabelige og forfængelige Verden, saadan om du ellers vil høre derpaa, er den Appel om den end kun lyder dæmpet som Latteren af ham, der rakte Eder Brødet, retter til Eder!”.

At Richard Cobdens Datter sad i haardt Fængsel vakte en stærk og stigende forbitrelse i folkets brede Lag. Flere af de fængslede Tvinder taalte ikke den bratte Overgang fra Velvære til Fangekost og Fængslets mugne Luft. Den ene efter den anden sattes paa Sygelisten.

Men Kvinderne udenfor var i stærkt Røre, og ”The Union of Women Workers” holdt et Møde ved Tunbridge Wells, ved hvilket Mrs. Millicent Fawcett holdt Indledningstalen. Miss Robins traadte frem og begærede Ordet mellem de forudmeldte Talere. Hun fortalte Forsamlingen, at hun som Skribent ikke havde villet lade sig nøje med Pressens fordømmende Artikler. Hun havde selv villet se og høre. Nu havde hun undersøgt Forholdene, og hun maatte erkende, at disse Kvinder, der blev forhaanede, var baade alvorlige, oprigtige og offervillige.

Mrs. Millicent Fawcett skriver i et Brev til Times for at gøre en lille Ændring i Bladets Referat om Mødet ved Tunbridge Wells:

”Mange af os har arbejdet vedholdende og stilfærdigt baade i Tale og Skrift i det meste af et halvt Aarhundrede for Kvindens Stemmeret. I denne Tid har fire Conseil-Præsidenter: Lord Beaconsfield, Lord Salisbury, Mr. Balfour og Sir Henry Campbell-Bannermann erklæret sig forvissede om Retfærdigheden af Kvindernes Krav: at blive repræsenterede i Rigsdagen. Andre eminente Mænd, blandt hvilke jeg vil nævne: Ærkebiskop Temple, Sir George Gray, Mr. Russell Gurney har givet os deres offentlige Støtte. Vi kan ogsaa fremvise Exempler paa den praktiske Nytte som Kvinders Stemmeret har gjort baade i Australien og Ny-Zeeland. Men her i England er intet virkeligt gjort for at fremme Kvindevalgrets Sagen. Under disse Omstændigheder har en Gruppe af Kvinder - af hvilke jeg kender nogle faa - med Overlæg antaget andre og mere opsigtsvækkende Former for at tvinge Landets Opmærksomhed til at henledes paa Kvindernes Fordring om at faa Del i Retten til Repræsentation. Det virkelige Ansvar for disse sensationelle Methoder maa søges hos vore Politikere, hvilke med Urette bærer Navnet af ”Statsmænd”. Det er dem, som ikke vil høre paa Forlangendet af Retfærdighed, før dette Forlangende er ledsaget af en eller anden demonstrativ Form. Enhver Art af Haan er kastet paa de Kvinder, som har antaget disse Methoder dog især af Smuds-Pressen.

Jeg haaber dog, at de mere gammeldags Stemmeretskvinder vil stille sig ved deres Side. Jeg benytter denne Lejlighed til at sige, at langt fra at have skadet vor Sag, har de - efter min Mening - gjort mere i disse tolv Maaneder for at bringe den indenfor en praktisk Politiks Omraade, end vi selv har været i Stand til at fuldbyrde i ligesaa mange Aar.

Med Agtelse

Millicent Garrett Fawcett.

Det er glædeligt at iagttage, hvor stor en Støtte nogle af de fængslede "inder har haft i deres Mænd. Disse nedlægger ikke alens Protest mod deres Fængsling, saaledes som Advokat Baldock ved et Møde i Hyde Park, men tre af dem har desuden skænke 10,000 Kr. til deres Forening: ”Womens Social and Political Union”.

Vi hører endvidere om Mrs. Cobden Sanderson, at hun inden sin fængsling til Dagen efter denne havde udsendt Indbydelser til sine Venner til The. Intet anende mødte de alle os kunde ikke fatte, at de hverken saa Vært eller Værtinde. Deres forundring forvandledes efterhaanden til Ængstelse. Omsider indfandt Mr. Cobden Sanderson sig og fortalte, at hans Hustru var bleven sat i Varetægtsarrest som Fredsbryder, at han selv forgæves var faret rundt fra Sted til Sted for at faa Arrestdekretet hævet. ”Saaledes” tilføjer Bladet ”sættes Kvinder i Fængsel, naar de forlanger deres Borgerret, men hos os vil Fængslingen herefter blive et Certificat for Pligtopfyldelse”.

Deres Fængselstid forkortedes med en Maaned. De blev løsladte d. 24. November. En stor Fest blev givet for dem, ved hvilken Mrs. Fawcett præsiderede.

I Edinburgh holdt Kvindernes Stemmeretsforening dersteds samt ”Womens Social and Political Union” d. 8. Januar et Møde under Lady Frances Balfours Ledelse; hun gjorde et skarpt Angreb paa Mændene, fordi de altid først tænker paa sig selv naar de udsteder Love. Ved denne Lejlighed ser vi atter Mrs. Cobden Sanderson, som udpeger den praktiske Gavn af et fængselsophold i Holloway som et Middel til at sætte Liv i Bevægelsen, Beviset herfor kunde man finde i de enormt tiltagende Auditorier Møderne nu bivaanedes af over det hele Land. Baade Annie Kenney og vor gode Ven fra Kjøbenhavner Kongressen Lady Steel talte her.

I Begyndelsen af februar fik vi tilsendt en Oversigt af Maanedens Program. Vi har set de to officielle Akter spilles ud. Først den interessante Kvinde Procession fra Hyde Park til Exeter Hall, hvor Talerne holdtes og betonede: at Kønnet ikke burde bestemme ”Kvalifikation” eller ”Ikke-Kvalifikation” til at være Vælgere. Processionen var en fjerdingvej lang og en detailleret Beskrivelse heraf findes i ”Vort Land” 15. Februar hentet fra ”Times” of ”The Tribune”.

For anden Akt rullede Tæppet op d. 12. Februar efter at Kongen havde holdt Aabningstalen for Parlamentet. ”Womens Social and Political Union” havde paataget sig at demonstrere i eller udenfor Underhuset, om ikke Talen antydede en Behandling af Kvindestemmeretsspørgsmaalet i den nu indvarslede Sæson. Nogle og halvtredsindstyve Kvinder er fængslede efter Demonstrationen ved hvilken beredet Politi søgte at ride dem ned, hvorved adskillige kom til Skade. Deres Dom lød paa en Pengesum, eller 14 Dages a 1 Maaneds Fængselstid. Det synes som om de alle foretrak Fængslet.

Vi gør en Undskyldning fordi vi denne Gang udelukkende har beskæftiget os med England, der fremfor noget andet Land i Øjeblikket er i fuld Kamp for vor fælles Opgave: ”Kvinders Stemmeret”.